
FGU Sønderjylland, Sønderborg søger faglærer til Omsorg og Sundhed
Vil du bruge din faglighed til at undervise på en spændende uddannelse for unge, der ikke altid vælger den lige vej til uddannelse eller job. Er du god til at undervise praksisrettet, og vægter du relationer til de unge højt? Så er det dig, vi søger.
Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) er en uddannelse til unge under 25 år, der har behov for en forberedende indsats, for at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse eller komme i beskæftigelse.
På Den Forberedende Grunduddannelse arbejder eleverne med: viden, kundskaber, færdigheder, afklaring og motivation. For at understøtte at eleverne oplever helheder og sammenhænge mellem fagene, er der et tæt samarbejde mellem holdets lærere i ”Omsorg og Sundhed” og fagene dansk og matematik.
Lærerne tilrettelægger undervisningen sammen og individuelt. Nogle af de bærende elementer er: Inkluderende læringsmiljø samt praksisnær og helhedsorienteret undervisning. Dele af undervisningen kan foregå i lokale virksomheder, plejecentre, børnehaver og bosteder.
Om jobbet
Dine primære opgaver bliver udvikling og gennemførelse af læringsforløb og undervisning i et miljø båret af relationsarbejde og praksisrettet undervisning. Der arbejdes med Co-teaching i en del af timerne, og vi har et stort fokus på et ordblindevenligt undervisningsmiljø. Der er et tæt samarbejde mellem lærere og vejledere for at understøtte den unges progression: Personligt, fagligt og socialt.
Du bliver en del af en ambitiøs gruppe almen- og faglærere, med meget forskellige baggrunde. Alle har det fælles mål at skabe de bedste og mest trygge rammer for udfoldelse og læring for eleverne. Således er det vigtigt, at du aktivt involverer dig i skolens mange aktiviteter.
Udover faget ”Omsorg og Sundhed” indeholder jobbet undervisning i PASE. En vigtig del af opgaven er at understøtte den unges brancheafklaring og forberedelse til en god overgang til uddannelse eller job.
Fagbilag for ”Omsorg og Sundhed” samt læreplan for PASE kan findes på www.emu.dk/fgu.
Om dig
Vi forventer, at du har relevant sundhedsfaglig eller pædagogisk uddannelsesmæssig baggrund og du har en stærk faglig identitet og kan undervise i såvel omsorg, sundhed og pædagogik.
Du er en ildsjæl, der stortrives i et miljø af unge mennesker, der har brug for en anden vej til uddannelse og job. Du anerkender og arbejder efter, at eleverne er forskellige og dermed har behov for forskellige tilgange til det at lære. Du er idérig ift. at skabe helhedsorienteret og praksisrettet undervisning for skolens elever, og er aktiv i det tværfaglige samarbejde med såvel almenlærere, som andre faglærere. Du er indstillet på, at læring foregår dagen igennem og i mange forskellige sammenhænge. Du sætter pris på tværfagligt samarbejde, og du er en udpræget ”holdspiller”.
Du møder eleverne med tillid og tålmodighed. Du anerkender, at selv mindre udfordringer kan virke forstyrrende for eleverne og deres læring, og går aktivt ind i at støtte den enkelte i at rydde evt. forhindringer af vejen.
Du er åben for og vant til at arbejde med IT.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn, ansættelsesforhold og pensionsordning iht. fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation/Overenskomstansattes Centralorganisation (LC/OC – fællesoverenskomst), samt Organisationsaftale for lærere mv. ved institutioner for forberedende grunduddannelse (FGU).
Ansøgningsfrist er mandag d. 21. juli 2025, kl. 12.00. Hvis du bliver indkaldt til samtale, vil du få besked mandag d. 28. juli 2025 og vi afholder samtalerne onsdag d. 30. juli 2025.
Stillingen ønskes besat d. 1. september 2025.
Ansøgning og CV sendes via knappen ”Ansøg”.
Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder, Annette From på tlf. 2423 2558 eller mail anfr@fgusyd.dk.
FGU Sønderjylland er beliggende med institution og skole i Sønderborg Kommune og med skoler i Haderslev, Åbenrå og Tønder Kommuner. Læs mere om FGU Sønderjylland på www.fgu-sonderjylland.dk.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.