JobsøgningKarriere

Dansk ingeniørs netværk blev indgangen til USA

Den 39-årige civilingeniør Lise Grevenkop-Castenskiold sørgede grundigt for at holde sit netværk ved lige, da hun lige som 75 andre blev fyret, da Texas Instrument lukkede deres Aalborg-afdeling i 2009. I dag har hun sin egen virksomhed og er gennem en af sine kontakter kommet ind på det amerikanske marked sammen med en af sine konsulentsamarbejdspartnere.
Lise Grevenkop-Castenskiold
Civilingeniør

E-mail efter e-mail blev systematisk gået igennem. Hvem var de fra, og var hun i kontakt med afsenderen via LinkedIn? Da Lise Grevenkop-Castenskiold blev fyret – i lighed med 75 andre – da Texas Instruments lukkede i Aalborg i 2009, var hun med det samme opmærksom på at dyrke sit netværk. Hun startede som selvstændig med Efficient Project Management og tilbød til at begynde med sine konsulentydelser til én, hun havde mødt igennem sit arbejde i Texas Instruments – med base i USA. Han takkede dog nej til den ellers interessante og nye danske metode Rule Breaking Strategy. Nogle måneder senere da han skiftede job, kontaktede han Lise Grevenkop-Castenskiold for at høre nærmere om metoden.

”Jeg havde tidligere mødt Anja Krogh Sondrup til et iværksætterarrangement i Aalborg, hvor jeg skulle fortælle om, hvordan jeg blev selvstændig, og hun skulle fortælle om sin bog. Jeg synes, bogen lød så interessant, at jeg købte den,” fortæller Lise Grevenkop-Castenskiold.

Bogen handlede om Rule Breaking Strategy, og Lise Grevenkop-Castenskiold synes, metoden lød interessant og brændte for at brede den ud på det internationale marked. Den mulighed opstod med hendes kontakt i USA.

”Jeg tog kontakt til Anja Krogh Sondrup, som fortalte, at der var lavet en prøveoversættelse af bogen, hvor der ikke var farver på tegningerne. Den var endnu ikke udgivet i udlandet, men vi fik mulighed for at sende et par eksemplarer af sted,” siger Lise Grevenkop-Castenskiold.

Hun og Anja Krogh Sondrup formaliserede deres samarbejde og gik i gang med deres niche på det amerikanske marked.

Lise Grevenkop-Castenskiold
Civilingeniør

Hjemmevant i udlandet
”Jeg er vokset op i udlandet. Som barn har jeg boet i Nigeria, Grønland og Bangkok – og som ung var jeg et år i USA, så jeg har været vant til at gå i internationale skoler. Jeg elsker at arbejde med folk med mange nationaliteter,” siger Lise Grevenkop-Castenskiold, der derfor er utroligt glad for at arbejde med amerikanere, fordi de ofte er meget forskelligt sammensat.

Hun mener desuden, at hun er blevet klædt rigtig godt på til det internationale marked med sin ingeniørbaggrund fra Aalborg Universitet.

”Hele studiet igennem har vi arbejdet meget med virksomheder og lavet en del på engelsk,” siger hun og tilføjer, at hun mener, at danskere har en styrke i forhold til at kunne arbejde med internationale virksomheder.

”Som Anja siger, så er vi som danskere helt nede på jorden, og vi er ikke ved at falde bagover af beundring for direktøren. De kan mærke, at vi taler ens til alle, uanset hierarkisk placering, og så er vi kendt for at være innovative og kreative,” siger Lise Grevenkop-Castenskiold, der desuden mener, at vi som udefrakommende har lettere ved at udfordre for eksempel amerikanernes vaner.

Hold øje med netværket
Det første samarbejde med TranSwitch, som den amerikanske virksomhed hedder, bestod af korte endagsarrangementer i hver af TranSwitchs fem lokale udviklingsafdelinger i henholdsvis USA, Indien og Israel – og en tre-dages strategiworkshop for ledelsen fra de fem afdelinger. Alt arbejdet foregik virtuelt fra Danmark, på nær den tre-dages workshop, der foregik i virksomhedens hovedkvarter i Connecticut, USA. I august i år blev de to danske konsulenter igen bedt om at styre et strategiudviklingsforløb – denne gang i Californien.

Lise Grevenkop-Castenskiold mener, at ens netværk er utroligt vigtigt, hvis man gerne vil ind på det amerikanske marked. Har man ikke selv de rigtige kontakter, råder hun til, at man for eksempel kontakter Innovationscenter Danmark: www.siliconvalley.um.dk/en.

”Anja og jeg besøgte dem i Silicon Valley, og de har forskellige programmer, der kan hjælpe en. Det koster selvfølgelig noget, men man kan få tilskud til det, hvis ens forretningsidé er moden,” siger Lise Grevenkop-Castenskiold og nævner, at de under deres besøg fik tilbudt et individuelt sammensat program over fire dage med møder med potentielle kunder, foredrag på Standford University osv. De har dog endnu ikke besluttet, om de vil gøre brug af dette tilbud.

”Det kunne være en måde at gøre det på. Men ellers ville jeg bruge LinkedIn og se, hvem der kender nogen, som kender nogen – i udlandet.”