ArbejdsmarkedetØvrigt

Ef­ter­spørgs­len på vikarer stiger

De fleste vikarbureauer har været hårdt ramt af krisen, men nu er bureauerne gået en ny tid i møde. De oplever især stor efterspørgsel på vikarer inden for industrien.

I krisetider er det nemt og hurtigt at afskedige vikarer i en virksomhed, og derfor er det som regel også dem, der allerførst får en fyreseddel i hånden, når bundlinje tallene ser faretruende ud i regnskabet. Til gengæld er vikarerne også dem, der kommer først ind i virksomheden igen, når fremtiden aner mere lys, og det er netop dér, mange virksomheder står lige nu. Ifølge foreningen Vikarbranchen under Dansk Industri er det grunden til, at man netop nu ser en stor stigning i antallet af rekrutterede vikarer.

”Mange virksomheder vil gerne lige afvente situationen og se, om den positive situation er reel, og derfor ansætter de ikke. Men de har brug for arbejdskraft og har fundet ud af, at det er en rigtig god idé at være fleksibel i forhold til arbejdskraften, og at de ikke nødvendigvis behøver at fastansætte medarbejdere for at få tingene lavet,” siger Torben Lyster-Clausen, der er formand for foreningen Vikarbranchen.

De nyeste tal fra foreningen taler deres eget tydelige sprog, hvor man inden for området produktion kan se, at behovet for vikarer i tredje kvartal 2010 er tredoblet i forhold til tredje kvartal 2009. Torben Lyster-Clausen er ud over at være formand for Vikarbranchen også direktør for Vikargruppen Danmark, VGD, som er et godt eksempel på udviklingen. Her er driftsoverskuddet i regnskabsåret 2009/2010, der sluttede den 30. juni 2010, 4,4 millioner kroner mod 0,6 millioner kroner året før.

Også vikarer i fremtiden
”Det er især inden for lager og logistik, at der sker mest. Jeg vil tro, at det skyldes, at der er kommet gang i de fleste virksomheder igen, men at virksomhederne har haft tømt deres lagre og kørt med et minimum på grund af krisen. Når der så sker noget, og man skal kunne levere til samme tid som tidligere, så er man nødt til at have flere medarbejdere for at få det til at gå op,” siger Torben Lyster-Clausen.

Rekrutteringen skal kunne gøres hurtigt, og der er vikarbureauerne ifølge formanden et oplagt valg. Mange eksperter melder om, at vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft i Danmark, men det scenarie skræmmer ikke Torben Lyster-Clausen.

”Sidst der var mangel på arbejdskraft, kørte det rigtig godt for vikarbureauerne, fordi de var i stand til at skabe en pulje af medarbejdere inden for de rigtige områder.”

Han mener, at man kan tale om to forskellige typer af vikarer – dem, der nyder deres tilværelse som vikar – og som går under navnet ”karrierevikarer” – og så dem, der gerne vil have et fast arbejde.

”Der er ingen tvivl om, at en stor del af vikarerne gerne vil have et fast arbejde, og som vil takke ja, så snart de får tilbudt et. Det skal de da også gøre, og det oplever vi kun som positivt hos os. Det betyder jo, at vores kunde er blevet tilfreds, og har fundet lige præcis den medarbejder, de har behov for. Efterfølgende vender virksomhederne tilbage til det samme vikarbureau, fordi de har fået den rigtige vikar dér.”

Bundrekord
I Erhvervsbladet kunne man i maj 2009 læse, at professor Anders Drejer fra Aarhus Universitet mener, at danske virksomheder har for få løst ansatte medarbejdere, og at det gør det dyrt at skrue op og ned på bemandingen, når tiderne skifter. Danmark har ligefrem bundrekord i Europa, hvad angår andelen af løst tilknyttede medarbejdere ifølge en EU-opgørelse, fremgår det af artiklen.

”Danske virksomheder er mindre fleksible end deres konkurrenter med flere vikarer, lige som de får mindre opdateret viden fra eksterne specialister,” sagde Anders Drejer dengang.

Et vikariat kan have meget forskellig varighed – lige fra en halv dag op til længerevarende vikariater på flere måneder. Man må gerne arbejde for flere forskellige vikarbureauer, og alle vikarer er desuden berettiget til at modtage feriepenge. Om man har ret til pension afhænger af, om den virksomhed man er ude på, er medlem af en arbejdsgiverorganisation. Desuden skal man vælge et vikarbureau, der er medlem af en arbejdsgiverorganisation og ifølge Torben Lyster-Clausen helst et bureau, der er medlem af brancheforeningen ”Vikarbranchen i DI”, fordi de kun kan være medlem der, hvis de opfylder visse krav – blandt andet om pension.

Læs også