Øvrigt

Dynamisk sam­ar­bej­de skaber godt håndværk

For femte år i træk har udviklingsprojektet 'Skud på Stammen' bragt kreative designere og detaljeorienterede snedkerlærlinge sammen. Samarbejdet på tværs af uddannelser skaber innovation, dynamik og en unik kvalitet i produkterne.

”Ideen er, at når gedigent håndværk og godt design mødes, så sker der mere, end når de to ting står hver for sig. Det er både håndværkerne og designerne enige i. Og når vi så skaber mødet i skolesammenhæng, sker der noget helt fantastisk. Vi oplever en innovation, der kommer helt af sig selv, og som er grundtanken i projektet.”

Sådan siger uddannelsesleder på snedkeruddannelsen på Københavns Tekniske Skole, Bo Jürgensen, til Ingeniøren Produktion den 27. oktober 2012. Han har stået i spidsen for ”Skud på Stammen” siden projektet så dagens lys i 2007.

Den femte omgang ”Skud på Stammen” startede i sommer med, at udvalgte elever fra tekniske skoler i hele landet mødtes i København med udsigt til fire ugers intenst samarbejde med designere på snedkerværkstedet på KTS i Rødovre.

En inspirerende udfordring

Ifølge Bo Jürgensen er en af de store styrker ved projekt ”Skud på Stammen”, at anvendelighed frem for koncept kommer i fokus, når detaljeorienterede møbelsnedkerlærlinge og kreative designere kører parløb.

Samtidig opstår der en helt speciel energi, når snedkereleverne og de etablerede og ofte kendte designere mødes:

"Der er en helt utrolig energi, når designerne sidder med hver sin elev. Det er lige, så det gnistrer i lokalet. Mange af vores elever interesserer sig voldsomt for design, og nogle af dem kommer måske til at samarbejde med et af deres idoler, som de ellers kun læser om i bøger […]”

”At arbejde med erfarne designere har været meget inspirerende og samtidig en stor udfordring,” fortæller møbelpolstrer Helene Caspersen Høier, der deltog i projektet sidste år.

”De har nogle idéer inde i deres hoved, som vi skal ramme. Og det er en proces, der tager tid. Jeg har for eksempel syet mange forskellige hynder til et af møblerne, inden vi ramte det helt rigtige udtryk.”

Spot på en dansk designtradition

Projekt ”Skud på Stammen” søger at videreføre den alliance mellem snedkere og møbeldesignere, der er grundstenen i dansk møbeldesign. Traditionen stammer fra slutningen af 1920’erne, hvor udviklingen af nye industrielle produktionsmetoder og brugen af nye og anderledes materialer gav møbelsnedkerne store udfordringer.

For at tilpasse sig de nye forhold allierede snedkerne sig med tidens arkitekter og udviklede nye møbeltyper. En alliance som på mange måde var med til at bane vejen for en designbaseret dansk møbelindustri:

”I dansk møbeldesign er der en lang tradition for samarbejde mellem designere og snedkere, som vi gerne vil have frem i lyset igen,” fortæller formidlingsansvarlig på designmuseet Trapholt i Kolding, Kirsten Jensen, og nævner møbeldesignerne Finn Juhl, Kaare Klint og Wegner som eksempler på møbeldesignere med et massivt fokus på snedkeri.

Trapholt udstiller i år de færdige møbler fra ”Skud på Stammen”, og direktør Karen Grøn siger til Dansk Møbeldesign.dk:

”Mødet mellem unge talenter og mere garvede kræfter giver en spændende dynamik. Og vi er meget glade for at kunne vise møbler, der i den grad hylder de håndværksmæssige kvaliteter. Udstillingen giver på sin vis et smugkig ind i det, der bliver fremtidens møbelskabere.”

De færdige møbler fra projektet udstilles frem til april 2013 på Trapholt, og flere af dem vil desuden kunne opleves og erhverves i møbelforretninger – for eksempel vil bordet Fusion, som i Ingeniørens artikel beskrives som et møde mellem et sidebord og en standerlampe, blive sat i produktion af Trip Trap og komme i handlen næste år.