Man skal ikke starte nyt firma og få tvillinger på én gang
1996-1998: Man skal ikke starte nyt firma og få tvillinger på én gang
af journalist Jens Herman Iversen
Den
første version af Jobindex ryger på nettet i februar 1996, og den bliver lavet
på en weekend.
”Det
var sådan noget med lige at prøve at sende en hurtig prototype af siden ud for
at se, om der kom noget trafik på siden,” fortæller han.
Den første avisartikel og Jobindex design anno 1996
Og
det gør der. I løbet af ret kort tid når siden op på at have omkring hundrede
brugere om dagen. Det betyder i tidens målestok, at Jobindex – eller Job-Index,
som firmaet rettelig hedder fra starten og indtil 2003 – er et af de store
websites. Så Kaare Danielsen begynder at gøre mere ud af siden, såsom at
sortere jobbene geografisk og efter type så det er til at overskue den
efterhånden store mængde jobannoncer.
Snart
står Jobindex over for en ny udfordring. I maj 1996 kommer Tele Danmark på
banen med Opasia.
”De
ville tydeligvis gerne have monopol på det her. Og i modsætning til Jubii, hvor
det var gratis at blive optaget, så kostede det 50.000 kroner at blive optaget
på Opasia. De startede ud med at have et link til en anden jobbørs og en anden
aktieservice end mine. Og de annoncerede også, at de ville lave Danmarks første
søgemaskine, som skulle hedde Odin. Jeg var nervøs for, at hvis de havde den
eneste danske søgemaskine, så kunne Opasia blive et voldsomt populært site,
hvor det pludselig ville koste en masse penge at være med,” forklarer Kaare
Danielsen.
Det
lykkes dog aldrig Tele Danmark at nå det ambitiøse mål om at skabe den første
danske søgemaskine. Prestigeprojektet Odin bliver overhalet indenom af Kaare
Danielsen. En weekends programmering skal der til, og så har han forhindret et
Opasia-monopol ved at skabe sin egen søgemaskine. Som han naturligvis navngiver
… Thor.
Da
Tele Danmark ikke er færdig med Odin, bliver det i stedet Thor, der bliver
Danmarks første søgemaskine. Thor, som er en simpel dansk overbygning på den
amerikanske søgemaskine AltaVista, bliver ret hurtigt en af landets
tyve største internettjenester, og monopoltruslen er afværget.
Langt
om længe lykkes det kort efter Kaare Danielsen at få et konsulentjob hos en
bank. I efteråret 1996 tager han hjem til Danmark for at arbejde for BG Bank.
Han skal hjælpe med at starte bankens internetprojekt op.
”Der
kunne jeg sikkert være blevet som konsulent til den dag i dag. Men så var det,
at Jobindex begyndte at udvikle sig rigtig interessant. Samtidig kunne jeg også
se, at der begyndte at komme nogle konkurrenter og fik at vide, at Politiken
var på vej med det, der senere kom til at hedde Poljob og JobMatch, og som var
en meget seriøs konkurrent,” fortæller han.
Tingene
spidser til på alle fronter i de sidste måneder af 1996. Jobindex bliver mere
og mere populært, men hårde konkurrenter toner stadig tydeligere frem i
horisonten, og tid er ikke ligefrem noget, Kaare Danielsen har for meget af.
”Jeg
sad lige pludselig med faktisk fem forskellige firmaer. Jeg havde Aktienyt, jeg
havde Jobindex, jeg havde en søgemaskine, jeg havde et konsulentfirma, og så
havde jeg mine gamle skakprogrammer,” forklarer han.
Oven
i hatten er hans kone, Else, i lykkelige omstændigheder. Meget lykkelige endda,
for hun er gravid med tvillinger. Derfor er hun ikke specielt henrykt over, at
han er konsulent i Danmark, mens hun bor i parrets lejlighed i Los Angeles.
Kort og godt: Det er beslutningstid for Kaare Danielsen.
”Så
jeg traf et valg og sagde: Nu skrotter jeg de fire andre forretningsområder og
fokuserer på én ting, nemlig Jobindex. Jeg havde altså i konsulentfirmaet en
basalt set sikker forretning, der årligt gav en indtægt på cirka en million, og
den valgte jeg så at skrotte til fordel for en jobdatabase, der gav et
underskud på omkring en million,” griner han og fortsætter:
”Det
kunne jeg kun tillade mig at gøre på grund af pengene fra skakprogrammerne. Jeg
kunne uden at skulle pantsætte huset eller spekulere på privatøkonomien sige:
Nu prøver vi det her og brænder et år af uden indtægter i Jobindex. Uden den
pose penge havde det simpelthen ikke kunnet lade sig gøre, for der fandtes ikke
venturekapital af betydning dengang.”
