Ny hjemmeside sætter fokus på håndteringen af hverdagen som jobsøgende


Niels C Reib, Ledigidanmark.dk

Motivationen for at lave, og lancere ledigidanmark.dk, bygger på de erfaringer jeg har fået i min tid som ledig. Jeg havde rigtig svært ved at håndtere den omvæltning, det var at gå fra at have været en del af arbejdsmarkedet i 15 år, til pludselig at blive ”plantet” foran computeren for at skrive ansøgninger og ikke have den daglige kontakt til ens netværk/kolleger/kunder osv, altså det sociale aspekt af det at have et arbejde.

Der gik 6 måneder med jobsøgning, samtaler og afslag. Så var jeg kørt så langt ned, at jeg måtte sygemelde mig med stress og depression. Det tog 10 måneder, før jeg igen var klar til at raskmelde mig.

Jeg mener ikke, der bliver gjort nok, for at klæde ledige på til selve hverdagen og de udfordringer der uundgåeligt kommer.

Jeg er klar over at Jobcentrene og A-kasserne, som os ledige selv, er interesserede i at vi hurtigt skal tilbage på arbejdsmarkedet. Men det er også tid til at være realistiske, som tiderne er i øjeblikket. Det er vigtigt at der bliver brugt nogle resoucer på, at klæde ledige på til hverdagen.

Ugebrevet A4 har fornyligt fået lavet en undersøgelse, som viser at ledige stresser over deres situation, med uvisheden omkring fremtiden og hverdagen i det hele taget. For man har ikke ”fri”, fra at være ledig. Det konstante press forsvinder ikke i weekenderne.

Einer B. Baldursson, leder af center for Arbejds- og Organisationspsykologi på Aalborg Universitet, er citeret i samme artikel for at sige, at ledige har 11 gange større risiko for at udvikle depression og at vi i fremtiden kommer til at se, en stigning af langstidsdepressive, så vi kommer til at se mellem 20.000-40.000 nye langtidsdepressive, på baggrund af situationen på arbejdsmarkedet, som det er i dag.

Min klare filosofi omkring, hvordan man i Jobcentrene og A-kasserne, burde klæde ledige på til hverdagen er, at hvis man hjælper ledige til at skabe velvære og værdi i hverdagen, vil man også kunne præstere bedre i sin jobsøgning og derved forhåbentlig også undgå at ledige går ned med stress og depressioner. Som jeg ser det er det vigtigt, at man som ledig, har andre ting i hverdagen der kan fylde en op med posivtive oplevelser og energi. Ellers bliver det rigtig svært, at komme igennem hverdagen med jobsøgningen, hvis ikke der er noget, der kan hjælpe med at fylde en op.

På ledigidanmark skriver jeg en blog omkring de ting, som jeg fylder min hverdag med i dag. Den struktur, jeg mener er rigtig vigtig at opretholde, de ting der giver mig noget, så som motion, interesser og bøger. Jeg skriver om vigtigheden af at skabe og vedligeholde sine netværker og hvor man kan finde nye omgangskredse som ledig blandt mange andre ting.

Ledigidanmark.dk har også grupper på facebook og LinkedIn, hvor ledige kan dele ud af deres erfaringer, tanker og idéer og på den måde være med til at inspirere og motivere andre i hverdagen. På den måde kan vi sammen, hjælpe hinanden til at skabe nogle bedre rammer for velvære i hverdagen.

Jeg håber du vil tage ledigidanmark.dk til dig og deltage i grupperne på facebook og LinkedIn, så vi sammen kan gøre en forskel i hverdagen.