Øvrigt

Håb for den digitale ting­lys­ning

Selv om den digitale tinglysning bliver skudt ned fra alle sider, og mange danskere lige nu mister tusindvis af kroner på et system, der ikke fungerer optimalt, ser Dansk Ejendomsmæglerforening lyst på systemet. Her mener man, at systemet vil reducere ekspeditionstiden væsentligt for en ejendomshandels berigtigelse.

Hvis man som boligejer har taget et lån på to millioner kroner, betyder en forlænget mellemfinansiering på to måneder omkring 15.000 kroner i ekstra omkostninger – en ventetid og dermed et økonomisk tab forårsaget af problemer med den nye digitale tinglysning. Formanden i Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen mener, at de forbrugere, der er blevet påført ekstra udgifter, bør kunne få deres tinglysningsafgift retur fra staten.

”De kunder, der ikke kan få tinglyst deres bolighandler på grund af de lange ventetider i systemet, mister flere tusinde kroner om måneden her og nu. De ville måske foretrække at få pengene retur her og nu end at deltage i et gruppesøgsmål, som kan have lange perspektiver. Derfor foreslår vi, at justitsministeren tilbagebetaler tinglysningsafgiften. Det er nemt og enkelt, veldokumenteret og da det mindste, staten kan gøre i denne situation,” siger formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening i en pressemeddelelse.

Her fremgår det desuden, at der i slutningen af januar var en pukkel på 65.000 ubehandlede sager, som ligger og venter på at blive kørt igennem den elektroniske tinglysning – og medierne har længe været fyldt med artikler og tv-indslag om folk, der er kommet i klemme.
Hanne Delcomyn, der er advokat hos Dansk Ejendomsmæglerforening i den mæglerfaglige afdeling skriver i bladet Ejendomsmægleren, at hun på trods af problemerne har stor tiltro til systemet, når det er kommet sig over sine ”børnesygdomme”.

Reduceret ekspeditionstid
”Al begyndelse er svær, og med et kompliceret it-system som det digitale tinglysningssystem ville det have været nærmest utroligt, hvis systemet havde fungeret fejlfrit fra første dag. Foreningen har dog alligevel været overrasket over, hvor mange uhensigtsmæssigheder, der er konstateret i det digitale tinglysningssystem, lige som der har været konstateret en del fejlregistreringer i systemets funktioner,” lyder det fra Hanne Delcomyn.

Ejendomsmæglerne har i høj grad også været præget af problemerne med tinglysningen, og Hanne Delcomyn skriver, at Dansk Ejendomsmæglerforening i månederne efter det digitale tinglysningssystem har kunnet konstatere, at cirka 80 procent af alle hotline henvendelser har drejet sig om den digitale tinglysning. Men på trods af problemerne siger hun, at Dansk Ejendomsmæglerforening har stor tiltro til, at det digitale tinglysningssystem bliver rigtig godt.

”Det giver mulighed for at reducere ekspeditionstiden for en ejendomshandels berigtigelse væsentligt. Meningen med det nye digitale tingslysningssystem var, at det skulle fungere så simpelt, at enhver skulle kunne gå ind via www.tinglysning.dk og foretage sin egen tinglysningsekspedition”, skriver hun og uddyber:

”Efter et par måneders erfaring med det nye digitale tinglysningssystem er det dog foreningens (Dansk Ejendomsmæglerforening, red.) opfattelse, at det nok er de færreste almindelige borgere, som vil være i stand til at foretage en tinglysning på egen hånd, da systemets opbygning forudsætter et vist kendskab til tinglysningsekspeditioner – også selv om der er indsat hjælpefunktioner i systemet."

Nogle problemer fjernet
Nogle af de mange hotline henvendelser til Dansk Ejendomsmæglerforening fra medlemmerne har drejet sig om konkrete eksempler. Et af de første problemer, som foreningen konstaterede var, at dato og sidetal på tingbogsattesten var blevet fjernet. Og på tingbosattester for ejerlejligheder var det tinglyste areal og fordelingstallet også blevet fjernet. Et andet stort problem, som Dansk Ejendomsmæglerforening har kunnet konstatere var, at alle de indskannede akter var placeret under forskellige filnumre på en sådan måde, at det var umuligt at gennemskue, i hvilken fil en given såkaldt servitut skulle findes.

Den 31. oktober sidste år blev det ene problem med dato løst – og informationerne var igen påført tingbogsattesterne. Ifølge Hanne Delcomyn skulle problemet med datoer være blevet løst på nuværende tidspunkt. Desuden var det andet problem med indskannede akter også blevet løst, så man kan finde ud af, i hvilken fil man skal søge efter en servitut.

Dansk Ejendomsforening er fortsat i dialog med Domstolsstyrelsen for at gøre opmærksom på ejendomsmæglernes problemer med den digitale tinglsyning.

Du kan læse mere om tinglysning på www.tinglysning.dk

Ekstraudgift ved forlænget mellemfinansiering som følge af den forsinkede tinglysning:

Lån på to millioner:

Ekstraudgiften er en følge af, at renten på en mellemfinansieringskonto er betydeligt højere end renten på et variabelt realkreditlån. Det er først muligt at optage det variabelt forrentede realkreditlån, når handlen er tinglyst.

Satsen på realkreditlånet svarer til gennemsnitsrenten (1,73 pct.) på et variabelt forrentet realkreditlån optaget i uge 52. Ekstraomkostninger ved en forlænget mellemfinansiering i to måneder af to millioner kroner i stedet for et variabelt realkreditlån på 1,73 procent.

Ved 6%-rente på mellemfinansiering: 13.792 kr.
Ved 8%-rente på mellemfinansiering: 20.093 kr.

Kilde: Realkreditrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening.