PDC A/S
Brøndby

Backend- og frontendudviklere

PDC A/S leder efter talentfulde medarbejdere til udvikling af vores webbaserede tool platform for dashboards, rapporter mv. Vi bruger platformen til at præsentere data i form af specialiserede diagrammer, tabeller, Charts, Gantt-diagrammer, kalendere mv., som en integreret del af vores andre IT-løsninger.

Vi søger udviklere til både backend og frontend. Dine fremtidige kolleger besidder en dyb viden både, hvad teknik og domæne angår. Ønsker du at blive udfordret på dine kompetencer, kigger du det rigtige sted!

Om PDC

Vi er et innovativt dansk softwarehus med international succes. Vi har i snart 40 år udviklet avancerede planlægnings- og ressourcestyringsløsninger til en bred vifte af sektorer, herunder flyselskaber, lufthavne, hospitaler, TV og detailhandel mv.

Typisk opererer vores kunder i dynamiske og tidskritiske miljøer. Vi tilbyder dem automatisering og intelligent beslutningsstøtte, som hjælper dem med at optimere deres forretningsprocesser.

Et eksempel på en af vores applikationer er SCORE, der bruges til koordinering af flyselskabers anmodninger om flyvninger. Applikationen bruges i 50+ lande, 450+ lufthavne og for over 25% af verdens flytrafik.

Med baggrund i udviklingen af vores eget Prolog-logikprogrammeringssprog har PDC udviklet unikke teknologier til at implementere regler og AI-metoder med det formål at optimere effektiv planlægning og beslutningsstøtte.

Vi er i dag ca. 140 medarbejdere med hovedkontor i Brøndby og datterselskaber i England, Canada, Singapore og Colombia.

Om rollen

Du vil deltage i alle faser af udviklingen: design, kodning, arkitektur, automatiske test og levering af løsninger til kunder.

Vi bruger mange forskellige værktøjer, så din evne til at sætte dig ind i nye teknologier er vigtig!

Frontend er bygget i teknologier såsom HTML, CSS, JavaScript, TypeScript, React mv. med brug af komponenter både Opensource og kommercielle som f.eks. DevExpress og CKEdit.

En del af vores backend-kode er udviklet i Visual Prolog®, som er et in-house udviklingsværktøj baseret på deklarativ prædikat logik. Backend arbejdet kræver dyb SQL-viden.

Ud over den mere fremadrettede nyudvikling vil der også være nogen vedligeholdelse af det nuværende produkt – den eksisterende kodebase.

Om dig

Vi vil gerne tiltrække ildsjæle, der brænder for deres fag, og som kan være med til at udvikle både PDC og sig selv. Du skal være med til at opfylde vores ambition om at levere høj kvalitet og succesfulde projekter.

Du skal have generelle stærke kompetencer og god forståelse for softwareudvikling. Interesse og erfaring med at levere kvalitet samt sikker udvikling er også en fordel.

Vi antager, at du har en videregående uddannelse med mindst en bachelorgrad.

Livet på PDC

Bliv en del af et spændende og inspirerende arbejdsmiljø med dygtige og motiverede kollegaer. Vi lægger stor vægt på, at du udvikler dig fagligt og kan medvirke til, at vi sammen fortsat fremstår som den førende leverandør på vores områder.

Vi holder sociale og kulturelle arrangementer, sportsaktiviteter og har en attraktiv kantineordning. Vi har familievenlige arbejdsvilkår, en flad organisation, frihed under ansvar samt en fri og uformel omgangstone. Vi tilskynder en sund livsstil med trivsel og fleksible arbejdstider.

Er du interesseret?

Lyder det som et job, der passer på din profil? Så send dit CV og motiverede ansøgning til hr@pdc.com. Skriv "Ansøgning Softwareudvikler" i emnefeltet. Vi behandler ansøgninger og holder samtaler løbende. Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger om denne stilling, er du velkommen til at kontakte Leo Schou-Jensen på tlf. 3636 0000.