Verdis A/S
Gadstrup
Jobindex søger for Verdis A/S

Group ESG Consultant – vær med til at drive vores grønne agenda fremad

Er du en dygtig facilitator, der suger ny viden om bæredygtighedsområdet til dig? Og vil du være med til at drive vores ESG-projekter og -indsatser frem på nordisk plan?

Vi vil være den foretrukne og mest grønne samarbejdspartner inden for cirkulær økonomi i Norden. Det er vores ambitiøse strategi, som du er med til at føre ud i livet.

– HR & ESG-direktør Kasper Carstensen

En bæredygtig virksomhed med plads til dig

Verdis A/S er den førende nordiske kommunale affaldsindsamlingsplatform med en flåde på ca. 1.200 lastbiler, hvoraf knap 45 % er drevet af grønne drivmidler og 2000 medarbejdere.

Du får plads på vores hovedkontor i Gadstrup – her er vi 30 kolleger fordelt i 2 bygninger, hvor vores administrative funktioner, driftsledelse samt erhvervsafdeling sidder. Som det nyeste medlem i vores HR- og ESG-afdeling deler du hverdag med 7 kolleger i Danmark og 4 kollegaer i Norden, som står for alt fra ISO-certificeringer til HR.

Du kommer bare, som du er – her er vi helt nede på jorden. Og dine gode idéer til lytter vi til, og vi har ikke langt fra ord til handling

– uddyber Kasper

Vær med til at skabe en grønnere fremtid

Kort sagt, så er du med til at sikre fremdriften på ESG-området sammen med din chef, Kasper. Vi er i færd med at styrke og implementere nye strategiske indsatser på tværs af Norden, og du får derfor et tæt samarbejde med en kollega fra hvert land. I den forbindelse skal du påregne et par rejsedage, hvor I mødes og drøfter status på bæredygtighedsprojekter og idéer.

Du får en foranderlig hverdag, da området er i konstant udvikling. Du kan blandt andet se frem til at arbejde i vores ESG-system, PositionGreen, mens du:

  • overvåger og udformer rapporter om vores bæredygtighedspræstationer samt analyserer dertilhørende ESG-data
  • identificerer og håndterer ESG-risici og udvikler løsningsstrategier hertil samt sikrer regulatorisk compliance
  • faciliterer ESG-træning og kompetenceudvikling af dine kolleger på alle niveauer
  • afholder workshops vedrørende bl.a. DMA-opdateringer og nye tiltag
  • supporterer virksomhedsledere og ESG-medlemmer i Norden vedrørende datadrevne beslutninger.

Og du har selvfølgelig mulighed for at arbejde hjemmefra, så dagligdagen kan gå op i en højere enhed, men vi vil så gerne se dig på kontoret så meget som muligt.

Vi forventer ikke, at du er ekspert …

… så længe du har en dyb interesse for og kendskab til ESG-området – og naturligvis en ambition om at skærpe dine kompetencer, så hører vi gerne fra dig.

Derfor forestiller vi os, at du:

  • har et par års erfaring fra en lignende rolle – måske fra konsulentsiden, hvor du har drevet projekter inden for bæredygtighed eller hos et lignende firma, hvor du har arbejdet med cirkulær økonomi
  • er en skarp facilitator, der kan så frøene og få nye tiltag til at leve ude i en organisation
  • har en veludviklet analytisk sans
  • taler og skriver dansk og engelsk.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Daniela Canfarotta på +45 7245 9604.

I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV, som du kan sende via nedenstående link, allerede i dag. Til gengæld vil vi gerne bede dig om at beskrive i de første linjer af CV’et, hvorfor du er interesseret i jobbet.

CV’er, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Om virksomheden

Verdis A/S har aktiviteter på tværs af Danmark, Norge, Sverige og Finland. Vi betjener ca. 100 kommuner og mere end 5,8 millioner indbyggere med vores ca. 2.000 medarbejdere. Du kan læse mere om os her.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Dit rekrutteringsforløb med Jobindex

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Vi læser de indkomne ansøgninger igennem og overdrager løbende relevante kandidater til virksomheden. Du kan læse om vores rekrutteringsproces på siden Rekrutteringsforløb.