
Nattevagt søges til Chr. IX Børnehjem
Vi søger en ildsjæl, der er glad for nattevagter og vil medvirke til at skabe en tryg atmosfære for vores børn og unge om natten. Stillingen er på 34 timer pr. uge med opstart hurtigst muligt.
Chr. IX Børnehjem varetager anbringelser for børn i alderen 0-17 år. Der er plads til 16 børn. Anbringelserne kan være akutte eller planlagte og sker oftest som følge af omsorgssvigt, vold, misbrug, konflikter el.lign. i barnets hjem. Formålet med anbringelsen vil typisk være at skabe stabilitet og ro omkring barnet og dets familie i en periode, mens anbringende kommune foretager en vurdering af, hvordan barnet og familien bedst støttes fremadrettet. Anbringelserne er kortvarige, og vi arbejder tids- og målfokuseret med fastlæggelse af mål på alle børn og med løbende opfølgning på disse. Ved nogle anbringelser foretager vi pædagogisk og/eller psykologisk udredning af barnet. Sideløbende med dette arbejder vi med at støtte barnet i en positiv udvikling, og som en del af dette vægter vi skolegang og læring højt.
Chr. IX Børnehjem er en del af Døgncentret, som også består af Familieinstitutionen Bethesda. Døgncentret er en selvejende institution under Landsforeningen LIVSVÆRK og har driftsoverenskomst med Aarhus Kommune. Personalet på Døgncentret er tværfagligt sammensat og består af pædagoger, socialrådgivere, psykologer, administrativt og praktisk personale samt ledelse.
Vi arbejder ud fra en mentaliseringsbaseret tilgang og ud fra en tankegang om, at barnet kun er hos os ”til låns”, og at vi derfor skal understøtte en udvikling, hvor barnet skal fastholde en tæt kontakt med familie og netværk - og hvor der arbejdes på, at barnet så vidt muligt skal tilbage til normalområdet. Vi prioriterer samarbejdet med forældrene højt og lægger vægt på inddragelse og åbenhed overfor forældrene. Vi lægger desuden vægt på et positivt og respektfuldt samarbejde med anbringende kommune og øvrige samarbejdspartnere, bl.a. skole og dagtilbud.
Som nattevagt er dine opgaver at tage dig af børnene og de unge, hvis de vågner om natten, f.eks. hvis de er utrygge og har behov for omsorg. Herudover er der i løbet af natten nogle praktiske opgaver som lettere rengøring i afdelingen og smøre madpakker til dagen efter. Om morgenen indgår du sammen med det pædagogiske personale i at få børnene op og hjælper med, at de får morgenmad og bliver sendt i daginstitution, skole eller andet tilbud.
Arbejdstiden ligger i tidsrummet 23.15-8.30 i hverdage og 23.15-8.00 i weekender. Der arbejdes i et rul på 7-7, og man skal påregne arbejde hver anden weekend samt på helligdage.
Vi kan tilbyde:
- Et meningsfuldt og afvekslende arbejde
- Et internt samarbejde præget af respekt, anerkendelse og humor
- Engagerede og kompetente kolleger med erfaring i arbejdet
- En velorganiseret institution med en velfungerende hverdag og struktur
Vi forventer, at du:
- Har erfaring med at arbejde med mennesker, gerne udsatte børn og unge
- Er robust og kan håndtere evt. konflikter på en rolig og konfliktnedtrappende måde
- Har et godt overblik og kan arbejde systematisk
- Er loyal overfor fælles beslutninger
- Har kørekort, da du nogle gange skal hjælpe til med kørsel af børnene om morgenen
Spørgsmål vedr. stillingens indhold kan rettes til afdelingsleder Marianne Kjær Sørensen på tlf.: 4185 8538.
Ansøgning vedlagt relevante bilag sendes til markjso@aarhus.dk. Vi kalder løbende ind til samtale, så skynd dig at sende din ansøgning, hvis du har interesse i stillingen.
Løn og ansættelsesvilkår vil være i overensstemmelse med gældende regler og overenskomst med relevant faglig organisation.
Flere oplysninger om Døgncentret kan findes på www.doegncentret.dk.
Når du sender en jobansøgning til Døgncentret, giver du samtidig samtykke til, at den videresendes til ansættelsesudvalgets medlemmer. Du giver desuden samtykke til, at vi registrerer de personlige oplysninger, du har anført inkl. eventuelle billeder. Vi behandler de fremsendte oplysninger i overensstemmelse med gældende EU- og dansk lovgivning om databeskyttelse. Se yderligere om vores databehandling på vores hjemmeside.