DJ Miljø & Geoteknik P/S
Hillerød, Frederiksberg
Jobindex søger for DJ Miljø & Geoteknik P/S

Byggeteknisk rådgiver – beskyt mennesker og miljø mod forurening

Vil du lære, hvordan man kortlægger og udbedrer forurening, uanset om den er i indendørs luft, byggematerialer eller undergrunden? Og vil du have en god blanding af arbejde i felten og bag skrivebordet, når du samarbejder med mange forskellige ingeniører og bygherrer?

Hvis du kender alt til livet på byggepladsen, skal vi nok lære dig alt om miljørådgivning. Efter 1 år kører du dine egne sager, og derefter har du gode muligheder for at specialisere dig yderligere,

siger din nye teamleder, Jonas Bergenholz

DJ Miljø & Geoteknik – vi finder altid en løsning

Vi er kundernes bedste ven, når det kommer til specialiseret rådgivning i komplekse byggeprojekter – store som små. Ud fra vores mangeårige erfaring tilbyder vi en bred vifte af ydelser inden for miljøsanering, jordbundundersøgelser, hydrogeologi, myndighedsarbejde, arbejdsmiljø og meget, meget mere. Læse mere om os her.

Du kører sagen fra test og analyse til rådgivning og saneringsplan

Som ny kollega i Bygningsmiljø og Sikkerhed bliver du en del af vores indsats for at kortlægge forurening fra alt fra asbest til skimmel og radon. Samtidig bliver du en vigtig samarbejdspartner for arkitekter og bygherrer, når du rådgiver dem i, hvordan de håndterer saneringen, så de bruger færrest mulige ressourcer.

Det skal ofte gå hurtigt, når først vi har fået en sag, og det giver dig en varieret arbejdsdag, hvor du både er på farten og sidder bag tasterne. 90 % af vores projekter ligger i Hovedstadsområdet, og du kan enten bruge egen bil eller få firmabil.

Vi bygger langsomt på din viden undervejs, så om 1 år vil du selv kunne:

  • udpege, hvor der skal tages hvilke prøver – nogle gange tager du prøverne selv, og andre gange står vores tekniske team for udførelsen
  • danne dig et overblik over mængden af forurenede materialer ud fra den efterfølgende analyse
  • rådgive kunden i, hvordan forureningen kan udbedres så skånsomt som muligt, samt lave tidsplan og budget for processen
  • udarbejde miljørapporter og anden dokumentation
  • føre tilsyn med udførelse.

Få en flad organisation og en sund samarbejdskultur

Dit nye team består af 4 kolleger, der er specialister indenfor nedrivning, prøvetagning samt ressourceoptimering og cirkulær økonomi. Du kan arbejde ud fra Hillerød ligesom os eller have base på kontoret på Frederiksberg.

Uanset hvad skal vi nok få dig lært godt op og sørge for, at du bliver inkluderet. Vi gør det ikke i micro management, så her er der ingen, der kommer til at blande sig i, hvordan du kommer fra A-B. Eller i hvor meget, du arbejder hjemme, når bare du når dine deadlines.

Hvis der sker en fejl, taler vi åbent om det, så vi kan lære af det sammen. Det der med at pege fingre overlader vi til andre

- fortsætter Jonas

Byggeteknisk erfaring og sans for struktur

Du har lige så let ved at gennemskue, hvad der er en bærende konstruktion, som du har ved at rådgive om den mest effektive rækkefølge af de forskellige trin i et saneringsprojekt. For du kender byggeriets kompleksitet, processer og økonomi – og de forskellige interesser, der er involveret.

Og så forestiller vi os, at du:

  • kan have erfaring fra nedrivnings- eller byggebranchen – måske suppleret af en byggeteknisk uddannelse, men vi er åbne for din baggrund
  • har arbejdet projektbaseret med nedrivning eller nybyg, enten som projektleder eller har været involveret på anden vis
  • har et velmotioneret strukturgen og trives med at arbejde med skriftlig dokumentation
  • kan skabe et konstruktivt samarbejde med forskellige interessenter og har også blik for, hvordan du selv bidrager bedst i et fællesskab.

Vil du være specialist i miljøsanering?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex Mathias Jørgensen på 7245 9145.

I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV, som du kan sende via nedenstående link, allerede i dag og senest den 6. maj 2024. Til gengæld vil vi gerne bede dig om at beskrive i de første linjer af CV’et, hvorfor du er interesseret i jobbet.

CV’er, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Dit rekrutteringsforløb med Jobindex

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Vi læser de indkomne ansøgninger igennem og overdrager løbende relevante kandidater til virksomheden. Du kan læse om vores rekrutteringsproces på siden Rekrutteringsforløb.