Botilbud På Tværs ApS
Farsø

Sjældent udbudt stilling!

Om jobbet:

Faglærer – pædagogisk medarbejder – værkstedsmand?

Kært barn har mange navne. Vi søger en kollega til vores værksted ”Garagen” hvor vi arbejder med borgere (i daglig tale omtalt som medarbejdere) efter servicelovens § 103 (beskyttet beskæftigelse) og 104 (aktivitets- og samværstilbud).

Opgaverne er forskelligartede og tager udgangspunkt i de ordrer vi har i huset, men i høj grad også årstiderne. Vi slår græs om sommeren og skraber sne om vinteren.

Hos os er det ikke farten i produktionen, der er i fokus, men vores borgeres trivsel. Vi fungerer som en arbejdsplads for vores borgere og man får som værkstedsmand hos os, et stort ansvar for at sikre gode arbejdsdage for vores borgere.

Garagen er en del af Botilbud på Tværs og fungerer primært som dagsbeskæftigelse for de borgere, der bor på Botilbud på Tværs (ophold efter servicelovens §§ 107-108). Der er tale om voksne borgere med massive adfærdsforstyrrelser.

Der er tale om et arbejdsmiljø hvor man i høj grad selv er med til at sætte præg på hverdagen, opgavetyperne og måden hverdagen struktureres på.

Om dig:

Du kan være uddannet håndværker og har arbejdet pædagogisk, du kan være uddannet pædagog med ”hænderne skruet rigtigt på” eller du kan have en helt tredje baggrund. Det er dog vigtigt, at du har mod på at arbejde med borgere, der er psykisk ustabile, og at du formår være stabil i det.

Man bliver en del af et større hele, hvor der er mange interne såvel som eksterne samarbejdspartnere.

Du skal have mod på at arbejde med forskellige typer af opgaver, der ikke alene tager udgangspunkt i din eventuelle uddannelse. Der skal være plads til borgeren og man skal være i stand til at lytte, være omsorgsfuld og indimellem ”sidde på sine hænder” når de prøver selv.

Du har kørekort til bil. Det er en fordel at have kørekort til trailer (BE), truck og lignende.

Arbejdspladsen og jobvilkår:

Garagen er som sagt en del af Botilbud på Tværs, vi arbejder med en målgruppe med massive udfordringer, læs på vores hjemmeside. Arbejdspladsen er beliggende i Strandby, Farsø.

Der er tale om en fuldtidsstilling, der fortrinsvis ligger i dagtimerne. Lønnen aftales med udgangspunkt i Tværs’ lønsatser kombineret med din baggrund.

Ansøgningsfristen er den 10. juni 2024. Samtaler afholdes den 20. juni 2024. Opstart 1. august 2024, eller ved nærmere aftale.

Ansøgningen sendes til job@tvaers.com.

Ved spørgsmål til arbejdspladsen kan du rette kontakte Kristian Virenfeldt på 22 68 53 01.