Ny i jobØvrigt

Færre nyud­dan­ne­de sy­geple­jer­sker bliver ar­bejds­lø­se

I juli 2012 var 274 nyuddannede sygeplejersker registreret som ledige, og det er kun halvt så mange som samme måned året før. Positivismen spirer hos Dansk Sygeplejeråd.

Ifølge en artikel i Sygeplejersken toppede arbejdsløsheden for nyuddannede sygeplejersker sidste år, men i år er flere nyuddannede kommet i arbejde. I juli 2012 var 274 nyuddannede sygeplejersker registreret ledige – mod kun halvt så mange i samme måned året før.

”Vi oplever, at der har været efterspørgsel efter de nyuddannede i sommervikariater. Arbejdsgiverne er igen begyndt at kontakte os med henblik på jobformidling, og det viser, at der er nogle job og vikariater at få, og det er positivt,” siger direktør i Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA, Mette Nedergaard, til Sygeplejersken.

Formanden for DSA, der også er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard glæder sig også over den positive udvikling, og siger til Sygeplejersken:

”Det er godt, at kommuner og regioner prioriterer at bruge penge på at ansætte sygeplejersker, og der er grund til at rose arbejdsgiverne, men vi holder skarpt øje med udviklingen, for mange job til nyuddannede er vikariater,” siger Anni Pilgaard.

Selv om arbejdsløsheden for nyuddannede er faldet, er der alligevel langt til det lave niveau, som arbejdsløsheden lå på i 2009, hvor den var på 2 procent. I dag er 11 procent arbejdsløse mod knap 14 procent sidste år – beregnet på fuldtidsarbejdsløse.

Er det svært at finde job herhjemme, er der måske muligheder længere nordpå. Antallet af norske autorisationer til danske sygeplejersker er steget med 220 procent på bare tre år – og man er ifølge Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev Synergi – på vej mod ny rekord. Ifølge nyhedsbrevet vil danske sygeplejersker ikke være arbejdsløse og risikere, at de ikke får brugt deres fag, så de tager altså i stigende grad til Norge, der mangler arbejdskraft.

Gode muligheder i Norge

”Der er selvsagt en risiko for, at nogle af sygeplejerskerne slår sig permanent ned i Norge og ikke vender tilbage til det danske sundhedsvæsen, som får så hårdt brug for dem om få år. Jeg er nu ret sikker på, at langt de fleste vender tilbage til Danmark med masser af værdifuld erfaring,” udtaler Anni Pilgaard, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd – i nyhedsbrevet.

Den seneste konjunkturundersøgelse, som blev foretaget i foråret, viste ifølge det norske Arbeids- og Velferdsdirektorat en mangel på 2.150 sygeplejersker – og her mener man, at behovet for sygeplejersker vil vokse de kommende 10 år.

”Allerede i dag har vi stor mangel på sygeplejersker. Der er næsten ingen arbejdsløse sygeplejersker i Norge. I juni var der flere end 1.000 ledige sygeplejestillinger,” siger Johannes Sørbø, seniorrådgiver i det norske Arbeids- og Velferdsdirektorat – i nyhedsbrevet.

For lige knap et år siden kunne man i en artikel i Information læse om Linda Molbo, der på det tidspunkt lige var blevet uddannet sygeplejerske. Artiklen havde overskriften ”Sygeplejersker bliver da ikke arbejdsløse,” og Linda Molbo beretter om, at der er mange, som har svært ved at forstå kombinationen af at være sygeplejerske og arbejdsløs.

Hun var da også selv sikker på, at der ventede et job på hende, da hun var færdig i sommeren 2011, for da hun begyndte på uddannelsen fire år tidligere, blev de nyuddannede ansat af hospitalerne, før de var færdige. Nu stod hun med afslag på afslag, og det gik hårdt ud over selvtilliden de første uger – og efter to måneder med afslag virkede det håbløst at søge flere job, fortæller hun til Information.

”Det var chokerende at blive mødt af arbejdsgivere, som direkte frarådede mig at søge, fordi jeg ikke havde nok erfaring som nyuddannet. Det er jo anciennitetsdiskrimination, men gudskelov gav det mig også følelsen af, at det ikke bare var mig, der blev valgt fra,” siger Linda Molbo til Information.

Da artiklen blev skrevet i november 2011 var Linda Molbo ude i seks måneders virksomhedspraktik på en afdeling for rehabilitering af senhjerneskadede på Glostrup Hospital.

Men allerede på det år, der er gået, ser ledighedsstatistikken altså bedre ud for de nyuddannede, men Anni Pilgaard fra Dansk Sygeplejeråd mener, at det skyldes, at en del af de nyuddannede er kommet i arbejde gennem jobrotationsordningen.

”Jobrotation har hjulpet mange nyuddannede til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, men desværre har Arbejdsmarkedsstyrelsen netop meddelt, at alle midler for 2012 er brugt. Så længe der er arbejdsløshed, bør der være penge til at opretholde jobrotationsordningen, og det vil Dansk Sygeplejeråd arbejde for,” siger hun i artiklen i Sygeplejersken.

Læs også