Stigning i international handel med idéer


Stigning i international handel med idéer

Handlen med idéer er blevet så stor, at nogle firmaer har gjort det til en forretning at skabe kontakt mellem opfindere og virksomheder, som ellers kan have vanskeligt ved at finde hinanden. En ny dansk portal skal få Danmark med i handlen med viden – for at forbedre den danske konkurrenceevne.

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

WIPO, der er FNs beskytter af varemærker viser ifølge Berlingske, at den internationale handel med patenter på knap 20 år er vokset fra 27 milliarder dollar til 180 milliarder dollar – og både WIPO og den danske Patent- og Varemærkestyrelse peger på, at handlen med patenter nu er så stor, at der er grundlag for en handelsindustri i sig selv.

TTO er et af de firmaer herhjemme, der har gjort det til deres forretningsområde at handle med gode idéer:

”Vi begyndte oprindeligt med at hjælpe universiteter med at få afsat alle de opfindelser, som forskerne udvikler, og som universiteterne har rettighederne til. Vi analyserer, hvor opfindelsen kan bruges og tager så kontakt til de virksomheder, hvor vi mener, det kunne være relevant at bruge opfindelsen,” siger administrerende direktør i TTO Jon Wulff Petersen – til Berlingske.

Ifølge Jon Wulff Petersen er der en stigende tendens til, at store virksomheder åbner for andre idéer end den, de selv står for – især fordi det kræver tid og ressourcer hos en virksomhed at udvikle idéer og nye metoder – og det langt fra er alle, der viser sig at have et markedspotentiale.

Tal fra Danmarks Statistik – der er lavet for Patent- og Varemærkestyrelsen – bekræfter tendensen om, at flere sælger deres gode idéer videre til andre virksomheder, også i Danmark. Andelen af patenthavende virksomheder, der sælger patenter, er ifølge Ingeniøren, steget fra 19 procent i 2008 til 28,1 procent i 2009 – og det samme gælder handlen med generelle IP-rettigheder, som dækker over varemærker, design, brands og så videre. De store virksomheder opnår ifølge artiklen økonomiske fordele ved at handle med IP-rettigheder, men samtidig er det også positivt for de mindre virksomheder, som sælger patenter til idéer, der ellers nemt bare ville strande eller ryge i skraldespanden.

Mulighed for øget afkast
”En virksomhed kan øge afkastet af sine patenter ved at sælge dem til andre virksomheder, som måske har adgang til andre markeder og distributionskanaler, end den selv har,” siger Camilla Hjermind – der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen - til Ingeniøren.

En af de danske virksomheder, der har solgt et patent, er NeoroSearch – en ung biotekvirksomhed, som ikke selv altid har de store muligheder for at få et medicinalprodukt ud på et globalt marked, og derfor indgår virksomheden licensaftaler. Det har givet en officiel indtjening på omkring to milliarder kroner til virksomheden.

”Uden patentsystemet kunne vi ikke have den forretning, vi har i dag. Det er vores eksistensgrundlag. Vi har ikke penge til at føre udviklingen til ende, men med patentsystemet kan vi vise, at det er vores opfindelse, og vi vil indgå et samarbejde med større virksomheder,” siger Peder Velling, der er patentansvarlig hos NeuroSearch – til Ingeniøren.

Ny dansk web-portal
En ny dansk portal skal gøre det lettere for virksomheder at købe og sælge ny viden. Det er Erhvervs- og Vækstministeriet, der har lanceret IP-Handelsportal.dk, hvor virksomheder kan få konkrete værktøjer og kontakt til sælgere og købere af idéer.

På portalen kan man blandt andet læse om virksomheden Event Dispense, der blev grundlagt i 2007 af Jens K. Andersen, der er maskiningeniør. Han ville gerne skabe bedre koncertoplevelser for både koncertgæster og barpersonale – og resultatet blev en serie af produkter, der lynhurtigt sikrer friskskænket øl – som er med til at øge profitten og kundetilfredsheden. Helt præcist kan den opfundne teknik sikre tredive store, velskænkede fadøl på et minut, og en patentansøgning har gjort, at Event Dispense i dag samarbejder med flere af verdens største bryggerier som Carlsberg og Heineken.

”Jeg har kun en virksomhed i dag, fordi jeg har mit patent,” siger Jens Kristian Andersen, der står bag Event Dispense.

”Mit produkt er så simpelt, at når man først har skilt det ad, kan det meget let kopieres. Så mit produkt var kommet på markedet uanset hvad – jeg havde bare ikke selv tjent en krone på det, hvis ikke jeg havde sikret mig patent på min viden,” siger Jens Kristian Andersen på IP-Handelsportal.dk.

Publiceret 2012-03-01


Relaterede artikler

Billeder i jobannoncer drager ansøgerne
Billeder i jobannoncer drager ansøgerne
Vi satte os for at undersøge, om fotografier og grafik gør en forskel i jobannoncer.
Indrykket 1. august på Virksomheder
Sådan
Sådan kan Danmark tiltrække verdens bedste it-folk
Danmark kommer inden længe til at mangle tusindvis af dygtige it-folk. Her kan du læse flere bud på, hvad der taler for og i mod, at vi kan tiltrække skarpe it-hjerner fra udlandet.
Indrykket 1. juli på Virksomheder
Virksomhedens værdier er tom snak
Virksomhedens værdier er tom snak
Det er svært at være uenig i udsagn som: »Vi vil være fleksible, gøre en forskel og have kunden i centrum«. Alligevel bruger virksomheder energi og ressourcer på at formulere et værdisæt. Men medarbejderne gør, som de plejer, og eksperter ser værdirejsen som vigtigere end destinationen.
Indrykket 1. juni på Virksomheder
Skab mangfoldighed i praksis
På Mangfoldighedskonferencen præsenterede 2 store virksomheder deres konkrete tiltag inden for mangfoldighed og mangfoldig rekruttering.
Indrykket 1. maj på Virksomheder
Floskler og tom kommunikation dominerer jobannoncer
Floskler og tom kommunikation dominerer jobannoncer
To eksperter vurderer slidte vendinger og hule metaforer i en kommunikationsdisciplin, der skriger på nytænkning.
Indrykket 1. april på Virksomheder
Annonce:
Computerworld
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.