Novafos A/S
Birkerød

Projektleder til Vandressourcecenter Roskilde Fjord

Hos Novafos har vi ambitioner om at være et bæredygtigt forsyningsselskab, og vi vil være helt i front, når det gælder udvikling af innovative, grønne og holdbare løsninger, der gør en forskel for vores hverdag og miljø.

Vi søger en erfaren og engageret projektleder, der vil indgå som den ene af to projektledere, der sammen skal realisere Novafos’ vision om at etablere en ny, effektiv rensestruktur. Denne struktur indebærer etablering af to nye centrale moderne renseanlæg – vandressourcecentre – der erstatter 17 af de nuværende 18 renseanlæg. Du vil få ansvaret for det vestlige renseanlæg (Roskilde Fjord), mens den anden projektleder har ansvaret for det østlige renseanlæg (Øresund).

Bæredygtig spildevandsrensning

Formålet med projekt ”Vandressourcecenter Roskilde Fjord” er at etablere en fælles rensestruktur i Roskilde Fjord opland. Kommunerne og Novafos ønsker at etablere et Vandressourcecenter, der skal erstatte ni eksisterende renseanlæg og i fremtiden rense spildevand fra borgere og virksomheder i Frederikssund, Egedal, Ballerup og dele af Furesø og Herlev Kommune. Det moderne og energiproducerende vandressourcecenter skal sikre bæredygtig udnyttelse af de ressourcer, der er i spildevandet, samt ruste kommunerne til fremtidens skærpede krav til rensning og grøn omstilling. Se mere på projektets hjemmeside: https://novafos.dk/vandressourcecenter-roskilde-fjord.

Dit nye job som projektleder

Som projektleder hos os vil du være ansvarlig for ledelsen af projektet ”Vandressourcecenter Roskilde Fjord”, som i øjeblikket befinder sig i en tidlig fase og forventes at gå i projekteringsfasen med rådgiverudbud primo 2025. Denne fase vil også omfatte miljøkonsekvensvurdering i 2025-2027. Det er et kompliceret projekt, med mange delprojekter og mange interessenter.

Dine ansvarsområder som projektleder omfatter blandt andet ledelse af den interne projektorganisation, styring af rådgivere, planlægning og tidsstyring, interessenthåndtering samt forberedelse og facilitering af styregruppemøder. Du skal sikre fremdrift i både projekterings- og miljøkonsekvensvurderingsaktiviteter gennem synlig og samarbejdsorienteret ledelse af projektet.

Der er et udstrakt samarbejde mellem de to projektledere (Roskilde Fjord og Øresund), og projektorganisationen er fælles. Projekterne er forankret i Team Plan Rens, og ledelsen af projekterne foregår i tæt samarbejde med Teamleder for Plan Rens og Spildevandsdirektøren.

Team Plan Rens udgør et af 6 teams i afdelingen Plan Rens & Afløb, der pt. har 80 medarbejdere. Vi er syv kolleger i teamet, der værdsætter et godt arbejdsklima med en uformel omgangstone, et tæt og tillidsfuldt samarbejde, faglig sparring og engagement. Udover implementeringen af den nye rensestruktur arbejder teamet også på at sikre stabil drift af vores nuværende 18 renseanlæg og at reducere miljøbelastning via optimerings- og styringsprojekter, indtil de to vandressourcecentre står klar.

Din profil

Vi forestiller os, at du:

  • Er uddannet ingeniør eller lignende, suppleret med uddannelse og gerne certificering indenfor projektledelse
  • Har erfaring i projektledelse af komplekse projekter med stor politisk bevågenhed
  • Har erfaring fra kommune, forsynings- og/eller rådgiverbranchen
  • Har solidt kendskab til lovgivning inden for miljø, spildevand og planhierarkiet
  • Besidder handlekraft og beslutningsdygtighed samt gode evner til at kommunikere engagerende og præcist, både i skrift og tale
  • Har sans for detaljen, men samtidig også med strategisk tæft og evne til at bevare overblikket, selv når det bliver både komplekst og kompliceret
  • Måske har erfaring med udbud og kontraktstyring
  • Måske har teknisk erfaring indenfor afløb eller rensning af spildevand

Vi glæder os til at byde dig velkommen!

I Novafos er vi gode til at tage imod nye kolleger, og vi glæder os til at byde dig velkommen. Det er vigtigt for os, at du er glad for dit arbejde, og du får høj grad af frihed til selv at tilrettelægge dit arbejde. Vi tilstræber en hverdag, hvor du finder balance imellem arbejdsliv og fritid. Hos os får du flekstid og mulighed for at arbejde hjemmefra op til 2 dage om ugen.

De praktiske detaljer

Dit arbejdssted bliver på Blokken 9 i Birkerød, og da du jævnligt vil være ude på projektet, forventer vi, at du har kørekort til personbil. Løn efter gældende KL-overenskomst og kvalifikationer - vi har betalt frokosttid. I kælderen har vi motionsrum, cykelparkering og omklædningsrum. Du kan også lade din elbil på arbejdet.

Har du spørgsmål?

Vi benytter Capax Recruitment til rekrutteringsprocessen. Har du brug for at høre mere, inden du søger stillingen, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Monika Hürtig på telefon 29 35 98 10 eller mail mhu@capax.dk.

Send din ansøgning og CV via linket ’Ansøg’ nedenfor. Vi holder samtaler løbende.


Om Novafos

Novafos er vand- og spildevandsselskab i Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal Kommuner. Vi leverer drikkevand til en stor del af forbrugerne i kommunerne og tager hånd om regnvand og spildevand i de ni kommuner. I Novafos er vi ca. 330 medarbejdere. Læs mere på www.novafos.dk.

I Novafos sætter vi nye standarder. Vi vil være på forkant med ny viden, teknologi og metoder, der både kan sikre den daglige drift og ruste os til fremtidens udfordringer med højere effektiviseringskrav og store klimaudfordringer. Novafos arbejder med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.