TORMAX Danmark A/S
Give

Teknisk Produktchef

Til vores hovedkontor i Give søger vi en dygtig og entreprenant kollega som vores nye:

Tekniske Produktchef

Dine 3 vigtigste arbejdsopgaver bliver:

  • Teknisk bindeled mellem udvikling, engineering, indkøb, produktion & installation

Som vores tekniske produktchef er du ansvarlig for produktudviklingen på vores karruseldørs- og buede skydedørssystemer, både ved nye produktintroduktioner samt mindre produktændringer. Begge dele kræver en struktureret & analytisk tilgang for at sikre, at disse implementeres med høj kvalitet. Denne opgave fylder ca. 60 % af stillingen.

  • Strategisk retning og sikre attraktivt produktsortiment

Det globale marked er i konstant forandring, hvorfor øjet for konkurrencedygtige priser, høj kvalitet og kort leveringstid for os er nøgleord. Vi udvikler, producerer og leverer automatiske dørsystemer til det globale marked, hvorfor du, sammen med vores produktchef Camilla, hele tiden skal have øje for nye trends og tilpasse produktet herefter. Denne opgave fylder ca. 25 % af stillingen.

  • Sikrer konformitet til gældende normer, samt anden rapportering

Dit fokus her er primært på vores produkters overholdelse af gældende normer, såsom EN16005, samt diverse godkendelser & certificeringer ved blandt andet TÜV. Dertil også at monitorere produkternes produktionsomkostninger. Denne opgave fylder ca. 15 % af stillingen.

Hør hvad din (måske) nye leder siger om jobbet:

Det, der for mig giver stor motivation og drive, er indflydelse og medbestemmelse. Vores brede værdikæde, giver for alvor muligheder for at nytænke, udvikle, ændre og dermed flytte tingene til det bedre. For mig er det vigtigt at hver medarbejder føler sig ”spillet bedre”, hørt og forstået, og på den måde løfte i fælles flok. Det er når fingeraftrykket tydeligt ses, at jeg synes det bliver sjovt

Camilla Gaasdal, Produktchef, Product Management

For at få succes i stillingen er det her vigtigt for at vide:

Du er bindeleddet mellem udvikling, engineering, indkøb, produktion & installation, så det er vigtigt, at du forstår dig på kommunikation på alle organisationsniveauer. Du er måske i dag enten konstruktør, produktchef eller projektleder. Du har gode kommunikationsevner (primært dansk og engelsk), både i skrift og tale.

Vi forestiller os, at du har en teknisk baggrund enten som (maskin)ingeniør eller konstruktør, hvor værktøjer som MS-office, ERP- systemer (C5) samt Inventor, falder naturligt for dig. Har du herudover en praktisk håndværkserfaring, vil det kun give dig en fordel for bedre at forstå sammenhængene og derved sikre ”design for manufacturing & installation”.

Du kan sagtens motivere både dig selv og dit (ofte tværorganisatoriske) projektteam, hvad end I sammen skal udvikle, teste eller implementere.

Kort sagt; er du teknisk stærk, struktureret, resultatorienteret og samtidig entreprenant – så matcher du TORMAX.

Hvad får du mere?

  • Gode forhold på vores hovedkontor i Give, med en alsidig maskinpark, samt etableret 3D printer.
  • Vi kan godt lide at lave ting sammen; om det er fælles grill-frokost eller en af vores personaleforenings mange arrangementer (hvis du er hurtig kan du også nå at få den årlige sommerfest med)
  • Der er styr på tingene her, så du får selvfølgelig gode pensions forhold samt sundhedsforsikring m.m.

Du vil blive en del af et ambitiøst team, der karakteriseres af en uformel omgangstone. Vi arbejder som et samlet team, med vores kerneværdier som grundsten; Åbenhed, tillid, partnerskab, kundefokus og effektivitet.

Har du lyst til at gøre en forskel sammen med os? Så ser vi frem til at modtage din ansøgning og CV på mail hr@tormax.dk snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, kontakt venligst Produktchef Camilla Gaasdal på telefon 80 200 800.


TORMAX installerede Europas første automatiske dør i 1951 og er i dag en førende international producent af automatiske dørsystemer med 25 datterselskaber og 500 distributionspartnere.

TORMAX er en underdivision af Landert Group, en uafhængig familieejet virksomhed karakteriseret af innovation, kvalitet og ægte entreprenørskab. Landert Group blev grundlagt i 1924 med hovedkontor i Bülach nær Zürich og beskæftiger nu mere end 1000 personer på tværs at dets to divisioner TORMAX (automatiske dørsystemer) og SERVAX (kundetilpassede elmotorer).

TORMAX Danmark A/S har været på markedet i mere end 45 år og er i dag markedsleder med to afdelinger og egne produktionsfaciliteter samt 115 dedikerede medarbejdere.