Kvindehjemmet
København N

Koordinerende visitator med høj faglighed

Vil du være med til at sikre, at kvinder og børn, der er udsat for vold, får den rette hjælp? Er du struktureret og er du god til at skabe overblik og tage ansvar? Og har du et godt kendskab til socialområdet, voldsudsatte kvinder og Serviceloven? Så er du måske vores nye kollega!

På Kvindehjemmet har vi mange års erfaring med at arbejde med kønsbaseret vold, og det er vores opgave at sikre, at kvinder og børn beskyttes og rådgives mod yderligere overlast og modtager faglige indsatser, der støtter dem i deres proces hen mod et liv frit for vold. Vi søger en kollega, der har lyst til at arbejde med at stoppe vold mod kvinder og børn – i tæt samarbejde med kolleger, kvinderne og vores eksterne samarbejdspartnere. Du skal kunne trives i en hverdag, hvor to dage sjældent er ens, og hvor du har et skarpt blik for vores målgruppe og kan træffe nødvendige beslutninger.

Som koordinerende visitator vil din primære opgave være visitation: at varetage og planlægge visitationssamtaler, følge op på henvendelser og være ansvarlig for indskrivning og modtagelse af kvinden, når hun ankommer til Kvindehjemmet.

På nuværende tidspunkt er vi inde i en organisationsudvikling, der bl.a. rummer en etablering af tværfaglige teams. Du vil få en koordinerende rolle på tværs af alle teams, og det kræver, at du er dygtig til at have det store overblik, der også vedr. ressourcer og prioriteringer, både for husets beboere og medarbejdere.

Den koordinerende funktion foregår på flere niveauer, bl.a. fra weekend- til dagpersonalet, dag- til aftenholdet, og formålet med koordineringen er at sikre overlevering, sammenhæng og sikker drift af forskellige opgaver på tværs af huset.

Dine opgaver omfatter bl.a.

  • At holde visitationssamtale og rådgivende samtaler med de kvinder, der henvender sig til Kvindehjemmet
  • De administrative og praktiske opgaver med ind- og udskrivning af kvinderne
  • Kontakt og koordinering med andre myndigheder og samarbejdspartnere på området
  • At koordinere visitationen og uddelegere opgaver til socialfagligt team
  • Et tæt samarbejde om visitationen med Kvindehjemmets souschef, og derfor vil der også være en del opgaver, der handler om at understøtte ledelsen
  • I et vist omfang at deltage i fælles aktiviteter i huset, bl.a. etagemøder
  • I kraft af at stillingen er ny skal du også være med i løbende sparring og udvikling af stillingen
  • Ansvarlig for vagtplan i forbindelse med ferie for det socialfaglige team

Hvem er du?

  • Du kan være uddannet socialrådgiver eller have anden relevant, mellemlang eller videregående uddannelse, hvor det forventes, at du har et indgående kendskab til det sociale område
  • Du har erfaring med og viden om at arbejde med vold i nære relationer og komplekse, sociale problemstillinger. Du har desuden kendskab til eller interesse for temaer som vold, køn, kultur og religion
  • Du kan arbejde selvstændigt og struktureret og har gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner
  • Du har en stærk organisationsforståelse, er god til at koordinere, holde overblik og prioritere og uddelegere forskellige opgaver
  • Det er en fordel at have erfaring med visitationssamtaler
  • Du trives i en omskiftelig hverdag med stort samarbejde på tværs af faggrupper
  • Du er ikke bange for at være i proces – at stillingen er under løbende udvikling kræver, at du skal trives med, at rammerne for dit arbejde kan ændre sig men hele tiden med visitation som hovedopgave
  • Du sætter din faglighed højt og lægger vægt på hele tiden at udvikle dig – både individuelt og i fællesskab med kollegerne

Hvem er vi?

Du bliver en del af et tværfagligt samarbejde med 38 engagerede kolleger fra forskellige faggrupper, der både består af socialrådgivere, pædagoger, psykologer, aften-, weekend- og nattevagter samt teknisk, akademisk og administrativt personale.

På Kvindehjemmet arbejder vi med afsæt i voldsfaglig viden og metoder samt den narrative tilgang, og vi møder kvinder og børn tillidsfuldt og anerkender deres livsvalg og prioriteringer. Vores rolle er at støtte dem i deres mulighed for at agere i deres eget liv, så de kan finde deres vej ud af volden. Det socialfaglige personale har efteruddannelser og specialviden om vold og den narrative tilgang, og der sørges for løbende faglig opkvalificering, uddannelser, kurser og supervision.

Ansættelse og løn

Stillingen er på 37 timer om ugen, og der forventes en vis fleksibilitet. Vagterne ligger i udgangspunkt mellem 7.45 og 17.00, og du har fri i weekender og helligdage. Løn forhandles på baggrund af kvalifikationer og overenskomst.

Ansøgning

Ansøgningsfrist er mandag den 20. maj til midnat. Ansættelsessamtaler afholdes i uge 23 med forventet opstart 1. september. Ansøgning og CV modtages kun elektronisk på job@kvindehjemmet.dk

Du kan læse mere om Kvindehjemmet på www.kvindehjemmet.dk. Ved yderligere spørgsmål kan du kontakte souschef Luiza Bertolucci, på tlf.: 35 81 98 45 eller forstander, Katrine Nordbjærg, på tlf.: 35 81 98 45.

Om Kvindehjemmet

Kvindehjemmet er et privat, selvejet kvindekrisecenter med plads til 36 kvinder og deres børn. Kvindehjemmet blev etableret i 1902 og har en lang og solid erfaring med at hjælpe kvinder og børn i udsatte livssituationer. I 2010 blev Kvindehjemmet totalrenoveret og fremstår i dag i lyse, indbydende og moderne rammer centralt i København. Der er i alt fem etager til beboelse, hvoraf nogle er mindre lejligheder. På Kvindehjemmet mener vi, at alle har ret til et liv uden vold, og at vold aldrig kan accepteres, bortforklares eller gradbøjes.