Øvrigt

Gode nyheder: Topchef spår flere danske it-job

Dansk it-topchef tror på vækst i beskæftigelsen i it-branchen, selvom 2012 generelt var et udfordrende år.

2012 var et udfordrende år for det danske marked inklusiv it-branchen. Sådan lyder det fra Sterias topchef Peter Østerbye til Computerworld.

"Jeg fornemmer dog bedre "vinde" i de kommende år og øjner pt. en bedring i branchen (…) Med andre ord ser jeg positivt på de kommende år og hvor vækst igen er på agendaen i det danske marked til glæde for kunder, leverandører og ikke mindst beskæftigelsen," lyder de opløftende ord fra it-direktøren.

I det seneste års tid har massefyringer ellers fyldt mediebilledet, hvor både IBM, CSC, TATA og flere andre måtte skære hundredevis af it-stillinger bort. Men nu tegner der sig altså lysere tider for it-beskæftigelsen, ifølge Steria-topchefen.

Licenssalg og to store projekter

Selskabets egen omsætning faldt fra 2011 til 2012 fra 263 til 197 millioner kroner. Imidlertid skyldes det primært nogle særlige forhold:

"Vi havde i 2011 et meget stort "single" licenssalg (licensaftale, red.) på 38 millioner kroner til en konkret strategisk kunde".

En aftale som på det tidspunkt lå hos en konkurrent og som slutkunden ikke var tilfreds med. "Det handlede derfor ikke om at "booste" omsætningen, men om at støtte op omkring den konkrete kundes behov på det givne område," forklarer topchefen.

Han understreger, at det er et område som under normale omstændigheder falder uden for selskabet strategi: "Vi er et konsulenthus og ikke en produktleverandør," pointerer han.

Til baggrunden for tallene hører ydermere, at selskabet havde to meget store igangværende integrationsprojekter som blev leveret og afsluttet i første halvår 2012.

"Det er helt normalt, at der er fluktuationer i omsætningen i en projektforretning og hvor store projekter har en væsentlig indvirkning," forklarer han.

Afslutningsvis valgte Steria i 2011 at afvikle et enkelt forretningsområde som ikke var strategisk. En aktivitet som resulterede i en mindre reduktion i omsætningen for det kommende år nemlig 2012 - i runde tal omkring 15 millioner kroner for hele året.

Samtidig var 2012 et udfordrende år, men topchefen ser altså positivt fremad.