Jobglæde

In­ge­ni­ø­rer kun halvt så syge som andre

Ingeniører har halvt så mange sygedage som andre. En ledelseskonsulent mener, det skyldes, at ingeniørerne trives på arbejdet og har et stort ansvar.

Dynen bliver kun trukket op om ørerne halvt så ofte i ingeniørernes seng som i andre lønmodtageres. Ifølge Danmarks Statistik har en medarbejder på det private arbejdsmarked ni sygedage om året, hvor den gennemsnitlige ingeniør kun har fire sygedage. Formand for Ansatte Ingeniørers Råd siger til bladet Ingeniøren, at han tager hatten af for ingeniørstanden – han synes, det er en flot præstation.

”Det er helt klart, at trivsel og spændende udfordringer er omdrejningspunktet for et lavt sygefravær. Så hvis ledelsen vil arbejde med de ting, har det stor indflydelse på, om folk kommer på arbejde,” lyder det.

Det er Eva Korntved, der er ledelseskonsulent hos MacMann Berg, enig i. Hun er selv uddannet civilingeniør og arbejder generelt med sygefravær og mener ikke, man kan sige sygefravær uden også at nævne trivsel i samme sætning.

”Hvis man har fokus på trivslen, så er der en stor sandsynlighed for, at medarbejderne har færre sygedage,” siger Eva Korntved, der også mener, det er vigtigt, at man tør tale åbent om sygefravær.
”Desuden handler det også om, at man kan se en mening med sit arbejde, og det tror jeg, at mange ingeniører kan. Hvis ledelsen ikke er så god til at få den mening frem, gør ingeniørerne det desuden i mange tilfælde selv.”

Vigtig med kulturen

Ifølge ledelseskonsulenten hos MacMann Berg går ingeniører så højt op i deres arbejde, at det generer dem, hvis de pludselig må lægge sig syg en dag og ikke kan følge opgaven på tæt hold. Hvad sker der med mit job, når jeg ikke er der?

”Det kan betyde noget, at der ikke er andre til at overtage ens job, når man ikke er der, lige som det kan betyde noget, at man lægger andre til last, hvis man ikke kommer. Det handler om kultur på arbejdspladsen, og at man har ansvar enten over for arbejdet eller over for kollegaerne.”

Eva Korntved oplever, at rigtig mange virksomheder er opmærksomme på problematikken omkring sygefravær, fordi det koster rigtig mange penge. Ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø koster sygefraværet i Danmark omkring 32 milliarder kroner om året, og desuden giver det forstyrrelser i hverdagen for virksomhederne, tab af viden og udgifter til rekruttering og oplæring af nye medarbejdere. For medarbejderne er der også store ubehagligheder som følge af fraværet. Det drejer sig blandt andet om social isolation, risikoen for at miste sit job eller ikke holde sig ajour og risikoen for at glide ud af arbejdsmarkedet – især ved de længevarende sygefraværsperioder.

Kigger på alle muligheder
”Virksomhederne er i høj grad opmærksomme på sygefraværet. De inddrager deres medarbejdere og ser på, hvordan man kan øge trivslen og dermed sænke sygefraværet. De holder sygesamtaler og omsorgssamtaler, så medarbejderne ved, at det ikke bare er ligegyldigt, at de er syge,” forklarer Eva Korntved, der også oplever, at virksomhederne er blevet bedre til at se på alternative muligheder, hvis medarbejderne bliver syge.
”Hvis en medarbejder for eksempel har brækket benet, betyder det jo ikke, at vedkommende ikke kan bruge hovedet. Måske kan han eller hun arbejde hjemmefra nogle timer om dagen.” Hos Videncenter for Arbejdsmiljø mener man, at målet omkring sygefravær skal være realistisk, og at succeskriteriet ikke er lig med nul sygedage.

”Det er oplagt at stille spørgsmålet om, hvad et rimeligt gennemsnitligt sygefravær er. Det ville være let at have en rettesnor, der hed syv dage pr. ansat om året. Desværre er regnestykket ikke så simpelt,” lyder det på videncentrets hjemmeside.

Der er nemlig stor forskel på alders- og sundhedsprofilen for medarbejderne på arbejdspladserne, og desuden har nogle arbejdspladser valgt at have medarbejdere i fleksjobs og andre ordninger, hvor man kan forvente højere fravær. Derudover kan der være forskel på arbejdspladser, hvor det i Eva Korntveds eksempel med et brækket ben godt kan lade sig gøre for nogle virksomheder at have en medarbejder til at arbejde med benet i gips – hvor det på andre virksomheder ville være umuligt.

Sygefravær:

  • Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø står 20 procent af lønmodtagerne for 80 procent af fraværet.
  • Sygefravær hænger sammen med køn, alder, uddannelse, socialgruppe – og om man er offentlig eller privat ansat.
  • Sygefravær hænger sammen med faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø. Disse faktorer varierer, alt efter om man er kvinde eller mand.
  • Sygefravær hænger sammen med faktorer i det fysiske arbejdsmiljø.
  • Visse kombinationer af psykosociale og fysiske faktorer forstærker hinanden indbyrdes.

Det siger loven:

  • Medarbejdernes sygemelding: Medarbejderen skal sørge for at melde sig syg telefonisk senest to timer efter det tidspunkt, hvor han/hun skulle være mødt på arbejde. Arbejdspladsen kan desuden fastsætte sine egne regler for sygemelding.
  • Opfølgning på sygedagpenge: Kommunen følger op på sygemeldingen i sygedagpengesager og inddrager blandt andet virksomheden, når der er behov. Kommunen vil også informere arbejdspladsen om de initiativer, som den igangsætter for den sygemeldte.

Kilde: Videncenter for Arbejdsmiljø

Læs også