Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Jobindex vil fungere korrekt.
Jobindex - Datapolitik
Politik for dataetik
Vores politik for dataetik beskriver vores dataetik hos Jobindex og i koncernforbundne selskaber, hvor Jobindex har bestemmende indflydelse. Politikken omfatter således hele koncernen og forpligter samtlige medarbejdere. Dataetik omfatter, hvorledes Jobindex indsamler, behandler, bruger, deler og sletter data. Politikken om dataetik gælder således i samtlige aspekter, hvor vi behandler data.
Personoplysninger og data generelt har større betydning for personer og organisationer end nogensinde før, og personoplysninger og data behandles og opbevares i højere og højere grad i takt med at digitaliseringen generelt øges. Den udbredte anvendelse og dataenes værdi stiller store krav til organisationer og deres ansattes evne til at håndtere data. Jobindex opbevarer mange typer at data, og for os er det væsentligt, at vores interessenter og omverdenen kan have tillid til vores etiske håndtering af data.
En etisk korrekt håndtering af data og personoplysninger er væsentlig for alle områder i Jobindex. Jobindex’ politik for dataetik tager udgangspunkt i de personoplysninger og data, vi er i besiddelse af.
Jobindex dataetiske værdier:
- Vi arbejder som standard med dataminimering og med databeskyttelse og registrerer og opbevarer derfor kun de nødvendige data.
- Vi bestræber os på at sikre, at vores brug af data ikke er diskriminerende mod fx køn, racer, etnicitet eller fællesskaber.
- Vi arbejder med data på en åben og gennemsigtig måde.
- Vi bestræber os på at sikre, at data ikke benyttes på en måde, der vildleder vores interessenter.
- Vi bestræber os på at sikre, at vores brugere, såvel internt som eksternt, får så meget værdi som muligt ud af de data, vi indsamler.
- Vi bestræber os på at sikre, at vi besidder de nødvendige kompetencer til at håndtere dataetiske dilemmaer.
- Vi bestræber os på at sikre, at vores samarbejdspartnere behandler data på samme måde, som vi selv ville gøre det, herunder i henhold til denne politik.
I forlængelse af ovenstående værdier, kan det tilføjes, at når Jobindex behandler data samt designer, køber eller implementerer teknologier, herunder nye teknologier, gælder vores dataetiske værdier og principper.
Der indsamles og behandles kun data, der er nødvendige for at opfylde formålet med behandlingen. For eksempel overvejes det altid, om det er muligt at opnå det samme formål ved at indsamle anonymiserede data i stedet for personhenførbare.
Behandlingen af data skal til enhver tid overholde gældende lovgivning. For eksempel kræver behandling af personoplysninger ifølge General Data Protection Regulation (“GDPR”) et specifikt lovgrundlag. Teknologier til behandling af data, især nye teknologier, skal designes således, at de overholder principper for dataetik, herunder principperne fremlagt i denne politik og de generelle behandlingsprincipper som beskrevet i GDPR. Fx skal teknologier designes således, at de sikrer korrekt og rettidig sletning af data i overensstemmelse med Jobindex’ slettefrister.
Konsekvenserne og risiciene ved nye aktiviteter, systemer og teknologier, der konkret benyttes til at behandle data skal altid overvejes, gennemtænkes og dokumenteres inden de tages i brug. Data skal behandles på måder, der er i overensstemmelse med den afgivende parts intentioner, forventninger og forståelse. Således må personoplysninger ikke behandles til nye formål, som er uforenelig med de formål, hvortil personoplysningerne oprindeligt blev indsamlet.
Et tilstrækkeligt niveau af sikkerhed skal implementeres i og omkring de teknologier, der benyttes til behandling af data. Sikkerhedsforanstaltningerne skal indeholde tekniske såvel som organisatoriske foranstaltninger, og det nødvendige sikkerhedsniveau skal fastlægges ud fra en risikovurdering af den specifikke behandlingsaktivitet og teknologien benyttet til behandling af data.
Data skal altid behandles på en måde, som sikrer transparens, især i tilfælde hvor algoritmer og automatiserede processer benyttes til databehandlingen. Når behandlingsaktiviteten omfatter automatiseret beslutningstagning der har væsentlig indvirkning, skal der også være en efterfølgende menneskelig gennemgang af resultaterne.
