JobsøgningØvrigt

Vær opmærksom på job­mu­lig­he­der på Femern Bælt

Fra 2009 til 2020 bliver der skabt flere tusinde arbejdspladser i forbindelse med etableringen af Femern Bælt. Lige nu er der dog kun tale om et par få hundrede jobs, men om tre års tid vil jobmulighederne for alvor begynde at vise sig.

Foto: Femern A/S

Den faste forbindelse over Femern Bælt er under projektering og forventes at stå færdig i 2020. Det betyder, at rejsetiden mellem Skandinavien og Kontinentaleuropa bliver reduceret. I dag tager det 46 minutter med færgen – plus ventetid – men når den faste forbindelse står færdig, vil togrejsende gøre turen på syv minutter, mens bilisterne kommer over det 20 kilometer brede bælte på 10 minutter. Femern Bælt forbindelsen vil dog ikke kun skabe kortere rejsetid, den vil også skabe jobs både nu og på sigt.

”Forbindelsen vil skabe mulighed for nye arbejdspladser i regionen, både under opførelsen af den faste forbindelse, og når projektet står færdig i 2020,” lyder det fra Femern A/S, som er ejet af den danske stat. Ifølge Karsten Holmegaard, der er pressechef i Danmark hos Femern A/S, vil der ud fra tidligere erfaringer blive skabt beskæftigelse svarende til 25.000-30.000 såkaldte mandeår – det vil sige 25.000-30.000 mands arbejde i et år – i perioden fra 2009 til 2020.

”Inden for det næste stykke tid udarbejder vi materiale til entreprenørerne, som skal byde ud fra det, og det vil der gå et til halvandet år med. Der vil nok i alt gå tre år, før de første kontrakter er på plads, og entreprenørerne skal ud og finde arbejdskraft,” siger Karsten Holmegaard, der råder til, at man holder øje med entreprenørerne.

Lige som med Øresundsforbindelsen forventes Femern Bælt forbindelsen at blive udført som kontrakter, hvor entreprenører udfører detaljeret planlægning, design og er ansvarlige for bygge- og anlægsarbejdet – en såkaldt Design & Construct-kontrakt.

Rødbyhavn valgt som produktionsplads
En Design & Construct-kontrakt har ifølge Femern A/S blandt andet følgende karakteristika og projektfaser:

  • Myndighederne skal godkende projektet
  • Projektet vil blive sendt ud i en international udbudsrunde ifølge de gældende EU-regler. Projektet vil blive opdelt i flere kontrakter. Femern A/S vil først invitere entreprenører til prækvalifikation, dvs. at de skal bevise, at de har kvalifikationerne og kapaciteten til at udføre den pågældende del af projektet. Udvalgte entreprenører vil derefter blive inviteret til at deltage.
  • Byggeperioden vil vare cirka seks år i en kompakt proces, der sandsynligvis vil involvere flere tusinde mand om året i perioder med spidsbelastning.

Fonden Femern Belt Development er et udviklingsselskab, der er blevet oprettet for at formidle viden og information om Femern Bælt-projektet og tilknyttede aktiviteter. Projektleder hos Fonden Femern Belt Development, Jesper Bille, mener lige som Karsten Holmegaard fra Femern A/S, at man skal holde øje med entreprenørerne, hvis man sidder og tænker på jobmuligheder i forbindelse med Femern forbindelsen.

”Man skal holde øje med hvilke entreprenører, der bliver valgt til at bygge forbindelsen. Det vil være de entreprenører, man skal henvende sig til, hvis man ønsker at være med til at bygge forbindelsen,” siger Jesper Bille og fortæller, at Rødbyhavn er udvalgt som produktionsplads, hvilket vil skabe mange arbejdspladser i Region Sjælland.

Her skal hovedproduktionen af tunnelelementerne ligge, og Rødbyhavn blev valgt, fordi den opfylder alle tekniske krav – og fordi arealet er stort nok til, at hele produktionspladsen kan ligge der.

Forventningerne til Femern forbindelsen er ifølge Femern A/S, at den på sigt vil skabe arbejdsplader i regionen, og at den bedre tilgængelighed vil styrke turismen. Desuden mener man, at forskning og kultur også vil profitere af en hurtigere forbindelse, og at der skabes grobund for grænseoverskridende samarbejde og en generel forbedring af konkurrenceevnen i hele regionen.

Læs også