Det oprindelige design for Jobindex havde Kaare Danielsen selv lavet.
I slutningen af 1996 skriver Thomas Madsen-Mygdal fra det relativt nystartede
webbureau Internet-kompagniet til Kaare Danielsen, at Kaare har de fedeste tjenester
og det grimmeste design i Danmark, og Internet-kompagniet tilbyder at lave et
nyt design for Jobindex helt gratis imod at få lov til at lave nogle før- og
efter-billeder, som de kan bruge i deres markedsføring. Det bliver starten
på et tæt samarbejde mellem Jobindex og Internet-kompagniet. Det nye design
bliver lavet af webdesigner Henk Buis, der har lavet samtlige designs og
bannerannoncer for Jobindex lige siden. Jobindex ansætter en sælger, Mads
Pærregaard, der i starten deles med Internet-kompagniet, lejer et skrivebord
i Internet-kompagniets lokaler på Meinungsgade 6, og så er Jobindex for alvor
på skinner.
Så
efter tre måneder, hvor Jobindex bliver drevet fra en telefonsvarer i
forældrenes hjem, siger Kaare Danielsen op i BG Bank, og flytter tilbage
til USA for at hellige sig Jobindex 100 procent.
Kaare
Danielsen sidder nu i Los Angeles og laver programmerne og ajourfører
databasen, mens Mads Pærregaard sidder i Danmark og kontakter firmaer for at sælge jobannoncer
på Jobindex. Firmaerne kan også indrykke jobannoncer gratis, men mod betaling
får de en bedre placering på siden samt plads til logo og ekstra tekst. Den
første store kunde, der kommer i hus, er Novo Nordisk, der har været kunder
lige siden.
Derfra
vokser firmaet. Nogle måneder senere ansættes Christian Bahl som salgsdirektør,
og siden følger Thomas Nathan, Jan Kirk og Kim Bak. Presset bliver dog ikke
mindre på Kaare selv af den grund, for familien Danielsen bliver i maj måned
fordoblet i form af tvillingerne Dorte og Holger. En meget lykkelig og meget
stresset tid ligger forude.
”Det
står stadig for mig som noget af det mest kaotiske. Den hektiske dot.com-tid
senere var intet i forhold til dette. For det her var både nyt firma, men det
var også lige tvillinger, der kom dumpende. Man skal ikke starte nyt firma og få
tvillinger på én gang,” advarer Kaare Danielsen med et stort grin.
En
normal arbejdsdag med administrations- og programmeringsarbejde i dagtimerne
bliver nu efterfulgt af en travl nat, som er præget af, at tvillingerne er født
lidt for tidligt og derfor skal have mad hver tredje time.
Klodens
tidsforskelle er sjældent praktiske, men i disse måneder passer det Kaare
Danielsen fint, at normal dansk kontortid er lig nighttime i Los Angeles, for
så kan der foretages forretningsopkald om natten mellem diverse madninger og
bleskift. Således deles hans forlængede arbejdsdag (læs: arbejdsnat) naturligt
op i tretimers intervaller.
”Hvis
jeg så ikke kunne få fat på folk, så sagde jeg: ’Okay, men så ringer jeg lige
igen om to-tre timer’, og så gik jeg ind og sov et par timer, og så startede
det forfra igen. Der var ingen af mine forretningsforbindelser, der anede, at
jeg sad på den anden side af jorden i nattøj og med søvndrukne øjne og ringede
til dem,” smiler Kaare Danielsen.
I
slutningen af 1997 kan han se tilbage på virksomhedens første to år, og alt er
faktisk gået mere eller mindre, som han har forestillet sig det:
I
1996 var situationen for Jobindex, at der ikke var nogen indtægter og ikke
nogen udgifter. Fordi Kaare Danielsen kørte virksomheden sideløbende med sit
faste job.
I
1997 begyndte der at komme udgifter på, fordi der nu både var to sælgere i
Danmark og Kaare Danielsen i USA, som arbejdede fuld tid på projektet. Men der
var stadig ikke de store indtægter. Sælgerne i Danmark kunne endnu ikke helt
kunne tjene deres egne lønninger hjem, men de havde også hårde betingelser,
fordi Jobindex solgte noget, som kunderne ikke vidste, hvad var.
”Det
var sådan nogenlunde, hvad jeg regnede med, da jeg startede. Det er altså nok
vilkårene, når man åbner et internetfirma af denne slags. Et år uden omsætning
og et år uden overskud. Jeg havde sagt fra starten, at jeg ville kaste en
million efter det her. Jeg ville stoppe, hvis der ikke inden for et år kom
begyndende indtægter. Det gjorde der så heldigvis,” fastslår Kaare Danielsen.