Hovedstadens Beredskab

Vil du køre ambulance?

Hovedstadens Beredskab

Vi sætter faglighed, fællesskab og ordnede forhold i højsæde. Og du har mulighed for at blive en del af os! Lige nu søger vi ambulanceassistenter, - behandlere og paramedicinere til vores ambulancetjeneste.

Vi er en dynamisk arbejdsplads med engagerede kolleger, der handler professionelt og leverer en høj kvalitet til borgerne i hovedstadsområdet.

At arbejde i Danmarks hovedstad og Hovedstadens Beredskab er noget helt specielt. Hovedstadsområdet er en metropol med store events, turistattraktioner, natteliv, og en mangfoldighed af mennesker fra alle lag af samfundet. Det betyder, du får brugt dine kompetencer til fulde – uanset om du er assistent, behandler eller paramediciner.

Vi er én samlet beredskabsorganisation. Det betyder, at dine præhospitale kompetencer kan komme i spil på mange forskellige områder, og jobbet i ambulancetjenesten kan på sigt også blive din adgangsbillet til en karriere inden for beredskabet som eksempelvis ambulanceinstruktør eller i et af vores andre karrierespor, som f.eks. brandmand. Når vi ansætter nye brandmænd, rekrutterer vi blandt andet fra vores ambulancetjeneste.

Har du andre ambitioner giver ansættelse i Hovedstadens Beredskab også nogle unikke karrieremuligheder udover at være redder, f.eks. kan du blive alarmoperatør på vores 112-alarm- og vagtcentral eller leder. Har du de rette uddannelser og kompetencer, er der også mulighed for at blive f.eks. byggesagsbehandler eller indsatsleder.

Vi tilbyder

  • En fast plads på en af ambulancetjenestens 7 baser i Hovedstadsområdet og fast makker
  • Ordnede forhold i form af fast turnus med erstatningsuge hver 6. uge
  • Mulighed for fast turnus uden nattevagter
  • Effektive vagter på op til 12 timer fordelt på dag-, aften- og nattevagter
  • Frihed under ansvar og inddragelse i forskellige fora og udvalg
  • Kort vej til ledelsen – du kan altid få fat i ambulancechefen eller i en ambulancemester
  • Et socialt miljø på baserne. Du vil indgå i et team med ambulance- og brandfolkene på stationen
  • Gode individuelle kompetenceudviklingsmuligheder og karriereveje. Du kan f.eks. blive instruktør eller komme med på rotationsordning fra ambulancetjenesten til brand- og redningstjenesten – 8/4-ordning (8 måneder på ambulancen, 4 måneder i brandtjenesten)
  • En ambulancetjeneste, der benytter den nyeste teknologi og har helt nyt materiel
  • En ambitiøs organisation, der arbejder målrettet med konstant at forbedre kvaliteten af vores ydelser til gavn for borgerne
  • Personalegoder i form af gratis træningsfaciliteter, frugtordning og en sundhedsordning, der giver mulighed for tværfaglig behandling og psykologisk rådgivning
  • Fuldtids- og deltidsstillinger
  • Løn efter gældende overenskomst og principperne i NY Løn
  • Betalt frokost

Vi forventer

  • At du er uddannet ambulanceassistent, ambulancebehandler eller paramediciner
  • At du har kørekort kategori B og C samt tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring (kode 400)
  • At du fremtræder professionel, ansvarsbevidst og er fagligt dygtig
  • At du er tillidsvækkende, lyttende og god til at sætte dig ind i andres (patienters, pårørendes, kollegaers) situation
  • At du evner at bevare roen og overblikket i pressede situationer

Ansøgning

Søg stillingen via kontakt@kruger-search.com.

Husk at vedlægge CV, kopi af kørekort (for- og bagside) og eksamens- og uddannelsesbeviser. Hvis du opfylder de formelle kvalifikationer som enten assistent, behandler eller paramediciner, vil du blive inviteret til test og samtale.

Vi forventer at afholde testforløb den 12. oktober 2017 efterfulgt af samtale den 24. oktober 2017. Der er tale om fysiske, teoretiske og praktiske tests.

Læs mere om indholdet af testforløbet her.

Ansøgningsfrist er den 3. oktober 2017.

Ansættelsesdato: snarest muligt.

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte korpsambulancemester Peter Jakobsen på tlf. 2724 4105.

Ønsker du at blive optaget som redderelev, skal du søge, når vi slår elevpladser op. Følg med på www.hbr.dk.

Om 8/4-ordningen

Hvis du har en vedligeholdt brandmandsuddannelse, kan du blive tilknyttet rotationsordningen 8/4 i takt med, at der bliver plads, og under forudsætning af, at du kan bestå de nødvendige test. Hvis du er interesseret, men ikke allerede har kompetencerne, er der mulighed for, at du får uddannelsen gennem Hovedstadens Beredskab, så du på sigt kan blive en del af rotationsordningen.


Om Hovedstadens Beredskab
Hovedstadens Beredskab er Danmarks største beredskab med næsten 1.000 medarbejdere og et samlet budget på ca. 500 mio. kr. Beredskabets opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer.

Vi dækker 8 kommuner og ca. 1 mio. borgere, og vores ambition er at være på forkant med udviklingen af fremtidens beredskab og være en stærk medspiller i forhold til kommunernes visioner om at skabe tryghed og robusthed til gavn for borgerne.

Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.