Vestegnens Privatskole
Taastrup

Vestegnens Privatskole søger en ny regnskabsfører

Hvis du er god til økonomi og regnskab og gerne vil være tæt på beslutningerne på en hyggelig arbejdsplads, så læs videre. Vores regnskabsfører har besluttet at flytte til en anden landsdel, og derfor søger vi en ny kollega. Som regnskabsfører hos os vil du have fingrene i alt, der vedrører skolens økonomi.

Som regnskabsfører bliver det din primære opgave at have styr på skolens økonomi. Derfor er det vigtigt, at du besidder følgende faglige kompetencer:

  • Budgetlægning, budgetopfølgning og årsregnskab
  • Bogføring
  • Lønkørsel
  • Løbende kontakt med bank og revisor

På skolen bruger vi en række programmer, som vil være en del af din hverdag. Det vil derfor være en fordel, hvis du kender til:

  • KOMiT Løn
  • KOMiT Finans
  • Digiflow
  • IST Tabulex Trio

Listen er ikke udtømmende. Hvis du er fortrolig med andre og lignende programmer, hører vi gerne fra dig alligevel. Vi prioriterer et godt og trygt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper og støtter hinanden. Derfor er det vigtigt, at du besidder følgende personlige kompetencer:

  • Du er fleksibel og samarbejdende
  • Du har et positivt og rummeligt menneskesyn
  • Du er en holdspiller, som trives med selvstændigt ansvar
  • Du kan bevare humøret og overblikket, når skolen summer af liv

Du bliver en del af et lille administrations- og ledelsesteam, som udover dig består af skolesekretær, pedel, SFO-leder, SFO-souschef, viceskoleleder og skoleleder. Det er vores fælles ansvar, at skolen fungerer godt. Til dagligt kommer du til at dele kontor med vores skolesekretær, Camilla. I bliver nærmeste kollegaer, og jeres daglige samarbejde vil være en vigtig samarbejdsflade. Du kommer til at have et nært og fortroligt samarbejde med skolens leder. Du vil få kontaktflader til alle dele af skolen.

Vestegnens Privatskole blev etableret i 1980. Skolen er en almindelig skole for almindelige familier og deres børn. Vi er en mindre skole med ca. 300 elever. Vi lægger vægt på, at børnenes skolegang præges af tryghed og høj faglighed. Alle de voksne på skolen er forbilleder for eleverne, og vi sætter pris på et nært forhold til vores elever. Skolen har mange traditioner og arrangerer blandt andet lejrskoler for alle årgange. Desuden er skolen en Unicef Rettighedsskole. Der er 31 ansatte på skolen, og selvom vi har forskellige faglige grupperinger, udgør vi også et stort fællesskab. Vi bliver alle dine nye kollegaer, og vi glæder os til, at du starter.

Ansættelsen sker på vilkår svarende til den til enhver tid gældende Overenskomst for kontorpersonale mellem HK Privat (forbundet) og Aftaleenheden for Frie grundskoler. Du bliver indplaceret som regnskabsfører på en skalatrin efter relevant erfaring, og der er mulighed for at forhandle yderligere tillæg.

Stillingen er som udgangspunkt på 80%, svarende til ca. 30 timer om ugen. Vi er dog indstillede på at tilpasse stillingen, så den bliver drømmejobbet for den rette kandidat. Der er mange fordele ved at være ansat hos os. Nogle af dem er:

  • Mulighed for at holde ferie i alle skolernes ferier
  • Mulighed for en ugentlig hjemmearbejdsdag
  • Tryg og fleksibel arbejdsplads
  • Stor indflydelse på egne opgaver
  • Et meningsfuldt arbejdsliv, hvor hver opgave gør en forskel for eleverne

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte skoleleder Brian Heim på telefon 3122 8899 eller på mail bh@vestegnens-privatskole.dk. Vi ser gerne, at du kommer til et uformelt besøg, før en eventuel jobsamtale.

Vi vil gerne modtage din ansøgning og relevante bilag hurtigst muligt. Stillingen skal være besat senest 1. august 2024, men gerne tidligere. Hvis du er hurtig, er der mulighed for at starte op, før vores nuværende regnskabsfører stopper.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en lignende stilling på en skole.

Vi holder ansættelsessamtaler løbende. Søg stillingen hurtigst muligt.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.