K/S Partselskabet Vestergade
Aarhus C

Konstruktør eller Ingeniør søges til udvikling af ejendomsportefølje

Vil du følge byggeriet af projekter helt til dørs og være med i processen fra start til slut? Du tilbydes et udfordrende og spændende job med stor grad af selvstændighed i en ejendoms- og investeringsvirksomhed med gode kollegaer og højt til loftet. Opgaverne i denne rolle er mangeartede og spænder lige fra udarbejdelse af plantegninger til arbejde på fredede bygninger. Som byggeteknisk ansvarlig får du et solidt samarbejde med vores team, både interne og eksternt.

Om os:

Vi er et kontor, der administrerer egne familieejede ejendoms- og investeringsselskaber. Du har omkring 15 kollegaer på Lille Torv, herunder både kontoransatte og viceværter. Vi ejer en betydelig portefølje af bl.a. historiske ejendomme primært beliggende i Aarhus. Vi udvikler tillige ejendomsprojekter (køber grunde, bygger boliger m.m.) og investerer i en række virksomheder i andre selskaber. Vi sætter en ære i at tilbyde unikke rammer for vores samarbejdspartnere. Vi vægter gode og langvarige relationer højt, både i forhold til vores kunder, kollegaer og samarbejdspartnere.

Vi søger formelt via K/S Partselskabet Vestergade, som blot er ét af vores investerings- og ejendomsselskaber. Vi har til huse i vores ejendom på Lille Torv 6, 8000 Aarhus C, hvorfra vi også driver andre selskaber i gruppen.

Vi tilbyder:

En alsidig arbejdsdag i et uformelt arbejdsmiljø. Her får du mulighed for at arbejde selvstændigt samtidig med, at du kommer til at indgå i et lille engageret team, du får ligeledes mulighed for selv at sætte dit præg på stillingen. Vi har en dynamisk tilgang til opgaveudførelsen og vores medarbejdere har selv stor frihed under ansvar til styring og planlægning af deres opgaver. Hos os er kollegial sparring og socialt samvær i højsædet, der er en uformel og god omgangstone, hvor alle respekteres.

Din profil:

Det er vigtigt, at du er omstillingsparat, ansvarsbevidst, god til at disponere din tid, og at du får dine arbejdsopgaver fulgt til dørs. Du er igangsættende, selvstændig og løsningsorienteret. Hos os er to dage sjældent ens, du skal trives med en til tider ustruktureret hverdag på den gode måde.

Det er vigtigt, at du ikke er bange for at smøge ærmerne op og hjælpe til, når der er brug for det; ingen opgaver er for små.

Stillingen:

Vi søger en konstruktør, ingeniør eller en person med lignende kompetencer, som med sin tekniske viden og erfaring kan bidrage til udvikling af vores ejendomsportefølje.

Arbejdsområderne/opgaverne kunne være, men ikke krav, at alle nedennævnte opfyldes:

  • Arbejde med ombygning og udvikling af eksisterende ejendomsportefølje
  • Arbejde med strukturering af drift og vedligehold ifm. eksisterende ejendomsportefølje
  • Projektledelse og opfølgning til eksterne rådgivere
  • Tegne og skitsere i AutoCAD ift. ombygnings- og renoveringsprojekter, og gerne bidrage kreativt med løsninger for lejerne
  • Myndighedsdialog og ansøgning om byggetilladelse, samt opfølgning herpå
  • Arbejde med energioptimering
  • Sparringspartner og support til virksomhedens faste entreprenørsamarbejdspartner
  • Ikke krav, men et plus hvis du har kendskab til regler og lovgivning for fredede bygninger og bevaringsværdige bygninger – eller blot har passion for at bevare og renovere disse

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Du må forvente, at der i perioder kan forekomme arbejde uden for normal arbejdstid. Løn og forhold efter aftale.

Ansøgning:

Vi afholder samtaler løbende. Tiltrædelse snarest muligt.

Send gerne dit CV og din ansøgning til sm@kontoretlilletorv.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingen kan du kontakte Sophie Mogensen på tlf. 28 34 16 10.