Dansk Metal

Dansk Metal søger en ungdomskonsulent til undervisning og ungdomsarbejde i Jylland

Vær med til at skabe Danmarks bedste faglige fællesskab for unge!

Ungdomsteamet i Dansk Metal søger en ny udadvendt kollega til holdet. Du skal kunne lide en hverdag hvor dagene ikke er ens, og hvor du har høj grad af selvstændighed og ansvar i forhold til dine arbejdsopgaver.

Som ungdomskonsulent har du ansvaret for at varetage Dansk Metals indsats på erhvervsskoler i Jylland. Derudover skal du samarbejde med vores lokalafdelinger om at understøtte og udvikle det lokale ungdomsarbejde.

Ungdomskonsulentens hovedopgaver

  • Din primære opgave bliver ung-til-ung-undervisning for elever og lærlinge på erhvervsuddannelser i samarbejde med Metals lokalafdelinger. Oplægget varer ca. halvanden time, og handler om lærlingenes løn, arbejdsvilkår og deres hverdag på arbejdspladsen.

Vi forventer ikke, at du er ekspert eller har en dybdegående viden om temaerne på forhånd! Vi sørger for grundig oplæring. Det vigtigste er, at du synes, det er interessant at formidle ny viden til unge. Det er et plus, hvis du har erfaring med at holde oplæg for unge, men det er ikke et krav. Som en del af vores onboardingprogram kommer du også på kursus i undervisningsteknik.

  • Du skal kunne udvikle og understøtte Metals lokale ungdomsnetværk Metal Ungdom i tæt samarbejde med vores lokalafdelinger.

Dansk Metal har en ambition om at være Danmarks bedste faglige netværk for unge. Derfor lægger vi mange ressourcer i at dyrke det faglige fællesskab i Metal Ungdom. Som ungdomskonsulent er det dit ansvar at skabe relationer til de unge og hjælpe dem med at skabe et ungt fagligt fællesskab i deres lokalområde.

  • Du skal have lysten til at udvikle, planlægge og undervise på Metals ungdomskurser som foregår på Dansk Metals konferencecenter Metalskolen Jørlunde i Nordsjælland. Sammen med de andre ungdomskonsulenter er du ansvarlig for ungdomskurserne – fra ide til afvikling af kurset.
  • Du skal kunne igangsætte initiativer, der kan styrke Dansk Metals profil over for Metals lærlinge.

Vi forestiller os, at du

  • Er udadvendt, proaktiv og får energi af at gå i dialog med andre.
  • Har det godt med at stå foran en flok unge, du ikke kender, og formidle ny viden til dem.
  • Har 2-3 års erfaring på arbejdsmarkedet.
  • Er ansvarsbevidst, stabil, arbejder struktureret og har et godt overblik.
  • Har gode samarbejdsevner, både i forhold til interne og eksterne partner.
  • Har gode kommunikationsevner – mundtligt såvel som skriftligt.
  • Er bruger af Microsoft Office.

Om stillingen

  • Du vil blive en del af et team sammen med i alt 5 ungdomskonsulener, en koordinator og en teamleder. Vi har to ungdomskonsulenter i Jylland, hvoraf du vil være den ene, og tre ungdomskonsulenter i Østdanmark.
  • Vi søger en ungdomskonsulent som kan dække enten Sønderjylland og Midtjylland eller Nordjylland og Midtjylland.
  • Du skal være indstillet på weekendarbejde 7-10 weekender om året. Desuden bliver størstedelen af vores arrangementer afholdt, når de unge lærlinge har fri dvs. eftermiddag/aften. Herudover vil der være møder i vores forbundshus i København 1-2 dage om måneden. Din øvrige arbejdstid er tilpasset herefter, men der må forventes travlhed i perioder.
  • Stillingen er tidsbegrænset til 4 år.

Vi forventer, at du

  • Har kørekort til bil.
  • At du har bil, eller påtænker at få det i forbindelse med jobbet, da jobbet kræver en del kørsel. Dansk Metal dækker kørselsudgifter i forbindelse med transport til erhvervsskoler, lokalafdeling o.lign.

Vi tilbyder

Dansk Metal tilbyder faglige udfordringer i et velfungerende samarbejde med kompetente kolleger, hvor faglig og personlig udvikling, arbejdsglæde og trivsel har høj prioritet.

Du vil blive ansat som ungdomskonsulent uden øvre arbejdstid med løn aftalt efter dine kvalifikationer.

Som ungdomskonsulent i Dansk Metal får du tilskud til efteruddannelse efter endt kontraktperiode.

Organisatorisk er Ungdomsteamet forankret under Organisationssekretariatet i Dansk Metals forbundshus.

Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, kan du kontakte teamleder Gitte Hansen på tlf. 20782120.

Ansøgning

Dansk Metal går ind for mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen. Send din ansøgning og CV til jobidanskmetal@danskmetal.dk - Skriv gerne ”ungdomskonsulent” i emnefeltet.

Der er ansøgningsfrist onsdag 12. juni 2024.

Samtalerne vil blive gennemført i Østjylland mandag d. 17. juni 2024.

Tiltrædelse

Stillingen tiltrædes 15. august.


Om Dansk Metal
Dansk Metal er en fagforening med tilhørende a-kasse for lønmodtagere og selvstændige, der arbejder med it, teknik og mekanik. Dansk Metal har cirka 100.000 medlemmer, hvoraf 9.000 er lærlinge. Læs mere på www.danskmetal.dk