zigna ApS
København SV

Vil du være tekstforfatter? Skrivelysten studentermedhjælper søges

- Er du en dygtig skribent med styr på “den fængende tekst” og korrekt grammatik?
- Er du hurtig på tasterne, og er du tilmed fleksibel og ansvarsfuld?

Om os:

Zigna er en del af Esoft, en global spiller inden for ejendomsbranchen, som leverer fulde marketingløsninger for mæglere. Det indebærer alt lige fra fotografering og redigering af billeder og video til målrettet annoncering samt ejendomsbeskrivelser. Det er her, at vi – og du – kommer ind i billedet!

Vi er et stærkt team bestående af 10-15 tekstforfattere, som elsker at være kreative og formidle alverdens boliger – sommerhuse, liebhaverejendomme såvel som skrotbunken til nedrivning – på fængende vis.

Om jobbet:

I stillingen som tekstforfatter vil du arbejde med diverse former for ejendomsbeskrivelser, hvilket kræver, at du er god til at danne dig et overblik og til at tilpasse dig den enkelte kundes ønsker og præferencer. Da der efter din oplæring forventes et bestemt antal tekster pr. vagt, skal du være hjemmevant med korte deadlines. Derudover vil der forekomme arbejdsopgaver såsom interviews af ejendomsmæglere/sælgere og besvarelse af mails – på sigt er der mulighed for at prøve kræfter af i andre afdelinger af virksomheden, fx i booking og kundeserviceafdelingen.

Der er tale om en stilling med mulighed for fleksible arbejdstider hos en arbejdsplads med lav- og højsæsoner.

Vi tilbyder:

At arbejde på en spændende arbejdsplads med mulighed for at forstå en større organisationsstruktur. Vi er netop flyttet ind i Harvings Pakhus i Sydhavn, som er en gammel ejendom med historie og sjæl, der netop er renoveret fra kælder til kvist.

Derudover er der rig mulighed for at udfordre og udvikle dine sociale og faglige kompetencer, herunder bl.a. dine skriftlige formidlingsevner og dit mindset for kundeservice (B2B og B2C).

Der er spritnye fitnessfaciliteter til fri afbenyttelse, og vores kantineordning (LOCA) sørger for frokost på topklasseniveau mod betaling.

Om dig:

Vi forestiller os, at du studerer dansk, kommunikation, journalistik, retorik eller lignende.
Vigtigst af alt er, at du formår at skrive fejlfrit og tegnsætte korrekt. Din ansøgning, dit CV og eventuelle spørgsmål sendes til pauline@zigna.dk hurtigst muligt.