KarriereØvrigt

Gør karriere på havet

Der er brug for flere maritime maskinmestre. De skal blandt andet servicere de store Maersk-skibe på verdenshavene.

Den maritime branche skriger på nye medarbejdere. Og ifølge Kim Balsløv Jørgensen fra Maersks kadetrekrutteringhar skolerne inden for området fået udvidet optaget til flere uddannelsespladser. Der er især bud efter maritime maskinmestre, som er en bred teknisk uddannelse, hvor kandidaterne blandt andet kommer til at træne og arbejde på havet i længere perioder.

»Branchen står og mangler arbejdskraft, og hos Maersk optager vi flere maritime maskinmestre end tidligere. Vi har samtidig gode erfaringer med vores danske kadetter. De er dygtige, og vi vil gerne have endnu flere, der har lyst til at bruge deres hoved og hænder ombord på vores skibe,« forklarer Kim Balsløv Jørgensen.

Peter Christiansen er en af de, der har gennemført programmet. Det er to år siden, han blev færdig som maskinmester, og han er nu ansat hos Maersk Supply Service.

»Det, der i sin tid tiltrak mig, var kombinationen mellem teori og praksis. Da jeg var færdig med gymnasiet, havde jeg ikke lyst til kun at sidde med hovedet i en bog. Og efter jeg begyndte på uddannelsen, gik der kun ni måneder, så var jeg ude at sejle,« siger han.

Udfordringer til søs

Peters første tur gik med fly til Singapore, derefter kørte han til Malaysia, hvor skibet, han skulle med, lå i havn.

»Der er en del ting fra skoletiden i Svendborg, som man lettere fanger, når man står ude på skibet. Jeg havde mange aha-oplevelser og fik hurtigt koblet min teoretiske viden op på noget håndgribeligt,« forklarer han.

Også Jeppe Asmussen sætter pris på det praktiske i uddannelsen. Han er stadig i gang med kadetprogrammet og afslutter til sommer.

»Du får ufattelig meget erfaring, da du jo bruger alle døgnets 24 timer på skibet. Jeg synes, det er fedt, at det ikke bare er et 8-16 job. Der kan for eksempel gå en alarm klokken fire om natten, og så skal du være klar,« fortæller Jeppe.

Selvom arbejdet kan være hårdt og hektisk, mener Peter Christiansen ikke, at folk har et retvisende billede af livet til søs.

»Man møder en del fordomme, og mange tror, vi arbejder hele døgnet. Det er dog ikke rigtigt. Når du er ude, møder du typisk fra 7 til 17 og har så derefter fri. Du er dog altid standby, så hvis der opstår problemer med en motor, skal du kunne træde til,« siger han.

Bred indsigt

Maritime maskinmestre skal have kompetencer inden for mange forskellige områder. Peter og Jeppe er blandt andet trænet i maskin- og dampteknik, el-autorisation, automation, dimensionering og vedligeholdsledelse. Alle er kvalifikationer som er efterspurgte i industrien, hvilket betyder, at stort set ingen maskinmestre går arbejdsløse.

»Arbejdsopgaverne er vildt spændende. Du får lov at prøve stort set alt ombord, der involverer motorer, hydraulik og meget andet. Samtidig kan du ikke bare bestille ting hjem, når du ligger midt i Stillehavet, og det giver nogle udfordringer og gevinster, som du ikke får andre steder,« forklarer Jeppe.

Peter uddyber, at to dage ikke er ens. For selvom der er rutineopgaver, så ved du aldrig præcist, hvad din dag kommer til at gå med, og pludselig kan du for eksempel komme ud for at skulle ind og kravle i en motor.

Jobsikkerhed

Kim Balsløv Jørgensen fra Maersks rekruttering forklarer, at kadetterne prøver kræfter med flere skibstyper i løbet af forløbet. Og når uddannelsen er bestået, får man som en del af kontrakten automatisk tilbudt en 2-årig ansættelseskontrakt som juniorofficer, inden selve fastansættelsen finder sted.

Jeppe ser frem til jobbet. Som nyuddannet får han rang af officer fra første dag, og ligesom Peter får han ansvar for at finde løsninger på de maskinproblemer, der opstår ombord.

»Der er selvfølgelig folk med på skibet, der har flere striber på skulderne end jeg, og dem kan man hente, hvis problemet er for stort. Du har altid en livline her, og folk er gode til at hjælpe,« forklarer Peter.

Når kadetterne er på havet, er de typisk afsted to sammen, og det er helt almindeligt, at man finder en god kammerat fra skolen, som har mod på samme udstationering.

»Det er rart at have en ven at støtte sig til, og der er generelt et godt sammenhold og masser at lave på skibet – også i fritiden. Der er ofte både biograf og swimmingpool, så vi keder os ikke,« slutter Jeppe.

Læs også