Øvrigt

Svært over­væg­ti­ge udløser ekstra personale

Det belaster personalet ekstra meget og koster ekstra ressourcer, når svært overvægtige bliver indlagt på et sygehus. Et projekt fra Sygehus Lillebælt viser, at det for alvor betyder noget, når patientens vægt kommer op over 130 kilo.

Når svært overvægtige bliver indlagt på et sygehus, kræver det mere personale. Det viser nye resultater fra Sygehus Lillebælts såkaldte bariatriprojekt. Hvis patienten vejer mellem 130 og 150 kilo, svarer 50 procent af personalet desuden, at de føler sig fysisk belastet, og når patienten vejer over 190 kilo, er det hele 95 procent, som føler sig belastet. Det viser projektet, som er baseret på mere med 500 medarbejderes oplevelser.

”Undersøgelser viser, at grænsen går ved de 130 kilo. Når patienten er tungere end det, så udløser det bøvl i form af, at man skal være flere om at vende patienten, der skal bruges særlige bariatriske hjælpemidler, og man skal bruge flere kræfter,” siger projektleder og cand.scient. Ann Mathilde Furrer til Sygeplejersken.dk.

Undersøgelsen viser desuden, at mere end hver femte patient med en BMI på over 30 kræver næsten en tredobling (1,9 ekstra personale) ved håndtering i plejen – fremgår det af artiklen på Sygeplejersken.dk.

Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut giver det også ekstra udfordringer i forhold til de fysiske rammer på sygehusene, når meget overvægtige personer bliver indlagt. For nyligt har Statens Byggeforskningsinstitut udgivet en ny vejledning i forhold til pladskrav og indretning i forbindelse med håndtering, forflytning, pleje og behandling af svært overvægtige personer på hospitaler og plejehjem.

Kræver andre fysiske rammer

”Er man kommet op i 200-300 kiloklassen, er det ikke kun overvægten og de tilknyttede følgesygdomme, der er et problem. De fysiske rammer i boligen, på plejehjemmet og hospitalet er ikke konstrueret og indrettet til at kunne klare den ekstra belastning eller imødekomme behovet for ekstra plads, så en svært overvægtig person kan håndteres, behandles og plejes hensigtsmæssigt og værdigt,” lyder det på Statens Byggeforskningsinstituts hjemmeside.

Personalet står blandt andet med problemer som, at rummene er for små til, at det ekstra personale, der er nødvendigt for at kunne håndtere personen, kan være der. Loftet i rummet kan heller ikke klare vægten af en ekstra stor, personbelastet lift, gange og døråbninger er for smalle til den ekstra brede kørestol og seng – lige som mange elevatorer ikke kan klare den samtidige vægt af person, hjælpemiddel og personale. Og problemet er stigende og påtrængende, ifølge Statens Byggeforskningsinstitut.

Som baggrund for anbefalingerne i vejledningen ligger grundige studier af forskellige situationer, som personalet kommer ud for. Man har blandt andet haft bygget en model i forholdet 1:1 af en sengestue/soveværelse, et badeværelse og en forbindelse mellem rummene. Ud fra optegnede tern på gulvet, kunne man efterfølgende via fotos af forflytninger, kørsel og vending med relevante hjælpemidler med og uden personvægt udregne det nødvendige pladsbehov.

”Det er vores opfattelse, at vejledningen med de præcise krav til både plads og belastning er noget, som arkitekter og bygherrer har efterspurgt, og som de i høj grad er villige til at tænke ind i fremtidige konstruktioner,” siger rådgiver i Statens Byggeforskningsinstitut, Lone Sigbrand, der også er medforfatter på vejledningen.

I indledningen til vejledningen, som man kan downloade gratis på dette link http://shop.socialstyrelsen.dk/products/pladskrav-og-indretning-til-svaert-overvaegtige-personer-en-vejledning?utm_source=Servicestyrelsen.dk&utm_campaign=4d74e48744-Socialstyrelsen&utm_medium=email kan man læse, at vejledningens anbefalinger er baseret på baggrund af 129 afprøvede forflytninger, og alle forflytninger er blevet afprøvet med to personer, der vejede henholdsvis 205 og 250 kilo.

Vejledningen indeholder desuden anbefalinger til indretning og konstruktion af fremtidigt byggeri, som tager højde for den nødvendige plads og de konstruktionsforhold, som en svært overvægtig person kræver.

Læs også