ArbejdsmarkedetØvrigt

Di­rek­tø­rer frygter massiv ud­flyt­ning af vidensjob

Ifølge en ny undersøgelse mener seks ud af ti direktører i Danmarks største industrivirksomheder, at vidensjobbene vil følge produktionsjobbene ud af landet. Tanken om, at vi skal leve af vores viden i Danmark er, ifølge direktørerne, dermed ikke realistisk.

Vi har længe bevaret vores optimistiske tro på, at det kun er produktionsjobbene, der vil rykke til udlandet, hvor arbejdskraften og driften generelt af en virksomhed er langt billigere. Ifølge en ny undersøgelse, der er foretaget af Kaas & Muulvad for Ugebrevet A4, ser det dog helt anderledes ud. Seks ud af ti direktører mener ifølge undersøgelsen, at vidensjobbene vil følge produktionsjobbene ud af landet. I alt har 520 af Danmarks største industrivirksomheder deltaget i undersøgelsen, som også viser, at 87 procent af direktørerne ser en tæt sammenhæng mellem produktion på den ene side og forskning og innovation på den anden side. Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School mener, at virksomhedernes tilbagemeldinger på undersøgelsen er direkte alarmerende.

”Vi har hidtil dyrket tanken om en international arbejdsdeling. At Danmark skal være et vidensamfund, hvis det ikke kan betale sig at producere her. Men hvis nu innovationen forsvinder andre steder hen, så er vi lidt på den,” siger Jan Rose Skaksen til Ugebrevet A4.
Han er tidligere overvismand og i dag medlem af regeringens Vækstforum.

Overvej outsourcing
Direktørerne i virksomhederne er blevet spurgt om, hvad deres syn generelt er på, at Danmark i fremtiden kan beholde en produktion på samme niveau som i dag, og 341 ud af 510 er ”lidt pessimistiske” eller ”meget pessimistiske”. Ligeledes er der blevet spurgt om, hvad synet er på, at Danmark i fremtiden kan beholde forskning og udvikling af nye produkter på samme niveau som i dag, og her er billedet noget mere broget. Flest er ”lidt optimistiske” – nemlig 196 – men en meget stor gruppe på 133 er ”lidt pessismistiske.” Chefkonsulent i Danske Erhverv, Christian Ohm, nikker genkendende til pessimismen i artiklen fra Ugebrevet A4, men han råder til, at virksomhederne hurtigst muligt bør overveje at outsource:

”Virksomhederne kan reducere omkostningerne ved at outsource. Det er værdiskabende at outsorce. Der er ikke nogen naturgiven sammenhæng mellem produktion og innovation,” siger han.

De fleste af virksomhederne i undersøgelsen mener, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at der er en høj satsning på uddannelse og forskning, hvis Danmark i fremtiden skal have et højt forsknings- og udviklingsniveau inden for industrien. Desuden ser de fleste det som et vigtigt vilkår, at virksomhedernes forskning og udvikling bliver skattemæssigt begunstiget.

Flere ser mulighederne
Mange danske virksomheder har allerede fået øjnene op for outsourcing deriblandt Danfoss, Lego, B&O og Coloplast. Jobindex.dk har tidligere interviewet Torben Majgaard, der er direktør for it-virksomheden Ciklum, og han forstår bekymringen for, at der forsvinder jobs til kollegaer fjernt fra de danske it-kontorer. Han mener dog, at bekymringen bør give anledning til overvejelser om, hvad virksomhederne selv kan gøre:

”Når jeg læser den danske presse og følger med i, hvad der foregår, så er det tydeligt, at Danmark er under pres. Det er lidt lige som i Grækenland, hvor man tydeligvis har arbejdet for lidt og brugt for mange penge. Man har holder krampagtigt fast i den status, man har i verden. Jeg tror ikke, at it branchen føler sig specielt truet, for jeg mener i bund og grund ikke, at det er forkert at flytte jobs til udlandet. Danskerne og de danske virksomheder er bedst tjent med, at tingene gøres der, hvor det gøres billigst.”

Den danske it-virksomhed ansætter omkring 40 nye medarbejdere hver måned – i Ukraine.

Du kan læse hele undersøgelsen fra Ugebrevet A4 på følgende link.

Læs også