Tavex A/S
København V

Cashier – med interesse i valuta, sølv og guld

  • Har du lyst til at arbejde med salg og køb af ædelmetaller?
  • Kan du lide at have kontakt med mennesker?
  • Har du lyst til at arbejde i en international virksomhed?
  • Er du ansvarsfuld og god til at have mange bolde i luften?

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, er du muligvis vores nye kollega.

HVEM ER VI?

Tavex Group blev grundlagt i 1991 i Estland. I 2010 startede virksomheden op i Danmark, og det første danske kontor åbnede i 2011. Kontoret på Københavns Hovedbanegård, som vi kender i dag, åbnede i 2013. Tavex er en international virksomhed med kontorer i 12 forskellige europæiske lande. Vi er en af Nordens største forhandlere af fysisk investeringsguld og -sølv, hvor vi handler både med mønter og barrer fra anerkendte producenter. Ydermere køber vi brugt guld og sølv fra vores private og erhvervskunder. Herudover har vi valutaveksling, hvor vi veksler i mere end 50 forskellige valutaer.

STILLINGEN

Vi søger en cashier, som skal hjælpe os med at betjene vores kunder og blive en del af vores team i København. Som cashier vil du både blive uddannet til at være valutaekspedient og ædelmetalspecialist. Hos Tavex skal du blandt andet:

  • Veksle valuta
  • Køb og salg af investeringsguld og -sølv (mønter og guld- og sølvbarre)
  • Køb af brugt guld og sølv (fx smykker og service)

Herudover skal du rådgive vores kunder om vores produkter og ydelser.

DINE KVALIFIKATIONER

Du taler og forstår dansk og har som minimum gennemført en gymnasial uddannelse.

Du skal have en god matematisk forståelse og være sprogligt stærk, da en stor del af vores kunder er ikke-dansktalende. Derfor er engelsk på minimum B-niveau et krav, og andre sproglige kompetencer vil være en fordel.

Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring inden for lignende brancher med kundeservice, men ikke en forudsætning.

Du skal være serviceminded, være god til at have mange bolde i luften og kunne bevare overblikket, da vi til tider kan have meget travlt.

I forbindelse med ansøgningsforløbet skal du kunne fremvise en ren straffeattest.

HVAD TILBYDER VI

Vi tilbyder nogle spændende arbejdsopgaver, hvor ikke to dage er ens. Vi holder til på Københavns Hovedbanegård, og til trods for en, til tider, hektisk hverdag er vores arbejdsmiljø meget uformelt og præget af gode kollegaer. Vi er et velfungerende team, som har fokus på godt humør og sammenhold.

Vi er kendt for at tilbyde en god løn, og der er mulighed for videreudvikling og mere ansvar, hvis man viser initiativ til at varetage opgaverne.

ANSØGNING

Hvis du er interesseret, kan du sende en ansøgning via linket "Ansøg" eller sende os en mailansøgning sammen med dit CV (vedhæftede filer SKAL være i pdf-format) til tavex@tavex.dk.

Bemærk! Ansøgninger i Word-format kan ikke modtages via vores IT-system.

Vi indkalder løbende kandidater til samtale.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte os på tlf. +45 33 11 15 10.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.