JobsøgningKarriere

Fri­vil­ligt arbejde vigtigt for karrieren

Danske erhvervsledere er yderst positive over for frivilligt arbejde – både når det gælder dem selv – og dem, de skal ansætte. Det får simpelthen dit cv til at se bedre ud.

Hjælper du lokale børn med deres lektier, når du selv har klappet den bærbare sammen – eller arbejder du frivilligt på et krisecenter for kvinder? Så er du måske intetanende i gang med at gøre dit cv endnu mere attraktivt. Ifølge en undersøgelse fra Gallup foretaget for Dansk Ungdoms Fællesråd, mener 97 procent af danske erhvervsledere, at man kan opbygge sociale kompetencer gennem frivilligt arbejde – og 83 procent sætter det på plussiden, når en ansøger har erfaring fra frivilligt arbejde. Det mener Bolette Christensen, der er direktør i DI og uddannet psykolog, at der er god grund til.

”Styrer du en organisation gennem dit frivillige arbejde, er det lige som at køre en slags virksomhed, hvor du skal have styr på budgetlægning, indtægter og kommunikation. Forskellige former for frivilligt arbejde giver et socialt ansvar og et indblik i en anden målgruppe end den, du måske beskæftiger dig med i din hverdag. Man udvikler sine kompetencer ved at arbejde frivilligt, og det er blandt andet vigtigt, hvis man søger job,” siger Bolette Christensen, der selv gennem mange år har arbejdet frivilligt – blandt andet i Dannerhuset.

”Det gør jeg, fordi det giver mig en stor indsigt i nogle andre menneskers liv, og så kan jeg se, at jeg gør en forskel dér. At jeg flytter noget,” siger hun.

Engagement og overskud

Bolette Christensen mener, at det frivillige arbejde på cv’et viser, at man er et menneske, der engagerer sig og har overskud – og hvem vil ikke gerne ansætte en med de kompetencer?

Som leder mener hun, at man kan lære meget om forskellige socialgrupper og dermed blive bedre til også at tackle dem på ens arbejdsplads.

”Demografien ændrer sig på arbejdspladserne, og derfor er det godt at kende til alle socialgrupper for alle typer af ledere,” siger hun.

Integrationsministeriet skød i oktober i år en kampagne i gang for blandt andre at få flere unge med etnisk baggrund til at engagere sig i frivilligt arbejde – blandt andet med hjemmesiden www.heltfrivilligt.dk, hvor man blandt andet kan teste, hvilken type frivillig man er – og dermed hvilken slags arbejde, man skal gå efter. Er du den forstående, den praktiske, den udadvendte – er du en teambuilder?

Godt – uanset hvad

”Jeg vil ikke mene, at der er forskel på, hvilken type frivilligt arbejde man har i forhold til, hvad der gør sig bedst på ens cv. Uanset hvad, er det rigtigt godt at have med,” slår Bolette Christensen fast. Hun mener, at det viser, man er nysgerrig og åben.

”Det giver et klart signal om, at man er villig til at lære noget nyt. Man får indsigt i, at andre ikke er som en selv.”

I øvrigt mener hun, at initiativet fra Integrationsministeriet er rigtig godt.

”Det er først i de senere år, at unge med minoritetsbaggrund for alvor er begyndt at engagere sig i frivilligt arbejde. Det giver dem en samfundsindsigt, som er vigtig, uanset hvor man er født.” Hvis dit frivillige arbejde skal gøre sig allerbedst på cv’et, skal du skrive, hvad din titel har været – og hvilke kompetencer du har fået ud af det. Har du for eksempel arbejdet med lektiehjælp, er det en god idé at beskrive, at du er god til feedback og konstruktiv kritik – og at du har pædagogisk sans. Undersøgelsen fra Gallup er foretaget blandt 200 danske erhvervsledere.

De forskellige frivilligheds-typer:

Heart Helper - den forstående:

Du er god til at lytte til mennesker. Du er tålmodig, nysgerrig og skaber tillid. Det er vigtigt, at det frivillige arbejde giver mening for dig som menneske.

Super Supporter – den praktiske:

Du elsker at systematisere, ordne, have overblik. Du tager ansvar og kan lide at få tingene til at ske. For dig handler det frivillige arbejde om at gøre en forskel og være en del af et fællesskab.

Outgoing Organizer – den udadvendte:

Du elsker at tale med mennesker, holde oplæg, få nye venner. Besøg på skoler, foredrag – også om svære emner – ja, så er du bare på. For dig skal frivilligt arbejde være ude blandt mennesker.

Kids’ Coach – teambuilderen:

Du elsker at få folk til at spille sammen i en gruppe, vokse, blive bedre. For dig er samarbejdet det vigtigste. Du er en teambuilder, og for dig handler frivilligt arbejde om at have det sjovt, mens du lærer fra dig.

Opinion Fighter – aktivisten:

Du er skarp og velformuleret, elsker at diskutere. Du interesserer dig for samfundet omkring dig. Du tror på det, du involverer dig i. Frivilligt arbejde handler for dig om meninger og mod til at lære.

Adventurer – den internationale:

Du interesserer dig for andre folkeslag og kulturer. Du vil gerne være med til at ændre verden. At rejse er at leve – og du elsker at møde mennesker, der ikke er præcis som dig. Gerne igennem frivilligt arbejde.

Kilde: www.heltfrivilligt.dk