Øvrigt

Lektierne er afskaffet

Eleverne i en fynsk 6. klasse skal ikke længere kæmpe med lektierne, når de har smidt skoletasken derhjemme. Lektierne er simpelthen droppet, og resultatet er overraskende: Mere tid til at lære.

Signe Sørensen, der er klasselærer for 6. b på Søhusskolen i Odense, stod ofte og var frustreret over en elev, som sjældent havde lavet sine lektier. Stort set hver dag måtte eleven brødbetynget række hånden op og sige, at han ikke havde kigget på sine lektier. Signe Sørensen brugte enormt meget tid på at snakke med eleven og med forældrene om det – men det blev bare ved med at gå ned ad bakke for drengen.

Dér begyndte hun sammen med nogle andre lærere på Søhusskolen at undersøge, hvad det egentlig er for nogle krav, man stiller, når man giver lektier for, og hvor meget tid der bliver brugt på det i undervisningen, når de skal give dem for – og på at skælde ud, når lektierne ikke er blevet lavet.

”Vi nåede frem til, at lektierne er en arbejdsdagsforlænger. Mange af børnene har en travl hverdag, og den bliver endnu mere presset af lektierne. Desuden er lektierne med til at synliggøre, hvilke ressourcer eleverne kommer med hjemmefra; om forældrene har tid og mulighed for at hjælpe, og så stjæler lektierne utroligt meget tid fra undervisningen,” siger Signe Sørensen og fremhæver især det sidste.

For halvandet år siden indførte Signe Sørensen, at klassen stort set ikke mere får lektier for i samtlige fag, og resultatet er meget positivt ifølge klasselæreren:

”Ofte kunne vi ikke gå videre, hvis eleverne ikke havde lavet det, de skulle. Nu kan vi gå i gang med det samme, og alt i alt har vi fået en større effektivitet og en større sammenhæng mellem det, vi laver,” siger Signe Sørensen.

Der er blevet sat hylder op i klasseværelset til bøger og hæfter, så timerne ikke bliver afbrudt af, at læreren skal ned og tage kopier til dem, der har glemt deres bøger. Eleverne er desuden fri for at slæbe bøgerne med frem og tilbage, fordi de jo ikke skal kigge i dem uden for skoletiden.

Lærer de så nok?
”Hvis vi kigger på de lektier, der traditionelt bliver givet for, så vil jeg vove og påstå, at de bliver givet på grund af lektiernes skyld – og ikke fordi de har en læringsmæssig evidens. Det synes jeg faktisk er grotesk, når man tænker på, hvor meget energi man som lærer bruger på at snakke om lektier,” siger Signe Sørensen, der igen og igen hører frygten for, at eleverne så ikke får lært nok.

Hendes erfaring er dog den stik modsatte, fordi der bliver lavet langt mere i timerne. Hun møder især kritik fra skolelærere, som er bekymrede for, om eleverne nu når det, de skal nå.

”Man skal passe på med at sige, at hvis man ikke får lektier for, så når vi ikke det, vi skal. Hvis jeg giver 10 sider for i geografi, som ofte kan være kompliceret, så kan det godt være, eleverne har læst dem til næste gang, men de har ikke lært det. Dér er det vigtigt, at man læser med eleverne og forklarer dem begreberne i stedet for – i skoletiden.”

På Folkeskolen.dk udtaler Adam Valeur Hansen, der er lærer på Lyshøjskolen i Kolding – og cand. pæd. fra DPU sig. Han er en af de få, der har forsket i brugen af lektier, og han mener, at eksemplet fra Søhusskolen er en god idé – men han råder til, at man ikke dropper lektierne fuldstændigt.

”De elever, der godt kan finde ud af at lave lektier, de vil gerne lave lektier, fordi de får en succesoplevelse ud af det samtidig med, at de faktisk også lærer noget ved at lave lektier,” siger han.

Signe Sørensen er ikke ude på at kriminalisere lektierne, og man har heller ikke droppet dem helt, men skolen arbejder på, at man får en lektiepolitik, så alle ved, hvad der bliver krævet af eleverne derhjemme.

”Det er nok et trosspørgsmål, men jeg tror ikke, der er nogen, der får noget ud af at blive skuffet hver dag. Undersøgelser viser, at elever udpeger lektier som noget, der stresser og giver ondt i maven. Det gør de ikke mere hos os,” siger Signe Sørensen.

Læs også