I behandlingen af data og design af de teknologier, der benyttes til behandling af data, skal det sikres, at menneskerettighederne respekteres. For eksempel må behandling af data eller anvendelse af teknologier til at behandle data, ikke være partisk, så der er risiko for diskrimination, marginalisering eller stigmatisering af enkeltpersoner.
Persondata skal kun behandles til formål, som er proportionelle under hensyntagen til individets rettigheder, herunder retten til privatliv. Derfor skal en proportionalitetsvurdering altid udføres, før der påbegyndes nye behandlingsaktiviteter, eller inden der implementeres og/eller designes teknologier, der skal behandle data, herunder særligt personoplysninger. Hvis proportionalitets-vurderingen viser, at behandlingen ikke er proportional, må behandlingsaktiviteten ikke påbegyndes.
Det skal sikres, at denne politik er tilgængelig for medarbejderne og i øvrigt for alle vores interessenter. Politikken indgår derfor både på Jobindex’ intranet samt på Jobindex’ hjemmeside. Beslutninger vedrørende Jobindex’ databehandling, inklusive design, køb eller implementering af teknologier til databehandling, fx kunstig intelligens (AI) til brug for databehandling, skal træffes af de relevante ledere som har den nødvendige viden om indholdet i denne politik.
Dilemmaer inden for dataetik i Jobindex skal diskuteres og vurderes af de relevante ansvarlige i Jobindex, når sådanne dilemmaer opstår. Der foretages løbende evaluering af egne indsatser, handlinger og politikker inden for dataetik, herunder brugen af ny teknologi. En sådan evaluering skal inkludere en vurdering af, hvorvidt det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at foretage ændringer til denne politik eller relevante procedurer i Jobindex.
For oplysninger om betingelser og privatlivspolitikn henvises til siden: www.jobindex.dk/betingelser
Kunstig intelligens og databias
Jobindex vil muligvis blive underlagt EU’s nye AI Act, der foreskriver, at AI systemer, der kan have væsentligt indflydelse på menneskers liv, skal risikovurderes og anmeldes, formodentlig til Digitaliseringsstyrelsen, inden de kan tages i brug.
Jobindex’ AI systemer er ikke involveret i beslutninger om udvælgelse af medarbejdere. Men Jobindex systemerne har indflydelse på hvilke jobannoncer de jobsøgende ser, og dermed også hvilke job som de jobsøgende søger og har mulighed for at søge. Så det er vigtigt, at vores systemer giver lige adgang og hjælper de jobsøgende med at finde relevante job.
Projekter, der på denne måde har indflydelse på folks liv, er identificeret som højrisiko projekter af EU, og Jobindex har derfor en forpligtigelse til at sørge for, at AI systemerne ikke indeholder utilsigtet bias, fx hvis de træningssæt, som bliver brugt til at oplære systemerne, indeholder bias. Når reglerne træder i kraft, vil Jobindex skulle udarbejde en risikovurdering, og systemerne vil skulle godkendes, inden de sættes i drift.
Nogle af Jobindex’ systemer vil sandsynligvis blive underlagt de nye regler, når de nye regler træder i kraft. Jobindex har dog allerede overordentlig stor fokus på risiciene ved kunstig intelligens, herunder risici for at indføre bias i systemerne, og vi mener derfor at vi allerede i det store og hele lever op til de nye krav, som bliver indført med EU’s nye AI Act.
Jobindex har en politik for dataetik, der siger, at vi skal udarbejde vores systemer på en måde, der sikrer, at alle jobsøgere får mulighed at søge stillingerne, og at vi skal sikre, at vores AI systemer ikke indeholder bias. Jobindex offentliggør jobannoncer på internettet, således at alle jobsøgere har lige adgang til at søge dem. Jobindex er registreret som en offentlig tilgængelig informationsdatabase og er tilmeldt Pressenævnet og Datatilsynet, og overholder reglerne i Lov om massemediers informationsdatabaser. Jobindex overholder også GDPR-lovgivningen mht. brugernes persondata, og alle kunderne accepterer at behandle ansøgernes persondata fortroligt som en del af handelsbetingelserne. Jobindex har en databeskyttelsesrådgiver, der holder øje med at reglerne bliver overholdt. Jobindex har også stor fokus på datasikkerhed og afholder årlige penetrations tests, der skal sikre at systemerne ikke er sårbare overfor hackerangreb eller lignende.
