Innover ved at forstå dit marked

Mange danske virksomheder er langt fremme med innovation inden for teknologi, men kunderne er blevet glemt i den proces. En innovationskonsulent råder til, at man er nysgerrig på kunderne og lærer sit potentielle marked at kende.

Lad det være sagt med det samme: Du finder ingen lineær manual for, hvordan du kan beskæftige dig med innovation i din virksomhed, for den skal foregå på mange niveauer og indeholde en vis grad af kompleksitet.

Lemmy Jensen, Direktør i ChangePilot

”Det er vigtigt at arbejde på mange fronter, når man arbejder med innovation. Sæt idéudviklingsprocesser i gang, inspirér medarbejdere og ledere og samarbejd med andre virksomheder. Jo flere processer, man kan få i gang, jo mere kan man påvirke hinanden – og jo større er sandsynligheden for at få succes. Det er svært at køre innovation som en lineær proces, fordi du leder efter noget, som måske ikke er på den lige vej, og du vil aldrig opdage noget, der ligger et stykke fra vejen,” siger Lemmy Jensen, der er direktør i ChangePilot, der rådgiver om strategi og innovation.

Han henviser til, at det ofte er på samme måde, når man er ude at rejse. For er det ikke ofte sådan, at de allermest spændende ting sker, når man forlader stierne, slipper anbefalingerne fra Lonely Planet rejseguiden og går uden om de anbefalede veje?

”Det er lidt det samme med innovation i en virksomhed. Man skal have gang i nogle processer og aktiviteter, hvor man kommer ud til kanten af ens egen viden og formåen. De fleste forbedrer hele tiden deres formåen og kigger på, hvordan de kan blive bedre, men det er ikke dét, der skaber den nye innovative forretning. De nye idéer ligger uden for den nuværende formåen; uden for linjen, uden for den daglige drift,” slår Lemmy Jensen fast.

Han mener, at mange danske virksomheder har et stort fokus på innovation inden for den teknologiske side af deres produkter, men at den menneskelige innovation ikke har nok fokus hos alle virksomheder.

”Noget af det allervigtigste i forhold til innovation er, at man er i nær forbindelse med sit marked. Mange virksomheder kunne blive bedre til at kende deres potentielle marked. Vær nysgerrig på kunderne. Hvad vil de have om to år? Er det i det hele taget de kunder, vi skal have? Mange virksomheder glider ned i en hvileposition, hvor de tror, at de godt ved, hvad kunderne vil have. Det bliver en konvention, at man gør tingene på den måde, man nu gør,” siger Lemmy Jensen og tilføjer, at det betyder, at man som virksomhed begynder at tage kunderne for givet.

Har kunderne overhovedet brug for dig?
Lytter man til kunderne, som for eksempel søgemaskinen Google gør ved at sende en prøveversion af det sociale netværk Google+ på markedet for at teste det og blive klogere, så vil man ifølge Lemmy Jensen kunne innovere på baggrund af kundernes erfaringer – og det gælder også for produktionsvirksomheder. Det gør ifølge innovationskonsulenten ikke noget, at produktet ikke er perfekt, når det bliver sendt på gaden, for hvis kunderne vil have noget andet, giver det god mening at ændre det.

”Der er noget dovenskab i, at man ikke ser på sine kunder. Vi kan alle sammen godt lide at kategorisere tingene, og det er formentlig en af årsagerne til, at man havner i den fælde. Nogle har desuden ikke fokus på kunderne af frygt for at bevæge sig ud i det ukendte. Hvad nu, hvis kunderne ikke har brug for produktet om to år? Hvad gør vi så?”

Som direktør er han dog overbevist om, at det vil være bedre at erkende, at der ikke er brug for ens virksomheds produkt om to år, end at fastholde en illusion og stå to år senere og være totalt uforberedt.

Han mener, at man kan tage ved lære af de danske virksomheder, der virkelig fokuserer på innovation. De har integreret det at være innovative i deres processer, og det er ikke noget, de kun fokuserer på, når de står og mangler en idé. Derudover råder Lemmy Jensen til, at man som nævnt lytter til kunderne og til markedet og lærer af det.

”Man skal også turde sætte en masse små ting i gang og ikke kun fokusere på ét enkelt innovationsprojekt, der måske kører tre år, hvorefter man måske er nødsaget til at lukke det. Man skal turde arbejde i korte loops med mange forskelligartede aktiviteter,” siger Lemmy Jensen.

Læs også