Alfa Laval: Projektlederen er som edderkoppen i spindets midte


Alfa Laval: Projektlederen er som edderkoppen i spindets midte

Mikael Capion Petersen og hans kolleger skal dække hele verden fra Søborg ved København.

Mikael etersen

Som en edderkop sidder han i midten af spindet – men han er intet værd, hvis ikke han får alle de mange kolleger, kunder og leverandører i spindet til at samarbejde om opgaven:

- Dét, der gør jobbet spændende er, at det har den bredde – og udfordringen er at få alle involverede til at være tilfredse. Og så selvfølgelig at opgaven løses til tiden og inden for det fastlagte budget, siger Mikael Capion Petersen.

Han er ingeniør, og har de sidste 6 år arbejdet i Alfa Laval i Danmark, hvor han som Executive Project Manager styrer projekter, der rækker kloden rundt, og som derfor stiller krav om god fornemmelse for forskellige kulturer og tidszoner, samt evne til at få en masse mennesker til at arbejde mod samme mål.

- Den ene gang er det et skib, den anden gang en fabrik på land. Det er forskelligt fra gang til gang, og anlæggene varierer også i størrelse, fortæller han, mens kufferten er pakket til en tur til Japan, hvor der er en opgave for en ny kunde, der fremstiller fødevarer i en proces, han ikke har prøvet før.

En anden stor opgave som han har styret, var byggeriet af det norske skib Krillkongen. Det illustrerer ganske godt, hvordan hele verden involveres: Projektet blev styret fra Søborg med dele, som kom fra Danmark, Indien, Sverige og USA, mens skibet blev ombygget på et norsk værft – så medarbejderne i Søborg har haft en stor opgave med logistikken, og med at få kabalen til at gå op, så de rigtige dele kom til værftet på det rigtige tidspunkt.

- Det er ikke unormalt, at der er op til 10 funktioner/afdelinger involveret i et projekt, og det gælder om at få det hele til at spille sammen, siger Mikael Capion Petersen.

Mikael Petersen

Dansk ansvar for hele verden
Fælles for projekterne er, at Alfa Lavals teknologier indgår, og Mikael Capion Petersens afdeling står for design og indkøb af alle de dele, som indgår i kundeanlægget.

Kernen i Alfa Lavals aktiviteter er baseret på 3 teknologier: Varmeoverførsel, separering og væskehåndtering, og firmaets komponenter, systemer og service hjælper kunder med at optimere deres processer. De anvendes til at varme, køle, separere og transportere produkter i industrier, som fremstiller levnedsmidler og læskedrikke, kemikalier, medicinalvarer, stivelse, sukker og ethanol.

Og det er denne spændvidde, som gør jobbet interessant – og Mikael Capion Petersen ser frem imod at få nye kolleger, idet der i øjeblikket er brug for flere ingeniører.

Alfa Laval er et svensk firma med 128 års erfaring, flere end 15.000 ansatte – heraf omkring 1.700 i Danmark fordelt på Søborg, Aalborg, Kolding, Ishøj og Nakskov - og aktiviteter i flere end 100 lande. Flere danske afdelinger – blandt andre Mikael Capion Petersens Engineering & Supply – har ansvaret for hele verden, og af koncernens årsomsætning på over 20 milliarder kroner, er der 4 milliarder fra Danmark.

Krillkongen – en kæmpe fiskefabrik til havs
Krillkongen Alfa Lavals anlæg ombord på skibet fylder op mod 800 kvadratmeter fordelt over flere etager

Fisken i største udgave er blot 6-7 centimeter – så der går mange på de 250 ton, som dagligt hentes op fra 2-300 meters dybde i Sydhavet ud for Uruguay i sæsonens 8-10 måneder. En forretning, hvor et skib kan indtjene op mod 300 millioner kroner på et år …

Den attraktive fisk er krill, en lyskrebs med stor anvendelse der spænder over en delikatesse i Japan til smagsforstærker i sauce og videre til fiske- og dyrefoder.

Da fisken håndteres på skibet, der er en stor fabrik, spiller udstyret en vigtig rolle. Og Alfa Laval leverer dét anlæg, som forarbejder fisken; et anlæg, som fylder omkring 800 kvadratmeter over 2 etager!

Størrelsen – 134 meter langt, 20 meter bredt og 39 meter højt – gør da også, at »Thorshøvdi« kaldes Krillkongen. Det er Norges største af slagsen og slår det nærmeste med 35 meter.

Krill

Fabrikken er væk flere måneder ad gangen, hvor mandskabet arbejder i toholdsdrift med at hente fisken op med trawl. Pumper i trawlets bund bringer fisken op til skibet, hvor Alfa Lavals udstyr forarbejder skallen og resten af fisken, og af de 2 ting udvindes dels væske – hvoraf dele bliver til olie – dels tørstof (i fiskesammenhæng også kaldet »grax«), en slags »kage«, der efterfølgende tørres til mel. Undervejs centrifugeres, tørres og inddampes de i det avancerede anlæg.

Krill er en særdeles sund fisk – fyldt med enzymer og proteiner: Aminosyre, antioxidanter og Omega 3-fedtsyre.