Villum Fonden og VELUX FONDEN
Søborg

System Support Specialist & Project Manager

Har du erfaring med administration af CRM og CMS, og er du interesseret i en rolle, der kombinerer drift, support og videreudvikling af systemer? Har du lyst til at blive en del af en organisation, hvor faglighed, engagement og ønsket om at gøre en positiv forskel er i højsædet? Så er du måske vores nye kollega.

Hos Villum Fonden og VELUX FONDEN er vores systemer, herunder CMS og CRM, centrale for vores arbejde med bevillinger. I rollen som System Support Specialist & Project Manager bliver du superbruger og den primære supporter af disse systemer. Du spiller derfor en central rolle i at vedligeholde og sikre de nødvendige værktøjer til vores bevillingsprocesser. Derudover vil du som projektleder være ansvarlig for at videreudvikle systemerne, så de fortsat kan understøtte og forbedre vores bevillingsaktiviteter i fremtiden.

Vi skal udbygge vores ansøgningsportal, ændre vores bevillingsarkitektur, optimere vores due diligence-processer for ansøgende organisationer, og vi skal også begynde at integrere AI i vores IT-infrastruktur. Så vi går en spændende tid i møde med mange tekniske projekter, som du kan deltage i og få til at leve.

– Alexander Løvendorf, Head of Compliance & IT

Som vores nye kollega tager du ejerskab for systemer, drift, brugersupport og videreudvikling. Som System Support Specialist & Project Manager har du en vigtig opgave i at levere daglig support og sikre systemfunktionalitet på tværs af organisationen. Du er ansvarlig for support og administration af vores CRM- og CMS-systemer, primært Salesforce og Drupal.

Du er også medansvarlig for at fremme den løbende udvikling af vores systemer ved at tilpasse og opgradere dem i overensstemmelse med de nye krav og behov, der opstår i forbindelse med uddelingsaktiviteterne i begge fonde. Derudover bidrager du til at styrke digitaliseringen generelt i vores organisation.

I relation til rollen skal du altså:

  • Administrere og optimere kollegernes daglige arbejdsgange inden for systemerne for at sikre en fornuftig drift.
  • Tage hånd om systemfejlfinding og arbejde proaktivt sammen med system-leverandører for at opnå ordentlige løsninger.
  • Bistå udsendelse af mødematerialer til bestyrelses- og arbejdsgruppemøder.
  • Lede diverse IT-projekter, der omfatter både videreudvikling af fondenes eksisterende systemer og implementering af nye systemer ind i IT-infrastrukturen, med fokus på at understøtte fondenes langsigtede målsætninger.

Du bliver du en del af et team i det fælles sekretariat, der tilsammen har ansvaret for, at vores systemer og drift fungerer optimalt, så vores kolleger kan udføre deres arbejde uden afbrydelser. I It-teamet er vi i dag fire kollegaer, der arbejder tæt sammen. Vi har en høj faglighed og et godt kollegaskab, hvor der er plads til os alle.

Vi er klar til at byde dig velkommen og sørger for, at du kommer godt ombord både ift. kollegaer og opgaver. Du får en buddy og en grundig introduktion til vores organisation. I 2024 er vi genhuset i Søborg, tæt på vores oprindelige domicil, som står klar til indflytning i 2025. Vi er i alt 65 medarbejdere i Villum Fonden og VELUX FONDEN.

Villum Fonden og VELUX FONDEN er to almennyttige fonde, der støtter forskning, miljø samt sociale og kulturelle projekter i ind- og udland. I 2023 uddelte vi tilsammen ca. 1,4 mia. kr. Begge fonde er stiftet af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i husstande verden over.

Du er den ideelle kandidat, hvis du opfylder følgende kriterier:

  • Du har erfaring med systemsupport, er yderst serviceminded og finder glæde i at hjælpe dine kollegaer.
  • Du har en passion for teknologi og forstår dens samspil med forretningen.
  • Du har erfaring med at lede IT-projekter og synes, det er spændende at styre dem fra start til slut.
  • Du har erfaring med Salesforce og Drupal.

Som person er du tålmodig og imødekommende over for kolleger, der kontinuerligt har brug for hjælp, og du er serviceminded og sætter en ære i at lukke opgaver hurtigt, så kollegerne kan komme videre med deres arbejde. Desuden har du en naturlig interesse for forretningen og samspillet med IT, og du trives i kontakt med kolleger på mange forskellige niveauer.

Vil du være med til at gøre en forskel? Så send os en motiveret ansøgning og dit CV ved at klikke på "Ansøg" senest den 5. juni 2024. Vi holder 1. runde samtale den 13. juni og 2. runde samtale den 24. juni. Jobbet er til besættelse efter sommerferien, gerne med opstart i august.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.