Løbeshop.dk
Hadsten

E-mail Marketing Manager

Kan du omdanne 1 million e-mail leads til guld? Så er det tid til at blive en del af RunningXpert Group og bidrage til vores fortsatte vækst.

Vi søger en erfaren E-mail Marketing Manager, der kan tage fuldt ejerskab over vores e-mailkanal og tage det til næste niveau. Du vil være ansvarlig for segmentering, personalisering, automatiseringer, flows og kampagne-e-mails. Og du skal sikre, at vi leverer det rette budskab til de rette løbere på det rette tidspunkt. Du vil i høj grad få mulighed for at sætte tonen i vores kommunikation, og til at hjælpe dig har du en e-mail marketing specialist samt et helt team af løbeeksperter, grafikere og erfarne marketingfolk. Vi benytter i dag Drip og Raptor som de primære tools, men vi er altid åbne i forhold til alternativer.

Din profil

Hvis du er en født copywriter, der skriver fængende og overbevisende tekster, og har styr på de nyeste e-mail marketing værktøjer, så er det dig, vi søger. Du er drevet af data og resultater, og du er ikke bange for at teste nye strategier for at forbedre vores engagement og konverteringsrater.

Jobbeskrivelse

  • Ejerskab og ledelse af e-mail marketingkanalen.
  • Udvikling og eksekvering af e-mail strategier på tværs af 16 europæiske markeder.
  • Arbejde tæt sammen med vores Content Team for at integrere artikler og videoer i e-mails, der motiverer og inspirerer løbere.
  • Optimering og udbygning af e-mail automatiseringer og personalisering for at maksimere performance.

Hvad vi forventer af dig

  • Solid og dybdegående erfaring med e-mail marketing og marketing automatisering.
  • Stærke kompetencer inden for segmentering og personalisering.
  • Evne til at skrive engagerende og konverteringsfremmende tekster.
  • Solid erfaring med brug af CDP'er og andre e-mail marketing værktøjer.
  • Detaljeorienteret og struktureret af natur.
  • Erfaring fra e-commerce er en fordel.

Om RunningXpert Group

RunningXpert Group er en dansk e-commerce virksomhed med hovedsæde og lager i Hadsten nær Aarhus, hvor godt 75 medarbejdere har deres daglige gang. Virksomheden blev stiftet i 2005 og er i Danmark nok bedre kendt som Løbeshop. Vi er i dag en international virksomhed med webhops i 16 lande, der sælger alt til løb. Vi laver ugentlige kampagner med de største sportsbrands i verden. Og forretningen bygger generelt på en enorm passion for løb og dybdegående viden om vores produkter. Passion er et nøgleord for hele vores forretning, og du vil opleve, at det skinner igennem i alle afdelinger. Sammen løber og vokser vi nemlig hurtigere.

Hvad vi tilbyder

  • Frokostordning.
  • Sociale arrangementer som julefrokost, sommerfest og fredagsbar.
  • Ligesindede kollegaer, hvor omgangstonen er meget uformel, men hvor ambitionsniveauet er tårnhøjt – både ift. det faglige og det sociale.
  • Frihed under ansvar og fleksibilitet ift. planlægning af både opgaver og arbejdsdag.
  • Fælles løbeture med kollegaerne i og uden for normal arbejdstid.
  • Betalt massageordning.
  • Beliggenhed tæt på motorvej og offentlig transport.
  • Løn efter kvalifikationer.

Opstart er hurtigst muligt. Vi indkalder løbende til samtaler, og vi fjerner jobopslaget, når den rette kandidat er fundet. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CMO Jesper Petersen på 22 22 00 67 eller på jhp@loebeshop.dk. Ansøgning samt CV sendes ligeledes til Jesper på jhp@loebeshop.dk.