Jobindex - Corporate Social Responsibility

Øget jobglæde – en vindersag for alle


En del af vores mission er at få jobglæde og trivsel på dagsordenen. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man i en virksomhed, og du som leder eller kollega, behandler kollegerne. Derfor sætter vi fokus på de emner, som vi ved har stor indvirkning på jobglæden på de danske arbejdspladser: favorisering, ensomhed, grænseoverskridende adfærd og onboarding.

Vi gør det blandt andet ved, at medarbejdere giver deres vurdering af nuværende og tidligere arbejdspladser, så det bliver lettere for alle at finde de gode arbejdspladser. I starten af 2018 lancerede vi nemlig evalueringer af arbejdspladser, som er med til at øge synligheden om forholdene på de danske arbejdspladser.

Vores ønske er dog ikke at hænge nogen virksomheder ud – vi tror på, at vi kommer længst med denne bevægelse ved at have fokus på de positive eksempler. Og ved at fremhæve de positive eksempler bliver det nemmere for virksomheder med høj jobglæde at kunne tiltrække dygtige medarbejdere. En virksomhed er ikke ret meget andet end sine medarbejdere, og de virksomheder, der kan tiltrække de bedste medarbejdere, vinder over de andre. Derfor er øget jobglæde relevant for alle.

Vi er der for de jobsøgende – også udenfor jobannoncen


Jobindex er med til at løse et af vigtigste samfundsmæssige problemer i øjeblikket, nemlig manglen på arbejdskraft, samtidig med, at vi hjælper de jobsøgende med at komme i arbejde. Ifølge jobundersøgelsen fra Megafon fra 2024 har 14% af arbejdsstyrken eller ca. 500.000 personer fundet deres nuværende job gennem Jobindex.

Vi vil gerne hjælpe ledige videre på en god måde i det omfang, vi kan. Derfor har vi et jobvejlederprojekt, hvor Jobindex formidler kontakt mellem frivillige, der gerne vil være jobvejledere, og jobsøgende, der ønsker sparring til jobsøgningsprocessen.

Derudover er Jobindex sponsor for jobsøgningsnetværket PowerJobsøgerne. Udover at vi sponsorerer foreningens daglige arbejde, har vi sponseret en række meget populære ”Fest For Fyrede”-arrangementer, som afholdes i samarbejde med PowerJobsøgerne, Senior Erhverv og kommunerne. I 2023 bidrog vi alt med ca. 500.000 kr. til PowerJobsøgernes økonomi.

Vi støtter op om relevante messer


Jobindex støtter og reklamerer også for andre messer og aktiviteter, der hjælper folk med at finde nyt job. Jobindex er således mediesponsor for en række studie-/karrieremesser rettet mod de nyuddannede, herunder Karrieredagene og DSE-messen samt for Træfpunkt HR, der er årets store messe for HR-folk.

Jobmarkedet skal være for alle


En anden ting, der altid har stået os i Jobindex nært, er, at jobmarkedet skal være for alle. Derfor har Jobindex i over 20 år samarbejdet med Foreningen Lige Adgang (tidligere Foreningen Nydansker) om en række forskellige projekter til at styrke lige adgang for alle på arbejdsmarkedet, og der er heldigvis sket store fremskridt de sidste 10-15 år.

I efteråret 2022 donerede Jobindex 500.000 kr. til Foreningen Lige Adgang til at producere en række webinarer, der hjalp vores kunder og andre arbejdsgivere med at integrere ukrainske medarbejdere. Webinarerne er tilgængelige på internettet og er tilgængelige for alle arbejdsgivere.

Vi er med til at sikre fremtidens IT-kompetencer


Der er stor mangel på IT-specialister blandt vores kunder, men det er ikke bare IT-specialister, der skal lære at programmere. Flere og flere job vil blive overtaget af computere, og det vil føre til ledighed i fremtiden, hvis eleverne ikke lærer computernes sprog.

Jobindex, Computerworld og it-jobbank er derfor medsponsorer af Coding Class, der lærer folkeskoleelever at programmere. Coding Class er et initiativ fra IT-Brancheforeningen, der har undervist folkeskoleklasser med det formål at vise, hvordan man kan indføre programmering som et fag i folkeskolen. Igennem årene er over 30.000 folkeskoleelever blevet undervist i programmering.

Jobindex er også sponsor for Georg Mohr matematikkonkurrencen for 15-20.000 gymnasielever. Derudover afholder vi i samarbejde med Netcompany DM i programmering en gang om året.

Vi har skabt et gennemsigtigt jobmarked


Siden 1996 har vi arbejdet for at nedbringe virksomhedernes omkostninger til jobannoncering, at skabe en større gennemsigtighed på jobmarkedet og at hjælpe de jobsøgende med at finde deres drømmejob. Tidligere kunne man højst finde nogle få hundrede jobannoncer i avisen, men i dag kan man finde 30-40.000 job samlet på Jobindex. Det skjulte jobmarked er blevet synligt, og det betyder, at virksomheder og jobsøgere i dag finder frem til hinanden hurtigere, nemmere og billigere.