Jobindex har i 2020 sammen med Københavns Universitet og Aalborg Universitet i København fået bevilget 7 mio. kr. fra Innovationsfonden til et forskningsprojekt ved navn Jobmatch, der skal matche kandidater og virksomheder ved hjælp af kunstig intelligens. Projektet blev afsluttet i starten af 2024 og er taget i brug i vores CV-matchs. Projektet vil blive videreført i form af et nyt 3-årigt projekt ved navn Fair Match, som vil blive gennemført i samarbejde med IT-Universitetet, og som skal være med til at sikre, at der ikke er unfair bias i anbefalingerne fra Jobindex.
Systemerne skal bruges til at give forslag til de menneskelige rekrutteringskonsulenter, så vi vil få bedre muligheder for at undersøge og undgå, at vores AI systemer har indbygget bias. Selv professionelle rekrutteringskonsulenter kan have ubevidst bias, som de ikke end gang selv er klar over, at de har.
Det er derfor vores overbevisning, at vores AI ikke er en trussel, men at AI tværtimod kan være med til at mindske den ubevidste bias, som menneskelige rekrutteringskonsulenter kan have. For yderligere oplysninger om forskningsprojekterne henvises til siden www.jobindex.dk/cms/jobmatch
Evalueringer af arbejdspladser
Jobindex vil også blive underlagt EU’s nye Digital Services Act, der bl.a. indeholder et krav om at offentliggøre, hvordan vi redigerer brugergenereret indhold. I Jobindex tilfælde vil det sige vores evalueringer, hvor brugere har mulighed for at skrive evalueringer af deres arbejdspladser.
I Jobindex mener vi, at jobglæde er vigtigt – både for den enkelte ansatte og virksomheden som helhed. I starten af 2018 lancerede vi evalueringer af arbejdspladser, som er med til at øge synligheden om forholdene på de danske arbejdspladser. De fleste bruger rigtig meget tid på jobbet. Mange af os bruger mere tid sammen med vores kollegaer end sammen med vores familie, så det er vigtigt, at man finder et job, man er glad for. Men vi stopper ikke der. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan en virksomhed og du som leder eller kollega behandler hinanden. Derfor sætter vi fokus på de emner, som vi ved har stor indvirkning på jobglæden på de danske arbejdspladser: favorisering, ensomhed, grænseoverskridende adfærd og onboarding. Vi tror på, at jo mere åbent vi kan tale om disse ting, jo bedre vil det blive for alle parter. Også selv om det måske kan gøre ondt at se sandheden i øjnene i første omgang.
Vores ønske er dog ikke at hænge nogen virksomheder ud – vi tror på, at vi kommer længst med denne bevægelse ved at have fokus på de positive eksempler. Og ved at fremhæve de positive eksempler bliver det nemmere for virksomheder med høj jobglæde at tiltrække dygtige medarbejdere. En virksomhed er ikke meget andet end sine medarbejdere, og de virksomheder, der kan tiltrække de bedste medarbejdere, vinder over de andre. Derfor er øget jobglæde relevant for alle. Og ved at give gode råd til, hvordan man som kollega eller leder selv kan være med til at øge jobglæden, skaber Jobindex værdi for kunderne.
Jobindex har retningslinjer for hvad man må skrive i evalueringerne. Man skal bl.a. holde en ordentlig tone, man må ikke komme med injurierende udtalelser som fx at beskylde arbejdspladsen for at bryde loven, og man må ikke skrive ting der kan identificere andre enkeltpersoner end topledelsen af arbejdspladsen. Jobindex fjerner de evalueringer, der ikke overholdt disse retningslinjer. Arbejdsgivere kan ikke bede om at få fjernet enkelte evalueringer, og vi gør ikke nogen forskel på betalende kunder og arbejdsgivere, der ikke er kunder. Men arbejdsgivere kan anmelde evalueringer, der overtræder retningslinjerne, og kan også bede om slet ikke at få vist deres evalueringer på Jobindex.
Evalueringerne er underlagt medieansvarsloven, men vi har aldrig modtaget nogen klager til Pressenævnet på grund af evalueringerne på Jobindex. For yderligere oplysninger om retningslinjerne henvises til siden www.jobindex.dk/evalueringer