Øvrigt

Hver tredje frisør-elev forlader salonen

Hver tredje frisør-elev smækker med døren hos den salon, hvor de er ved at blive uddannet. Nogle for at finde en anden salon, andre for helt at forlade faget.

Hver tredje frisør-elev forlader salonen

Den første dag møder frisør-eleven op med tårnhøje forventninger til den kommende uddannelse i drømmesalonen og kan slet ikke vente med at klippe den første kunde. Glansbilledet falmer dog hurtigt ved mødet med mesteren, som hurtigt fortæller, at hun selvfølgelig ikke kan klippe en kunde den første dag. Der vil gå lang tid, før hun er klar til det.

Forventningerne er vidt forskellige, og derfra kan det gå galt, og det kan være en af forklaringerne på, hvorfor hver tredje frisørelev – ifølge frisørernes fagblad Spejlet – forlader deres uddannelsessted, inden deres uddannelse er færdig. Formanden for Danmarks Frisørmesterforening, Jens Erik Behrendtz, udtaler til fagbladet, at han mener, at de unge i dag ikke vil finde sig i ret meget, før de kigger sig om efter noget andet. Det er en type af unge, som Birgitte Thygesen, der bestyrer Stender i Hørsholm, godt kender til:

”Vi har haft curlingbørn her, som er vant til, at forældrene ordner alt for dem. De kan ikke starte en vaskemaskine, feje eller lave kaffe, som også er en del af det at være i en salon,” siger hun.

Jens Erik Behrendtz mener, at det ofte er kemien mellem eleven og mesteren, den er gal med – og at det i den forstand er i orden, at uddannelsesaftalerne kan ophæves.

Udvælgelsen er vigtig
Selv om Birgitte Thygesen kender til den type af unge, har hun i høj grad været i stand til at navigere uden om dem ved ansættelsessamtalerne.

”Ved udvælgelsen lægger vi vægt på, at personen har et højt aktivitetsniveau og ikke er én, der lægger sig hjem og sover klokken 15.00 efter skoletid. De må gerne dyrke en sport og have et fritidsjob ved siden af deres skolegang, for der skal et højt energiniveau til at stå i en frisørsalon.”

Desuden mener hun, at de unge skal være lette at begejstre. Ifølge Birgitte Thygesen har mange unge et urealistisk billede af, hvordan det vil være at arbejde i en frisørsalon.

”Mange tror, at de kommer til at klippe en kunde den første dag. Det er jo helt vanvittigt,” understreger hun.

Hos Stender sørger man for at fodre eleverne godt under hele uddannelsen, så de kommer godt rundt om alle områder i en salon, og det betyder, at der som regel er et godt samarbejde. Birgitte Thygesen mener, at man nogle steder fastholder eleverne i, at de kun laver kaffe eller vasker hår, og at det kan få eleverne til at stoppe før, uddannelsen er færdig. Det tager fire år at blive uddannet til frisør, og uddannelsen giver en grundlæggende viden om at sætte, klippe og pleje hår. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik.

Gode råd til frisør-eleven og mesteren:

- Som mester skal du med omhu udvælge din elev til samtalen

- Som elev skal du være realistisk i forhold til, hvad du skal lave i salonen

- Snak løbende om det, hvis der opstår problemer eller gnidninger

- Husk som elev, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side

- Lav eventuelt en skriftlig aftale om, hvordan hverdagen skal fungere

Læs også