EFI Global
Kolding

Laborant med fokus på mikroskopiske analyser

Vil du være en del af et lille, men højt respekteret laboratorieteam, og giver det dig arbejdsglæde at hjælpe kunder og kolleger?

Til vores laboratorium i Kolding søger EFI Global Danmark en dygtig og serviceminded laborant. Du vil indgå i et lille velfungerende team med stort fokus på kundekontakt og service.

Jobbet

Hovedfunktionen på laboratoriet består i mikroskopiske analyser af en række forskellige typer prøver fra bygninger.

Dine analyser vil føre til identifikation og artsbestemmelse af skimmelsvampe, asbest og af trænedbrydende svampe og insekter. Du vil deltage i hele forløbet fra sagsoprettelse, prøvehåndtering og analyse, til udarbejdelse og afsendelse af rapporterne, samt fakturering.

Herudover vil du kunne komme til at beskæftige dig med andre typer opgaver, f.eks. bakterier og fugt, udvikling og implementering af nye analysemetoder, samt certificeringsprocesser.

Fællesnævneren for alle analyser er, at de er fra problemstillinger i bygninger, og at dine analyseresultater kan have stor betydning for en bygningsejer eller brugere.

I det daglige vil du via telefon og mail have meget kontakt med vores kunder (herunder en del tyske) og vores bygningsundersøgere.

Dine kvalifikationer

Du skal være løsningsorienteret, fleksibel, ansvarsbevidst og serviceminded. Du skal kunne prioritere dine arbejdsopgaver og kunne bevare overblikket i pressede situationer. Det er vigtigt, at du kan holde fokus på kvaliteten, også i rutineopgaverne, og at du altid er klar til at give kolleger en hjælpende hånd.

Du skal være god til at formulere dig både skriftligt og mundtligt, og du vil kunne gøre god brug af eventuelle tyskkundskaber i både skrift og tale. Du skal beherske MS-office på brugerniveau (primært Word og Outlook).

Viden, interesse eller erfaring omkring prøver fra bygninger vil ruste dig ekstra godt til jobbet.

Endelig skal du være åben overfor at lære nyt og skal kunne håndtere og byde ind på nye metoder og processer.

Vi tilbyder

Vi tilbyder et arbejde, hvor du kan opnå en enestående specialviden.

Vi er en lille enhed, hvilket betyder nærhed, indflydelse og handlekraft. Men samtidig er vi en del af en større virksomhed, hvilket medfører gode og ordnede forhold, og et bredt fagligt og kollegialt miljø.

Vi tilbyder gode ansættelses- og arbejdsforhold med pensionsordning, sundhedsordning og forsikringer, godt fysisk arbejdsmiljø, samt opdateret laboratorieudstyr. Du vil få løbende intern uddannelse, samt også mulighed for ekstern efteruddannelse.

Læs mere om EFI Global på www.efiglobal.dk.

Ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Direktør Jens Kornum på telefon 40 52 01 00 eller på mail jens.kornum@efiglobal.com.

Send din ansøgning (inkl. CV og relevante referencer) hurtigst muligt og senest 1. maj, pr. mail til:

EFI Global
Lautrupvang 8
2750 Ballerup
dk.job@efiglobal.com



Om EFI Global

EFI Global er en markedsledende global rådgivningsvirksomhed, med fokus på undersøgelse og udredning af skader i bygninger.

I EFI Global Danmark udfører vi bygningsundersøgelser, laboratorieanalyser og rådgivning inden for fire ekspertiseområder: 1) Svamp, insekter, træ, 2) Skimmel, fugt, indeklima, 3) Byggeteknik og bygningsfysik, 4) Miljøkritiske stoffer. Vi har kontorer i Ballerup og i Kolding, hvor vi også har eget laboratorium.

Udover vækst og implementering af flere nye ekspertiseområder i Danmark, står fremtiden også på etablering af EFI Global i Norge, Sverige og Finland.

EFI Global er en del af den endnu større globale virksomhed Sedgwick, med over 30.000 medarbejdere. Derfor er EFI Global Danmark en del af Sedgwick Danmark A/S.