Glostrup Forsyning

Kreativ og serviceminded genbrugsassistent til nyt genbrugshus i Glostrup

Glostrup Forsyning søger en engageret genbrugsassistent til vores Genbrugsstation, med tiltrædelse 1. september 2025. Dit primære arbejdsområde vil være i det kommende Genbrugshus som officielt åbner 10. oktober. Stillingen er en deltidsstilling.

Vil du være med til at gøre en forskel for miljøet i Glostrup, så er du måske vores nye kollega. Vi skal starte en ny aktivitet op på vores Genbrugsstation, hvor vi vil give de gode ting videre til genbrug i stedet for at de bliver smidt ud. Det hele skal foregå i Genbrugshuset som vi opfører og indretter hen over sommeren 2025. Vi glæder os til at åbne Genbrugshuset fredag 10. oktober 2025 og håber du vil være med på rejsen.

Udover Genbrugshuset er der på Genbrugsstationen bytteområder på pladsen, hvor tungere fraktioner kan placeres og tages frit af kunderne. Den nye genbrugsassistent skal være med til oprydning, indretning og udvikling af både Genbrugshuset og Bytteområder.

Dine arbejdsopgaver

  • Modtage og klargøre ting til genbrug
  • Stå for lager og sørge for at fylde på hylder og udskifte genbrugsting i butikken afhængig af sæson
  • Sørge for at udstille varerne og sørge for at Genbrugshuset fremstår indbydende
  • Samarbejde med øvrige medarbejdere på Genbrugsstationen om genanvendelse og direkte genbrug af affald i Genbrugshuset og Bytteområder.
  • Samarbejde med vores kommunikationsmedarbejder om formidling vedr. genbrug.
  • Opslag på SOME om nyt fra Genbrugshuset, fx på Facebook og Instagram

Kvalifikationer og kompetencer

  • Du er gerne butiksuddannet og har erfaring med detail handel, evt. dekoratør
  • Du har flair for genbrug og upcycling og følger med i tidens trends og tendenser. Derfor ved du hvad der kan byttes væk i et Genbrugshus og hvad der ikke kan.
  • Du er serviceminded overfor kunderne og frisk på at sætte dig ind i reglerne for affaldssortering.
  • Du har ordenssans og er mødestabil
  • Du arbejder struktureret og selvstændigt og kan overskue varer på lager og i butik
  • Du behersker dansk i skrift og tale

Vi tilbyder

Et professionelt arbejdsmiljø med gode kolleger i en meget dynamisk og spændende organisation. Jobbet er en deltidsstilling. Du vil referere til Projekt- og Affaldschef Kristian Schou.

Ansættelse er pr. 1. september 2025 eller efter aftale. Stillingen er på 30 timer om ugen inkl. hver anden weekend. Arbejdstiden er i tidsrummet kl. 11-17 men aftales endeligt ved ansættelsen. Dvs. der arbejdes 10 dage ud af 14.

Løn efter gældende overenskomst og kvalifikationer.

Glostrup Forsyning er en multiforsyningsvirksomhed med mere end 35 medarbejdere. Vi er ansvarlige for vand og varme forsyningen samt affaldsindsamlingen og bortledning af spildevand ca. 24.000 borgere i Glostrup Kommune. Forsyningen blev udskilt fra Glostrup kommunen og selskabsdannet i 2010.

Ansøgning

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og dit CV hurtigst muligt og senest den 1. juni 2025. Afholdelse af samtaler forventes i uge 25 og 26.

Ansøgningen sendes via ansøgningsknappen.

Mærk ansøgningen ”Genbrugsassistent til Glostrup Genbrugsstation”.

Fremvisning af straffeattest er obligatorisk for denne stilling og kræves ved endelig ansættelse.

Hvis du har spørgsmål vedrørende den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte Projekt- og Affaldschef Kristian Schou på telefon 3045 4724.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.