Øvrigt

Umuligt at finde en in­du­stri­tek­ni­ker i Midtjyl­land

Det vrimler ind med nye kunder hos den midtjyske tandhjulsproducent, Niebuhr, og den administrerende direktør er begejstret, men samtidig også nervøs. Det skyldes, at det er nødvendigt med mere personale inden for feltet: En alvorlig mangelvare i Midtjylland.

Tæt på umuligt. Sådan beskriver Rasmus Niebuhr, administrerende direktør i tandhjulsproducenten Niebuhr, situationen med at skulle finde industriteknikere.

Der er ellers fremgang at spore på alle andre parametre hos Niebuhr, hvor nye kunder kommer til, nye varer skal produceres og tilgang af nye ordrer fra eksisterende kunder som for eksempel vindmøllegiganten Vestas. Med jublen hos den administrerende direktør følger dog også en alvorlig bekymring.

”Vi søger industriteknikere, og det vælter altså ikke ind med ansøgninger. Det gør det ikke. De er rigtig svære at finde, og jeg tror, der må være en ledighed på 0 procent blandt industriteknikere i Midtjylland,” siger han til Børsen, hvor journalisten spørger:

Er du nervøs for, at I af den grund ikke kan følge med det spirende opsving?

”Ja, det er jeg. Vi køber mange dyre maskiner, som det kræver et vist kendskab for at kunne betjene, for at vi kan få mest ud af investeringen. Vi har måske 100 af disse maskiner. Vi kan kun have så mange, hvis vi har nok folk med de rette kompetencer. Har vi ikke dem, kan det jo være lige meget, hvad vi investerer i,” siger Rasmus Niebuhr.

Inspireret af fodboldakademi

For at løse udfordringen kigger den administrerende direktør på muligheden for at hente udenlandsk arbejdskraft til virksomheden, hvilket han også tidligere har gjort – forud for krisen i 2008. Dengang ansatte man seks-syv tyskere, der kørte til Midtjylland fra Nordtyskland. Det koncept kunne Rasmus Niebuhr, ifølge Børsen, godt forestille sig at indføre igen. På længere sigt vil han dog lade sig inspirere af fodboldklubben FC Midtjylland, der blander udenlandske talenter med lokale talenter.

Han mener, at virksomheden gør meget for at fodre sig selv med den næste generation, og kraftigt inspireret af FC Midtjylland, som har et fodboldakademi - der skal udklække morgendagens stjerner - så har direktøren dannet Niebuhr Akademi, hvor lærlinge og andre medarbejdere kommer igennem et forløb, hvor de kan dygtiggøre sig.

Nu bliver der slået alarm

Tidligere i år kunne Jobindex berette om en anden branche, som i den grad mangler arbejdskraft. Det er blandt skibsværfterne i Nordjylland, hvor man også ser mod udlandet og forventer at hente en del af dette års nyansættelser. I Dansk Industri slog man sidste år alarm: I 2020 vil der være akut mangel på faglærte.

Ifølge en artikel på DR.dk er problemet så akut, at der fra dette skoleår i 2014 skal optages mere end dobbelt så mange elever på de linjer, der uddanner faglærte til industrivirksomhederne – det viste en analyse fra Dansk Industri sidste år. Her fremgår det, at landets industrivirksomheder i 2020 kommer til at mangle omkring 33.000 faglærte inden for Jern og Metal – og Handel og Kontor.

”Så må man prøve at tiltrække dygtige kvalificerede faglærte fra udlandet. Og hvis man ikke kan det i tilstrækkeligt omfang, så vil produktionen jo ikke kunne foregå i Danmark,” siger Karsten Dybvad til DR Nyheder. Han er administrerende direktør i Dansk Industri.

Hos Danske Erhvervsskoler har formanden Peter Amstrup svært ved at forestille sig, at det vil kunne lade sig gøre at vende udviklingen lige med det samme, så der bliver uddannet flere faglærte. Han siger til DR Nyheder, at der ikke er noget, der indikerer, at optaget vil stige denne sommer – og da slet ikke noget, der vil ligne en fordobling. Peter Amstrup mener, at problemet stikker dybt. Ifølge ham giver mange unge udtryk for, at de aldrig er blevet orienteret om erhvervsskolerne, og at de til vejledningssamtaler har fået at vide, at de bør vælge gymnasiet.

Læs også