Tests

Besvær­li­ge Mennesker

Besværlige Mennesker - Lektion 7

Lektion 7

Vi har tidligere beskrevet hvordan man får det bedste frem i nogle af de besværlige typer: Kampvognen og Snigskytten. Denne gang handler det om Den Alvidende, Den Selvkloge og Granaten.

Få det bedste frem i hver af de besværlige typer!

Den Alvidende

Kompetence, frimodighed, selvsikkerhed og viden karakteriserer Den Alvidende, men også en lav tolerancetærskel og kontrollerende adfærd. De vil have tingene gjort på deres egen måde og opfatter nye ideer som angreb på deres autoritet. Udfordringen er at åbne deres sind.

  1. Vær forberedt og kend dit stof. Hav dine oplysninger klart gennemtænkt på forhånd og præsenter dem klart og præcist.
  2. Repeter med respekt. Overfor Den Alvidende skal man gentage mere end over for nogen anden type. Få dem til at føle at du fuldt ud har forstået deres synspunkters genialitet, inden du præsenterer noget alternativ.
  3. Sammenknyt deres tvivl og ønsker. Der er altid bestemte forhold som gør en ide vigtig for Den Alvidende. Kend disse forhold og knyt dig an til dem inden du præsenterer din idé. Derved viser du hvordan din idé tager hensyn til disse faktorer.
  4. Præsenter dine synspunkter indirekte. Brug bløde ord som "måske", "muligvis", og "bær over med mig et øjeblik" for at lyde hypotetisk og indirekte frem for målbevidst og udfordrende. Brug spørgsmål i stedet for udsagn og "vi" i stedet for "jeg".
  5. Gør dem til vejledere. Lad Den Alvidende vide at du anerkender en ekspert og er villig til at lære, så bliver du en mindre trussel. Den Alvidende vil nu bruge mere tid på at instruere dig i stedet for at obstruere dig.

Hvad du ikke skal gøre overfor Den Alvidende:

Brug ikke Den Alvidendes våben: Hvis du selv bliver en Alvidende type vil det kun få Den Alvidende til at stå endnu stejlere.

Bliv ikke fornærmet på Den Alvidende: Det ligger ikke til Den Alvidendes natur at lytte til andres meninger, så forargelse vil kun føre til skænderier der ikke fører nogen vegne.

Pres ikke på med dine ideer: Træn dig selv op til at være fleksibel, tålmodig og meget velovervejet med hvordan du præsenterer dine ideer.

Den Selvkloge

Selvkloge mennesker er drevet af behovet for anerkendelse. Når de føler sig tilsidesat forsøger de endnu hårdere at tiltrække sig opmærksomhed, og maser sig ind i konversationer. Fang dem i handlingen og sæt en krog i deres dårlige ideer, men undgå at sætte dem i forsvarsposition.

  1. Giv dem lidt opmærksomhed. Der findes 2 måder. Enten kan du gentage Den Selvkloges kommentarer med entusiasme, eller du kan anerkende personens positive intentioner uden nødvendigvis at være enig i bemærkningerne.
  2. Klarlæg detaljerne. Hvis Den Selvkloge ikke ved hvad han/hun taler om, men du gør, så stil uddybende spørgsmål omkring detaljerne i Den Selvkloges information. Da Selvkloge ofte benytter generaliseringer, så læg særlig mærke til ord som "alle" og "altid".
  3. Sig det som det er. Led forsigtigt samtalen tilbage til virkeligheden. Brug "jeg" sprog for at gøre dine bemærkninger så lidt truende som muligt. Dokumenter dine kendsgerninger undervejs, for at levere beviser.
  4. Giv dem en pause. På det her tidspunkt er det blevet tydeligt at Den Selvkloge ikke ved hvad han/hun taler om. Modstå fristelsen for at gøre personen forlegen! Giv i stedet en udvej så du minimerer faren for at Den Selvkloge går i forsvarsposition. Selvkloge er ikke så knyttet til deres ideer som Alvidende. Giv dem muligheden for at gå sammen med dig, så er der en god chance for at de gør det.
  5. Bryd cirklen. Når folk opdager at en person bare er Selvklog, holder de måske op med at give vedkommende nogen anerkendelse overhovedet, selv når den er fortjent. Men det forstærker kun Den Selvkloges behov for anerkendelse. Du kan bryde cirklen ved at give ros når den er fortjent. Bemærk hvad personen gør rigtigt og giv ros for det. Tit er det det eneste der skal til for at minimere problemadfærd. Hos andre må du bruge en venlig konfrontation.

Hvad du ikke skal gøre overfor Den Selvkloge

Få ikke deres boble til at briste: Hvis du udfordrer Selvkloge direkte, er deres eneste udvej at gå til modangreb med endnu større påstande, og deres overbevisning kan påvirke andre, som ikke ved bedre.

Døm ikke for hurtigt: Vi har alle forsvaret ideer som vi ikke nødvendigvis troede var sande.

Granaten

At miste den emotionelle kontrol er en forsvarsstrategi overfor følelsen af at være uden betydning, og det er en strategi som Granaten ofte benytter. Har du nogensinde mistet kontrollen over dig selv som voksen i en gruppe? Så ved du hvor ydmygende det kan være. Granater hader sig selv for deres adfærd, men dette selvhad bliver tit en tidsindstillet bombe der fremprovokerer den næste eksplosion. En smule forebyggelse er langt bedre end en masse behandling.

  1. Opnå Granatens opmærksomhed: Dette er det eneste tidspunkt hvor du kan være nødt til at råbe højere end problempersonen, men undgå at virke aggressiv! Råb hans/hendes navn højt, men i et positivt tonefald der ikke er vredt.
  2. Vis ægte interesse: Fortæl dét som Granaten har brug for at høre. Ved at lytte efter kan du fastslå årsagen til eksplosionen og herefter repeterer du hvad personen har sagt så din interesse og opmærksomhed er tydelig. Du vil blive overrasket over hvor hurtigt Granaten køler af.
  3. Reducer intensiteten: Når du ser Granaten reagere, skal du begynde at reducere din stemmestyrke og intensitet. Derved taler du personen ned til et normalt kommunikationsniveau.
  4. Hold pause ved dårlig adfærd: Det nytter ikke at få en fornuftig konversation med Granaten mens adrenalinen pumper. Så hold en lille pause og lad personen køle lidt af. Spørg herefter om I ikke sammen skulle prøve at få tingene klaret.
  5. Undgå at udløse Granaten: Dette er en langsigtet løsning og derfor det allervigtigste. Forsøg at regne ud hvad der trækker splitten ud af Granaten - og undgå at gøre det. Hvis det f.eks. er en bestemt kollega der er årsagen, kan det hjælpe med personalekommunikation og konfliktløsning.

Hvad du ikke skal gøre overfor Granaten

Bliv ikke vred: Vrede i en allerede ophidset situation svarer til at hælde benzin på et bål.

Lær at se anderledes på Granaten: Nogle gange kan det hjælpe dig f.eks. at forestille dig Granaten som en vrælende 2-årig. Ved at justere din opfattelse af en vred person, kan du opnå den påkrævede distance til situationen.

Lyt til Granaten: Hvis du er villig til at bruge lidt tid på at lytte aktivt til de problemer som Granaten har, vil du (uanset årsagen til eksplosionerne) langsomt være i stand til at reducere eksplosionernes hyppighed og styrke.

Næste gang:
I lektion 8 fortsætter vi med at gennemgå, step by step, hvordan man får det bedste frem i de andre besværlige typer.