JobsøgningØvrigt

25-årig murer og brandmand jagter job på tredje år

Den 27. januar 2013 var det slut med at få dagpenge for 25-årige Christian Hoffmann. Nu holder akutpakken hånden under ham og hans familie; hans samboende og to små børn på to og fem år.

Pengekassen blev lukket i. Den 27. januar i år var det slut med at få dagpenge – efter to år – for den 25-årige Christian Hoffmann, der er uddannet både brandmand og murer. Han blev færdiguddannet som murer i september 2010, og siden har han kun haft arbejde som svend i tre måneder. Når han taler med arbejdsgiverne, har de ifølge Fagbladet 3F ikke noget at lave eller også er beskeden, at Christian Hoffmann mangler erfaring.

Pengene er knappe i lejligheden på Stevns, hvor han bor sammen med Liselotte, der er på kontanthjælp og deres to små piger på to og fem år.

Akutpakken holder dog lige nu hånden under den unge familiefar, og han har sagt ja til endnu mere uddannelse, så han kan få den særlige uddannelsesydelse i 26 uger. Økonomisk betyder det ikke den store forskel, fordi Christian Hoffmann som nyuddannet murer kun har fået dagpenge på dimittendsatsen.

Kærkommen uddannelsespakke

”Men alligevel er uddannelsespakken kærkommen, fordi jeg kan tage nogle kurser i dansk og matematik, så jeg kan begynde på en etårig HF efter sommer og så bagefter læse til sygeplejerske. Til sommer har vi betalt et lån ud, så vores udgifter falder, og vi kan klare os for kontanthjælp plus SU,” siger Christian Hoffmann til Fagbladet 3F og fortsætter:

”Men allerhelst ville jeg bare gerne have et fast arbejde, så vi kunne få gang i en helt normal dagligdag og blive uafhængige af det offentlige. Der må være et job til mig derude et sted.”

Meget tyder dog på, at murerfaget ikke er det nemmeste at finde arbejde indenfor. Ifølge en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udarbejdede i slutningen af 2012, er murerne Danmarks mest ledighedsramte faggruppe.

Værste krise siden 2. Verdenskrig

Murerne topper med en ledighedsrisiko på 9,5 procent og efterfølges ifølge analysen af de klassiske håndværksfag som tømrere, malere og vvs’ere. Tallene overrasker nu ikke direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen:

”Det her afspejler, at vi er i den værste krise siden 2. Verdenskrig. Håndværksfagene er jo utroligt følsomme over for den generelle udvikling i samfundsøkonomien. Så længe der ikke kommer gang i bolighandlen og renovationer i den private sektor, så er byggeriet hårdt ramt,” siger han til MetroXpress, der oplyser, at analysen tager højde for, at ansatte i byggefagene er ramt af sæsonpræget ledighed.

Det er kun folk, der har været arbejdsløse i mere end fire uger, som er regnet med i opgørelsen.

Henning Jørgensen, der er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet forklarer til avisen, at politikerne på Christiansborg kan forpligte arbejdsgiverne i højere grad, når de for eksempel sender større offentlige byggerier i udbud – det kan skabe flere håndværkerjobs.

”Man kan stille krav på offentlige licitationer. Du kan i princippet kræve af bygmesteren, at man skal ansætte ledige murere, hvis virksomheden skal i spil til større opgaver. Det skal bare skrives i udbudsmaterialet. Det er i det hele taget muligt at føre en mere aktiv erhvervspolitik, hvis politikerne tør favorisere de sektorer, der er mest plaget af arbejdsløshed,” siger Henning Jørgensen til MetroXpress.

Ekstraordinær udfordring

I forbindelse med offentliggørelsen i efteråret 2012 af akutpakken, som Christian Hoffmann nu altså får gavn af, sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:

”Vi står med en ekstraordinær udfordring, som kræver en ekstraordinær indsats for de mennesker, der er berørt. Derfor er jeg glad for den løsning, vi i fællesskab er kommet frem til. Det er en løsning, der tager udgangspunkt i god gammeldags jobformidling. For uanset hvad, så bør vi kunne samles om, at det bedste perspektiv for arbejdsløse er at komme tilbage i job frem for at hænge fast på dagpenge.”

Ifølge Fagbladet er den særlige uddannelsesydelse, som Christian Hoffmann kan få, på 13.884 kroner om måneden – og det beløb gælder, hvis man er forsørger – hvis man ikke er det, er beløbet på 10.413 kroner om måneden.

Læs også