Lægehuset i Asnæs I/S
Asnæs

Sekretær søges til velfungerende lægepraksis

Lægehuset er beliggende midt i Asnæs by, tæt på Odsherreds smukke natur. Vi er en kompagniskabspraksis med 4 læger, 2 sygeplejersker og 3 sekretærer.

Vores patientgruppe er mangfoldig, det samme er opgaverne. Du vil møde landmanden og billedkunstneren, pensionisten og højskoleeleven, ingeniøren og børnefamilierne.

Vi vægter det gode samarbejde på tværs af faggrupper højt, og vi har stort fokus på at skabe et dejligt arbejdsmiljø med plads til læring og smil i hverdagen. Vi stræber efter et højt fagligt niveau, og vi prøver at udnytte hinandens kompetencer bedst muligt.

Arbejdsgange og systemer bliver udviklet løbende efter fælles idéudveksling. Som vores nye kollega skal du trives med at arbejde på et hold, hvor vi hjælper hinanden på kryds og tværs.

Vi ser gerne, at du er uddannet lægesekretær med erfaring fra almen praksis, men det er ikke et krav. Har du anden sundhedsfaglig baggrund, modtager vi også gerne din ansøgning. Vi tilpasser oplæringen efter de kvalifikationer, du kommer med, og du bliver modtaget af fagligt dygtige og erfarne kollegaer.

Eksempel på opgaver i dagligdagen:

  • Telefonisk og personlig visitation af patienter
  • Tidsbestilling
  • Receptfornyelser
  • Sortering og fordeling af indbakke i journalsystem
  • Kontakt til samarbejdspartnere
  • Bestilling af varer
  • Lettere laboratorieopgaver (urinstiks mv.)
  • Forberede uddannelseslægeforløb
  • Attester

Der vil være mulighed for at udvide arbejdsområder og opgaver alt efter kompetencer og lyst.

Hos os er der ikke 2 dage der er ens. Her er rigelig med spændende udfordringer og plads til at udvikle sig indenfor faget.

Stillingen er som udgangspunkt på 26-35 timer ugentligt. Tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.

Hvis du synes, det lyder som noget for dig, kan du sende din ansøgning til alaege@mail.dk.

Ansøgningsfrist er d. 6/6-24.

Vi holder samtaler d. 24/6-24 med eventuel 2. samtale senere på ugen.