Planetarium
København V

Formidlingschef

Brænder du for den gode historiefortælling, udfordringerne i formidlingens kunst og det gode lederskab, så er du måske vores kommende leder af formidlingsafdelingen i Planetarium.

Vi elsker at dele vores viden og begejstring for astronomi og rumfart med alle gæster fra ind- og udland. Vi er beæret over hver dag at beskæftige os med nogle af livets helt store og eksistentielle spørgsmål, og vi arbejder for at skabe øget bevidsthed om vores eksistens på Jorden og i rummet.

I vores arbejde søger vi at berige og bevæge vores gæster med oplevelser om rummets utrolige dimensioner og alle de eventyrlige opdagelser, som bare venter på at blive udforsket. Hvordan opstod der liv? Findes der liv andre steder? Udvikler menneskeheden sig til en interplanetarisk race?

Med en ambitiøs masterplan for Planetarium har vi de seneste år skærpet vores faglige fokus i relation til alle indsatsområder: Formidling, udstillinger, foredrag, filmforestillinger, aktiviteter, kommunikation m.fl. Samtidig har vi arbejdet målrettet på at udvikle og renovere Planetariums fysiske rammer. Det er således lykkedes os at realisere en totalrenovering af vores ikoniske Planetariekuppel. Kuppelsalen fremstår nu i et yderst smukt design – og med den nyeste teknik i form af 8K laser projektorer og med et planetariesystem baseret på de nyeste forskningsresultater. Lige nu er vi i gang med et omfattende klargøringsarbejde som forberedelse til vores kommende udstilling om rumfart og rumteknologi RUMMET T/R, hvor vi bl.a. udfordrer de gængse former ved at skabe udstillingen i krydsfeltet videnskab og kunst.

Vi prioriterer vores samlede formidlingsindsats højt. Den er omdrejningspunktet i mødet med vores mange forskellige gæster. Formidlingsindsatsen skal inspirere og udfordre vores gæster: Skole- og gymnasieelever, børnefamilier fra hele landet, par, turister, virksomhedskunder m.fl. Vi søger en kompetent leder til formidlingsafdelingen, der kan stå i spidsen for at drive og udvikle Planetariums fremtidige formidlingsindsats – herunder udstillinger, skoleindsats, weekend- og ferieprogram, foredragsprogram, aktiviteter, særarrangementer, rundvisninger, tilbud til årskortindehavere og tilbud til virksomheder fx teambuilding. I vores formidlingsindsat samarbejder vi tæt med landets universiteter – såvel som udenlandske universiteter og rumindustrien.

Vi søger en formidlingschef, der brænder for at tage aktivt ansvar for alle processer – fra strategi og ledelsesfunktion til kreativ konceptudvikling, oplæring af medarbejdere og gæstehåndtering – du skal altså som resten af organisationen være begejstret for at løse mangfoldige arbejdsopgaver og deltage direkte i eksekveringen.

Vi er en lille organisation, som hver dag arbejder tæt sammen om at bringe Planetarium ind i en ny æra. Du bliver daglig leder for formidlingsafdelingen, som består af følgende profiler: Astrofysiker, børne- og undervisningsansvarlig, formidlings- og udviklingsmedarbejder samt 20 formidlingsmedarbejdere (deltid), som sideløbende studerer ved DTU Space eller Københavns Universitet. Som kommende leder af formidlingsafdelingen refererer du til den administrerende direktør og indgår i en chefgruppe på tre personer bestående af chef for økonomi, IT og teknik, formidlingschef og den administrerende direktør.

Det er essentielt for os, at du som person:

  • Trives godt med mangfoldige arbejdsopgaver – fra direkte eksekvering overfor gæster – til det strategiske overblik
  • Er en sund rollemodel ift. at skabe et godt samarbejde på tværs af organisationen
  • Sætter en ære i at gøre dig umage og altid er klar til at yde en ekstra indsats
  • Har humor
  • Tænker nye veje og er kreativ

Som vores kommende leder af formidlingsafdelingen vægter vi dit positive menneskesyn og ledererfaring/-kompetencer allerhøjst. Det er ikke en forudsætning, at du er uddannet inden for naturvidenskab, men vi ønsker, at du som vores kommende formidlingschef:

  • Er en dygtig, motiverende og holistisk leder
  • Har væsentlig ledelseserfaring
  • Har erfaring med formidlingens mangfoldige discipliner fx udvikling af udstillinger, udvikling af underholdende faglige shows, personlig formidling, undervisning eller lignende
  • Kan målrette en historiefortælling med kant på tværs af aktiviteter og formål
  • Er skarp til at formulere dig mundtligt og på skrift
  • Altid har fokus på gæsternes oplevelser – uanset om der er tale om skoleelever, turister, virksomhedsgæster m.fl.

Ansøgning og CV sendes til job@planetarium.dk – ansøgningsfrist søndag 12. maj 2024. Marker venligst ansøgningen med ”Formidlingschef”.

Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i maj-juni 2024.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Mette Broksø Thygesen på 30 11 88 77 eller mbt@planetarium.dk.