Elevplads med masser af ansvar og indflydelse


Jeppe Østergaard Jørgensen

af Torgeir Hella Ruste, Kvik

Da 22 årige Jeppe Østergaard Jørgensen i 2006 havde færdiggjort grundforløbet som datatekniker og efterfølgende skrevet og sendt mere end 100 jobansøgninger, ringede telefonen en dag. Det var fra køkkenkoncernen Kvik A/S i Vildbjerg lidt uden for Herning. Her var IT afdelingen nemlig på udkig efter en lærling.

Opkaldet blev startskuddet til foreløbig godt fire et halvt år med fingrene godt og grundigt nede i alle kroge af Kvik koncernens IT infrastruktur. Jeppe startede hos Kvik A/S den 1. november 2006, og om kort tid er han udlært som datatekniker.

Ansvaret forpligter
IT afdelingen hos Kvik A/S i Vildbjerg udgør en absolut nøglefunktion for driften af koncernens mere end 120 butikker på ni markeder. Alt IT internt og eksternt ud mod butikkerne, styres centralt fra koncernens hovedsæde i Midtjylland. Derfor kom Jeppe Østergaard Jørgensen hurtigt til at arbejde med de forskellige teknologier og blev en fast del af teamet, der håndterer den daglige IT system administration.

”Lige fra starten fik jeg lov til at arbejde selvstændigt med de forskellige systemer og lærte på den måde hurtigt, at påtage mig ansvaret for at tingene faktisk kører, som de skal. Det er en kæmpe drivkraft for mig at vide, at der er mere end 120 butikker ude i verden, som er fuldstændig afhængige af, at systemerne fungerer,” fortæller Jeppe, der også har haft indflydelse på de teknologier, der benyttes i Kviks IT infrastruktur.

”Jeg har naturligvis ikke siddet og peget på de forskellige systemer, og så er de blevet indkøbt og implementeret. Men jeg føler, at der i høj grad er blevet lyttet til mine inputs og ideer til konkrete løsninger, som så er taget med i betragtningen, når der er indarbejdet nye løsninger til de forskellige systemer,” lyder det fra ham.

God balance mellem skole og læretid
Læretiden hos Kvik har løbende været afbrudt af kortere ophold på teknisk skole, hvor Jeppe har arbejdet med de mere teoretiske dele af IT området. Og for Jeppe har det relativt store ansvar og involvering i konkrete løsninger hos Kvik været et perfekt match med de fag, han mødte på skolebænken.

”Da jeg hos Kvik er blevet tildelt et stort ansvar, er jeg kommet lang mere omkring i virksomheden end normalt for en lærling. Og det har bevirket, at jeg på mange måder har oparbejdet en vis erhvervserfaring, idet jeg faktisk har indgået i system- og netværksadministrationen på samme vilkår, som var jeg almindelig funktionæransat. Det har hjulpet mig meget – ikke mindst i min målsætning om at opnå gode karakterer under uddannelsen”, forklarer Jeppe.

At det ikke bare er tomme ord bekræftes af Jeppes netop afleverede hovedopgave med tre efterfølgende eksamener, der alle er bestået med 12-taller. Derudover er han samtidig indstillet til ML-Prisen, der uddeles af Metalindustriens uddannelsesudvalg. Prisen gives til studerende, som udover topkarakterer også har udvist særligt engagement og interesse.

Når Jeppe er udlært hos Kvik A/S i midten af april måned 2011 vil han at tage sin nyerhvervede uddannelse under armen og håber på at få job, som IT administrator i en virksomhed på størrelse med Kvik.


Om Kvik A/S
Kvik er en del af den svenske koncern Ballingslöv Int. AB. Ballingslöv er en af de førende virksomheder inden for køkken og bad i Skandinavien og Storbritannien. Kvik omsatte i 2009 for over DKK 726 mio. og er en virksomhed, der primært afsætter køkkener, bad og garderober via franchise. Der er p.t. mere end 120 butikker i Danmark, Færøerne, Sverige, Norge, Finland, Holland, Belgien, Spanien og Thailand.