Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (SEVU)
København V

Praktikant med interesse for erhvervsuddannelsesområdet søges til uddannelsespolitisk sekretariat

Har du interesse for det uddannelsespolitiske område, og har du lyst til at prøve kræfter med fx dataanalyse, udviklingsprojekter eller styring og koordinering på et centralt politisk område? Så er du måske vores nye praktikant.

Vi udvikler og administrerer en række erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser på velfærdsområdet og sørger for, at uddannelserne matcher arbejdsmarkedets behov. Vi søger en ny praktikant, som skal bidrage til vores arbejde med politik, udvikling, analyse og kommunikation på uddannelserne til bl.a. social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent og ernæringsassistent samt de tilhørende arbejdsmarkedsuddannelser.

Vær med til at skabe gode uddannelser på velfærdsområdet

Som praktikant i Sekretariat for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (SEVU) skal du understøtte vores arbejde med initiativer, der skal sikre flere dygtige medarbejdere på velfærdsområdet ved fx at reducere frafald, styrke rekrutteringen og øge kvaliteten af uddannelserne. Du vil få en bred viden, et godt netværk og mange perspektiver på, hvordan der kan arbejdes med erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser på forskellige niveauer. Du vil indgå i sekretariatets arbejde på lige fod med de fastansatte, og du vil få en erfaren konsulent tilknyttet som vejleder. Arbejdsopgaverne vil blive tilpasset den praktikant der ansættes, og du kan blive tilknyttet flere store og mindre projekter og forskellige typer af opgaver.

Dine arbejdsopgaver kan fx være:

  • Store eller små dataanalyser af elevgrundlaget på erhvervsuddannelserne
  • Indgå i længevarende analyseprojekter og undersøgelser
  • Understøtte den politiske betjening af en række politiske udvalg med fx tal og data
  • Administration og driftsopgaver
  • Planlægning og praktiske opgaver i relation til konferencer, seminarer, konkurrencer (fx DM i Skills) og lignende arrangementer

Vi forventer ikke at du kan det hele, men vi lægger vægt på, at minimum to af nedenstående punkter passer på dig:

  • Er en dygtig, nysgerrig og selvstændig studerende med interesse for politik, uddannelse og arbejdsmarkedsforhold og med mod på at lære nyt og tage ansvar.
  • Har gode skriftlige formidlingsevner og blik for at kommunikere til modtageren.
  • Er analytisk og har flair for indsamling og bearbejdning af data og viden, opsætning af figurer og tabeller i fx Excel og PowerPoint samt evt. kendskab til Power BI.
  • Er systematisk og har let ved at lære nye IT-systemer og programmer.
  • Er en holdspiller og finder det naturligt at give en ekstra hånd med, når situationen kræver det.

Vi forestiller os, at du er i gang med en samfundsvidenskabelig uddannelse, som fx statskundskab, forvaltning, uddannelsesvidenskab, sociologi eller social data science. Du kan også være i gang med en business- eller ingeniøruddannelse eller læse på IT-Universitetet, så længe du har interesse for samfundsforhold og uddannelsespolitik.

Om Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser

I Sekretariatet for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser arbejder vi med at udvikle uddannelser på velfærdsområdet i takt med behovene på arbejdsmarkedet. Vi klæder beslutningstagere på til at træffe velunderbyggede og holdbare beslutninger via tæt kontakt til skoler og praksis samt via data og analyser. Sekretariatet består pt. af 13 medarbejdere, to studenter og en sekretariatschef, hvis primære opgaver er at arbejde for arbejdsmarkedets parters interesser i forhold til uddannelserne på velfærdsområdet.

Sekretariatet ejes af parterne bag de erhvervsrettede velfærdsuddannelser og er en del af det partsstyrede erhvervs- og efteruddannelsessystem og vi arbejder tæt sammen med arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, ministerier og uddannelsesinstitutioner. Følgende organisationer er repræsenteret i SEVU: FOA, 3F, BUPL, Kost og Ernæringsforbundet, TL, SL, Danske Regioner og KL.

Du vil komme til at arbejde i et sekretariat, hvor samarbejde og gode relationer vægtes højt, og hvor vi udvikler hinanden gennem sparring og sammen opnår højt fagligt niveau. Desuden kommer du til at få fleksible rammer til at planlægge din arbejdsdag.

Vi bor i et stort driftsfællesskab sammen med en række andre uddannelsessekretariater centralt i København. Se mere om sekretariatet på www.sevu.dk.

Ansættelsesforhold

Praktikperioden strækker sig fra september 2024 til ultimo januar 2025. Arbejdstiden er 30-37 timer om ugen. Vi tilrettelægger din praktiktid fleksibelt, så der er mulighed for at arbejde sideløbende med praktikopgave og eventuelle eksamener. Praktikstillingen er ulønnet og skal kunne meritoverføres til din uddannelse.

SEVU tilbyder et erkendtlighedsbeløb på 3000 kr. pr. måned.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende. Ansøgningsfristen er 9. maj 2024.

Kontakt:

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Specialkonsulent Signe Munksgaard på telefon: 3090 5705 eller mail: slm@sevu.dk eller Sekretariatschef Sixten Wie Bang på telefon: 6142 0181 eller mail: swb@sevu.dk.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.