Ad-Hoc Projekt ApS
Toftlund

Forsorgshjemmet Toftlund søger social- og sundhedsassistenter på fuld tid

Søger du nye udviklingsmuligheder, hvor du kan sætte dine sundhedsfaglige kompetencer i spil med det samme? Og ønsker du at være med til at skabe en meningsfuld hverdag for forsorgshjemmets beboere?

På Forsorgshjemmet Toftlund vil du arbejde tværfagligt sammen med pædagoger, pædagogmedhjælpere og andre kolleger. Sammen skaber I gode, meningsfulde rammer for 30 livsglade og unikke mennesker i alderen 18-80 år. Vi arbejder alle pædagogisk, løser mange af de samme opgaver og bidrager positivt med vores faglighed i de respektive teams.

Om Forsorgshjemmet Toftlund

Forsorgshjemmet Toftlund er et midlertidigt opholdssted efter Serviceloven § 110. Vi modtager borgere af begge køn over 18 år, som ikke har - eller kan opholde sig i - egen bolig, fordi de på grund af særlige sociale vanskeligheder, har behov for et botilbud og/eller aktiverende støtte og omsorg.

Forsorgshjemmets primære opgave er at hjælpe borgere, som pga. særlige sociale vanskeligheder, har behov for et midlertidigt botilbud samt aktiverende støtte og hjælp til kontakt med misbrugscenter, læge, forsørgerforhold, jobcenter m.m. Vi tilbyder vores beboere et ophold i et miljø, hvor vi arbejder med at udrede og afdække individuelle årsager til hjemløshed.

Vores overordnede mål er at give den enkelte beboer en sammenhængende og helhedsorienteret støtte for på den måde styrke den enkelte borgers muligheder for at blive i stand til at mestre eget liv og klare sig i en mere selvstændig tilværelse samt at øge muligheden for at indgå i sociale fællesskaber.

Vi arbejder anerkendende og ressourceorienteret ud fra Housing First-strategien. Recovery, Rehabilitering og Empowerment-tilgangen er grundlæggende for vores arbejde og en vigtig værdi er derfor at respektere beboernes egne valg.

Opdag den forskel, du kan gøre i hverdagen for beboerne

Da vores borgere har brug for ro, struktur og stabilitet i en genkendelig hverdag, skaber du trygge rammer med øje for den enkelte borgers trivsel, værdighed og livskvalitet. Vi vægter en helhedsorienteret tilgang, og tværfaglighed er vigtigt for at løfte kerneopgaven, da beboerne har mange forskellige behov.

Det er bl.a. din opgave at være med til at styrke tilbuddets sundhedsfaglige tilgang til opgaver, udfordringer og udviklingstiltag. Du vil indgå i den daglige pædagogiske praksis på forsorgshjemmet, og din rolle er at bidrage aktivt med dit sundhedsfaglige blik.

Som social- og sundhedsassistent kommer du bl.a. til at arbejde med

  • sundhedsfaglige opgaver så som sårpleje, hygiejne, medicinhåndtering m.m.
  • at være sparringspartner for de pædagogiske kollegaer i forhold til den sundhedsfaglige pleje på forsorgshjemmet, herunder dokumentation, hygiejne, observationer m.m.
  • at udarbejde, følge, evaluere og afslutte plejeplaner og sundhedsfaglig dokumentation
  • sundhedsfagligt samarbejde og refleksion med forsorgshjemmets sygeplejerske og andre social- og sundhedsassistenter
  • metodisk pædagogisk arbejde med beboerne på lige fod med pædagogerne

Vores nye kollega

Du er uddannet social- og sundhedsassistent og du har interesse for, og du har meget gerne erfaring fra specialområdet. Har du ikke erfaring med området, klæder vi dig ordentligt på.

Vi tilbyder

  • indflydelse på løsning af egne opgaver – og på din vagtplan
  • løbende kompetenceudvikling med fokus på miljøterapi, dokumentation og sundhedsfaglig undervisning i blandt andet medicinhåndtering, hygiejne m.m.
  • en lærende organisation med feedbackkultur, hvor vi har fokus på, at alle holder sig fagligt ajour og systematisk deler viden
  • løn efter kvalifikationer og attraktiv pensionsordning.
  • Falck HealthCare og sundhedsforsikring.

Vi tager godt imod dig

Vi arbejder aktivt med introduktion og onboarding af nye medarbejdere. Inden du starter, får du tilknyttet en dygtig kollega, og dine første dage vil gå med at blive introduceret til Forsorgshjemmet Toftlund.

Efterfølgende følger du en kollega, så du kan lære opgaverne, beboerne og husets rytme at kende.

Ansættelsesvilkår

Stillingerne er faste, som udgangspunkt på 37 timer om ugen og med start snarest muligt. Dine arbejdstider vil primært ligge på hverdage i tidsrummet 07-15. Vi indhenter referencer og straffeattest ved ansættelse.

Yderligere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, kan du evt. kontakte Bo Højlund Christensen, tlf. 2265 5588, på hverdage mellem kl. 09-15.00.

Ansøgningsfrist er søndag den 20. maj 2024

Din ansøgning sendes via "Ansøg"-knappen nederst. Samtaler afholdes løbende.

Du kan læse om Forsorgshjemmet Toftlund på: https://www.forsorgshjem.nu.

Forsorgshjemmet Toftlund er en del af Ad-Hoc Projekt ApS. Vi er specialiseret i at lave tilpassede løsninger af høj kvalitet på det socialfaglige område, hvor vi sætter mennesket i centrum. Vi vægter et godt arbejdsmiljø, kvalitet og ordentlighed højt i vores måde at drive virksomhed på.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.