Arbejdsmarkedet

Top 5 grunde til at danskere forlader deres job

Konsulentfirmaet Ennova har netop offentliggjort resultatet af deres årlige repræsentative benchmark undersøgelse af medarbejdertilfredshed, motivation og loyalitet; European Employee Index 2008.

Top 5 grunde til at danskere forlader deres job

Resultaterne bygger bl.a. på svar fra 5000 danskere i forskellige brancher, faggrupper, uddannelsesretninger m.m.

Vi skifter job som aldrig før
Danskernes tempo i jobskift er højere end nogensinde, og ca. hver fjerde danske medarbejder har, ifølge undersøgelsen, skiftet job indenfor de seneste to år. Ennovas undersøgelse giver nogle fingerpeg på hvorfor.

Knap en tredjedel af de danske medarbejdere der har skiftet job indenfor de seneste to år, angiver jobindholdet - det daglige arbejde - som den væsentligste årsag. På andenpladsen kommer den overordnede ledelse, der ikke lever op til medarbejdernes forventninger, og på tredjepladsen angives mangelfuld faglig- og personlig udvikling.

Top 5 grunde til at danskere forlader deres job:

  1. Jobindholdet = 31 %
  2. Den overordnede ledelse = 26 %
  3. Manglende faglig og personlig udvikling = 24 %
  4. Lønnen = 18 %
  5. Den nærmeste leder = 17 %

Flere års højkonjunktur har påvirket det danske arbejdsmarked i retning af lavere tilfredshed med løn og ansættelsesvilkår, og utilfredsheden har ikke været større siden 2002. Næsten hver femte medarbejder har skiftet job indenfor de seneste to år pga. utilfredshed med lønnen, men løn er, overordnet set, kun den fjerde-vigtigste årsag til danskernes hyppige jobskift.

Jobindholdet er vigtigst
Grund nr. 1 til at danskere forlader deres job er indholdet af det daglige arbejde. Selvom jobindhold kun er en sekundær faktor i ikke-skandinaviske lande, er det afgørende i Danmark.

Undersøgelsesresultaterne viser, at de to mest betydningsfulde opgaver for danske arbejdsgivere er, at sikre et godt jobindhold og løbende medvirke til medarbejdernes faglige og personlige udvikling. Men hvad består et godt jobindhold af? Ennova peger på 5 afgørende faktorer, som man kan se i artiklen "Godt jobindhold fastholder danskerne" her.

Mindre stress og bedre samarbejde - men ikke i kommunerne
I forhold til samme undersøgelse sidste år er der, på den positive side, kommet et øget kollegialt og ledelsesmæssigt overskud. Det er også bemærkelsesværdigt, at danskerne føler et klarere defineret ansvar og mindre stress, end for bare et år siden, på trods af massiv travlhed på arbejdspladsen.

Den samlede arbejdsglæde er steget en anelse, men udligner ikke sidste års markante tilbagegang. Det er især målingerne i det offentlige der trækker ned. Værst ser det ud hos kommunerne, mens regionerne er den sektor, hvor arbejdsglæden er målt til at være størst - muligvis på grund af bedre omdømme og ledelse.

Manglende indflydelse giver sygefravær
Medarbejdere der arbejder med produktion og fremstilling, er den medarbejdergruppe som oplever størst mangel på variation og indflydelse. Undersøgelsen peger på generel mistrivsel med både jobindhold og arbejdspres inden for Post og telekommunikation samt nærings- og nydelsesmiddelsektoren. Omvendt giver rolleklarhed og medindflydelse øget ansvarlighed for udførelsen af jobbets opgaver, og kan nedbringe det årlige sygefravær med op til 3 dage pr. medarbejder.

Troen på at jobskift er vejen til at indfri forventningerne er stor, og der er mange jobmuligheder for de, der vil videre. Det får mange danskere til at skrue forventningerne til deres arbejdsplads (for) højt op, og de får heller ikke altid formidlet forventningerne videre til deres ledere. Når forventningerne derefter ikke indfries, forlader medarbejderne jobbet.

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side
Ennovas undersøgelser tyder ikke på, at de der skifter job bliver væsentlig mere tilfredse. De der havde skiftet job indenfor 2 år, gav deres nye jobindhold en tilfredsheds-score på 80 point ud af 100, mod 79 ud af 100 hos folk der ikke havde skiftet job. Dertil er følelsen af jobusikkerhed større for nyansatte. Løntilfredsheden stiger kun marginalt med et jobskift, og det indikerer, at selvom man kvitter jobbet på grund af løn, så virker det ikke motiverende på sigt.

Til gengæld har de der skifter job en væsentlig højere vurdering af overordnet ledelse, end de der ikke har skiftet job, og nye på jobbet er også mere positive mht. faglig- og personlig udvikling. Det hænger muligvis sammen med, at man føler sig stimuleret, af de mange nye ting der skal læres, og det faktum at mange er blevet bedre til at sikre sig en efteruddannelsesplan i en ny virksomhed.

Udvikling og kommunikation er alfa og omega
Meget tyder på, at især medarbejdere med udviklingsunderskud er i risikogruppen for at skifte job. Undersøgelsen viser, at det i høj grad er medarbejdernes "skjulte talenter" der ikke rigtig inkluderes i medarbejderudviklingssamtalen. Det peger på to afgørende værktøjer, som virksomheder og organisationer kan bruge, for at holde på deres medarbejdere: løbende dialog og optimerede medarbejderudviklingssamtaler. Hele 40 % af danske medarbejdere har ikke haft en udviklingssamtale med deres leder det seneste år.

Meget potentiale i forskellige aldersgrupper
Virksomhederne kan få meget ud af at brede sit syn på talenter, og kigge efter potentiale flere og andre steder end bare de mest oplagte. Det kan også betale sig for dem, at være mere opmærksomme på det potentiale der ligger i forskellige aldersgrupper. En medarbejder på 45 år er stadig kun midtvejs i sin erhvervsaktive karriere, men kan være nemmere at fastholde, end en person i slutningen af 20.erne der stadig gerne vil se, hvad andre virksomheder kan tilbyde.

Links
www.ennova.dk
Download European Employee Index 2008 som IPaper
Læs artiklen: "Godt jobindhold fastholder danskerne".

Læs også