Skab relation til hvert eneste barn i klassen

Lise Egholm blev i 2011 kåret som Årets Leder. Hun har som skoleleder gennem 17 år formået at vende Rådmandsgades Skole på Nørrebro til en skole, hvor danske forældre gerne sender deres børn hen, og hvor læseresultaterne i 1. til 5. klasse i 2007 pludselig lå over landsgennemsnittet. Hun mener, at det allervigtigste som lærer er, at man er kompetent til at skabe relation til hvert eneste barn i klassen.
Lise Egholm

Det er ikke tilfældigt, at Lise Egholms bog, der udkom i efteråret 2011 starter med overskriften ”Jorden bærer dit aftryk” efterfulgt af:

”I fortovet uden for Rådmandsgades Skole ligger der en sten med indskriften: ”Jorden bærer dit aftryk.” Det står på urdu og på dansk, og det er den danske billedkunstner Astrid Gjersing, der har lavet den. Det er en smuk sætning, synes jeg, og jeg taler tit med børnene om den, blandt andet når vi holder morgensamling. Hvad betyder det, at jorden bærer dit aftryk? Det betyder, at du betyder noget! Det betyder, at den, du er, og det, du gør, betyder noget. Det er vigtigt. Det, du gør i dag, får betydning, måske ikke i morgen, men senere. Derfor skal man gøre noget godt for andre og for verden. Sådan en sætning kan være svær at forstå, når man er otte-ni år gammel, men når man kommer op i alderen, begynder man at kunne se livets lange stræk.”

Selv om Lise Egholm i første omgang tænker på eleverne og børnene med sætningen, så passer den lige så godt på lærerne, som hun mener, har et enormt stort ansvar overfor børnene.

”Det allervigtigste er, at man er kompetent til at skabe en relation til hvert eneste barn i klassen. Man skal magte at se dem alle sammen. Man skal kunne se, at han er den udadvendte type, hun er den stille pige; hvordan får jeg hende til at sige mere – og hvordan får jeg bedst ham til at lære? Det er utroligt vigtigt at kunne,” siger Lise Egholm, der tilbage i 2011 blev kåret som Årets Leder, og som i 17 år har været skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro.

Derudover mener hun, at man som lærer skal have et fagligt overskud og være vild med sit fag. Man skal stå med en følelse af, at man vil gøre børnene rigtig gode til ens fag.

”Desuden skal man være god til at organisere børnene i en klasse, lige fra hvem der deler mælk ud og til at organisere børnene, når de skal have nye pladser. Man skal have styr på sit klasserum, og det er der nogle lærere, som ikke kan finde ud af at få,” siger Lise Egholm.

En god lærer er noget, man bliver

Selv om hun har mange års erfaring, volder det hende ingen problemer at koge de tre ovennævnte råd ned som en guide til, hvordan man er en rigtig god skolelærer, men hun er klar over, at det ikke er kompetencer, som kommer fra den ene dag til den anden. Hun mener reelt ikke, at man kan være en god lærer, når man kommer som nyuddannet; for som hun siger: ”En god lærer; det er ikke noget, man er, det er noget, man bliver.”

At ting tager tid, har hun også selv erfaret, da hun startede som skoleleder på Rådmandsgades Skole efter fire år som viceinspektør på Hellig Kors Skole, der nu hedder Blågård Skole. Det tog hende ti år at vende lærerkulturen på Rådmandsgades Skole, hvilket var nødvendigt for at skabe den skole, der er i dag.

”Det er ærgerligt, at det tager så lang tid, og jeg er ikke alene om den historie. Der er en lærerkultur på rigtig mange skoler, som yder modstand, hvis der er nogen, som prøver at vende skolen, og det er skammeligt for lærerstanden. Der er nogle steder en holdning om, at man er lærer, fordi man får løn for det, og hvis man skal gøre noget uden at få løn for det, så gør man det ikke. Vi er her for børnenes skyld, intet andet,” siger Lise Egholm, der på trods af hårde tider gennem årene aldrig er blevet strejfet af en tanke om at give op.

Hun læssede meget af derhjemme hos sin mand og fire børn, og så fik hun hele tiden noget ud af sit arbejde på skolen.

”Allerede dengang kunne jeg se, at der var nogle gode børn på skolen, og det kunne jeg få næring af. Jeg er grundlæggende en fighter,” siger Lise Egholm.

I 2007 lå læseresultaterne på skolen i 1. til 5. klasse pludselig over gennemsnittet, og flere danske forældre indskriver deres børn på skolen, hvor der bliver talt 45 sprog. Der er ingen tvivl om, at jorden bærer et tydeligt aftryk af Lise Egholm.

Læs også