De forskningsprojekter, som vi har drevet sammen med IT-Universitetet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet i København, har som ambition, at virksomhederne skal spare yderligere 1 milliard kr. om året, ved at vi bliver bedre til at finde de helt rigtige kandidater til virksomhederne.

Vi går forrest som attraktiv arbejdsplads


Jobindex lægger vægt på også selv at være en god arbejdsplads. Jobindex ligger højt i evalueringerne fra medarbejderne, og mange medarbejdere bliver 10-20 år i virksomheden.

Jobindex måler medarbejdertilfredsheden ved hjælp af God Arbejdslyst Indeks (GAIS), som vi selv har været med til støtte udviklingen af. Medarbejderundersøgelse fra 2023 viste en score på 82, hvor landsgennemsnittet ligger på 72. Jobindex ligger således pænt over landsgennemsnittet, og ambitionen er at fastholde det høje niveau.

Jobindex scorer specielt højt på god ledelse og gode kolleger og balance mellem arbejdsliv og fritid. Læs mere om målemetoden på GAIS.dk.

CO2-udledning og klimahensyn


Vi har lavet en beregning, der viser, at en jobannonce, der bliver trykt i 100.000 eksemplarer i en landsdækkende avis, udleder over 100 kg CO2, mens en jobannonce på internettet udleder under 1 kg CO2, der primært stammer fra brugernes computere. En jobannonce på internettet reducerer således CO2-udslippet med 99 %, udover at virksomheden sparer 20-50.000 kr.

Jobindex arbejder også på at reducere vores egen CO2-udledning, bl.a. ved at stille en elbil og ladestandere til rådighed for medarbejderne. Vi har også anskaffet en firmacykel og en Tesla, der står til rådighed for medarbejdere, der skal på kundebesøg. Og så har vi droppet vores små postkort, som vi tidligere sendte til kunderne hver anden måned.

På baggrund af disse initiativer anser vi det ikke som en stor risiko, at vi ikke vil være i stand til at nedbringe CO2-udledningen yderligere.

Vi støtter Danmarks Indsamling


Jobindex-koncernen støtter Danmarks Indsamling og har gjort det i mere end 10 år. De seneste år har vi støttet med 1 kr. for hver betalt jobannonce, der er blevet opsat i året forinden. I 2024 blev det til 102.522 kroner. Indsamlingen i 2024 går til verdens sultne børn. Støtten favner bredt børn i nød, herunder ofre for krig, forfølgelse, hungersnød og naturkatastrofer. Alle projekter bidrager til at opfylde verdensmålene.

Selskabsskat


Med en samlet selskabsskattebetaling for hele koncernen på over 30 mio. kr. om året hører Jobindex-koncernen til blandt de ca. 300 danske koncerner, der betaler mest i selskabsskat, selvom Jobindex langt fra er en af de 300 største virksomheder i Danmark.

Kønsmæssig sammensætning i ledelsen


Vi ønsker, at alle medarbejdere uanset køn oplever, at de har samme muligheder for karriere- og lederstillinger, og at have en åben og fordomsfri kultur, hvor den enkelte medarbejder kan udnytte sine kompetencer bedst muligt uanset køn.

Jobindex har dog implementeret en målsætning om, at kvinder skal udgøre minimum 1/4 af bestyrelsen, 1/3 af direktionen og 1/2 af ledergruppen. Resultatet er, at ved udgangen af 2023 var den kønsmæssige fordeling:

  • Bestyrelsen: 75 % mænd og 25 % kvinder
  • Direktionen: 67 % mænd og 33 % kvinder
  • Ledergruppen: 44 % mænd og 56 % kvinder

Antikorruption og andre politiker


Koncernen har indført politikker for antikorruption og bestikkelse af hensyn til vores udenlandske kunder, der i stigende omfang efterspørger sådanne politikker. Koncernen har bl.a. en politik om at gaver til kunder maksimalt må koste 500 kr. inkl. moms, mens offentlige kunder ikke må modtage gaver.

Desuden har Jobindex bl.a. politikker om god behandling af medarbejdere, fagforeningsfrihed, sexchikane, gaver til kunder og behandling af personoplysninger. Vi mener ikke der er nogen væsentlig risiko for at reglerne ikke bliver fulgt på disse områder, men Jobindex har etableret en whistleblowerordning, hvor medarbejdere anonymt kan komme med anmeldelser. Koncernen har ikke haft nogen væsentlige sager på nogen af disse områder i 2023, og vores evaluering af resultaterne er, at reglerne bliver overholdt.

For yderligere oplysninger henvises til firmaets investorside på adressen www.jobindex.dk/investor.